”Vi skal ikke være bange for at prøve nyt i vores undervisning”

Ole Ditlev Nielsen giver et bud på 20 skridt, der kan gøre dig til en bedre lærer. Det vigtigste er, at du tør prøve at forandre dig.

Mange lærere er bange for at kaste sig ud i at forandre deres undervisning. Men det er der ingen grund til, mener Ole Ditlev Nielsen. Han er forfatter til bogen Om at undervise – 20 skridt til at blive en bedre lærer og er lærer på Handelsskolen København Nord. 

”Vi skal ikke være bange for at prøve nyt i vores undervisning. Hvad er det værste, der kan ske? Hvis jeg sætter 20 minutter af til at afprøve en ny cooperative learning-struktur, vil eleverne højst sandsynligt blive glade, fordi jeg gør noget andet, end jeg plejer. Går det galt, og de ikke lærer så meget i de 20 minutter, så vil det formentlig ikke være første gang, det er sket,” siger Ole Ditlev Nielsen.
Han understreger, at man ikke nødvendigvis skal forandre alting på én gang, men vælge nogle områder ud og tage et skridt af gangen.

Kom i gang med cooperative learning  
Ole Ditlev Nielsen gennemgår i sin bog flere nyere undervisningstrends, som eksempelvis cooperative learning (CL).

”CL er et af de elementer, jeg har brugt til at skabe positive forandringer i min undervisning. Jeg oplever, at det giver et højere aktivitetsniveau, og at de elever, der ellers er vanskelige at motivere, kommer i gang, fordi de kommer væk fra deres skærm,” siger Ole Ditlev Nielsen.
Cooperative learning er en undervisningsform, der har fokus på læring gennem samarbejde. Elevernes samarbejde foregår ofte i de samme teams på fire og ud fra 46 nøje beskrevet samarbejdsstrukturer.
Ole Ditlev Nielsen ser cooperative learning som en nem og overskuelig måde at variere sin undervisning på. 

”Fordelen ved cooperative learning frem for almindeligt gruppearbejde – som kan have varierende succes – er, at cooperative learning har meget klare strukturer for elevernes samarbejde, som du som lærer kan følge,” siger han.

Selvom Ole Ditlev Nielsen er meget begejstret for cooperative learning, mener han ikke, man skal være dogmatisk i sin tilgang til det eller andre pædagogiske værktøjer. De skal tilpasses den enkelte lærer og klasse.

Har man ikke arbejdet med cooperative learning før, foreslår Ole Ditlev Nielsen at læse bogen Cooperative Learning, der beskriver de forskellige strukturer, og derefter starte med at udvælge sig en håndfuld strukturer, som man afprøver i undervisningen.

Inddrag eleverne i egen læringsproces  
Classroom mangement eller klasserumsledelse er et andet af tidens undervisnings-buzzwords, der handler om at skabe klare rammer og afstemme forventninger for elevernes, men også lærerens adfærd. Ros og belønning er et vigtigt element i tilgangen. 

Ole Ditlev Nielsen bruger blandt andet tilgangen til at afstemme med sine elever, hvad de skal igennem i et undervisningsforløb, og hvad de får ud af det. 

”Jeg afsætter en del tid på at inddrage mine elever i selve læringsprocessen. Eksempelvis har jeg brugt den første måned i en af mine klasser på at snakke om, hvad det vil sige at lave litterære analyser, inden vi går i gang med det egentlige indhold - at analysere,” siger Ole Ditlev Nielsen.

Han gør blandt andet brug af quiz- og evalueringsværktøjet, Socrative for at kunne stille spørgsmål til eleverne og inddrage dem i at skabe gode rammer for egen læring.

”I starten af et skoleår stiller jeg ret ofte mine elever spørgsmålene: ”Hvornår lærer du bedst, og hvornår har du haft en god time? På den måde bliver eleverne mere opmærksomme på, hvad der skal til for, at de selv arbejder og lærer noget, fortæller han.” 

Empati som undervisningsværktøj  
Bogens første skridt og samtidig et af de vigtigste redskaber som lærer er ifølge Ole Ditlev Nielsen empati.

”Eleverne har brug for at føle sig forstået og hørt. Hvis vi skal flytte eleverne fagligt, kræver det, at vi skaber en forbindelse til dem både med det sprog, vi taler, og den måde, vi taler til dem på,” siger han.