Ny rapport: Mange gymnasielærere tackler selv arbejdspresset

Det er bekymrende, at mange gymnasielærere finder individuelle overlevelsesstrategier ved arbejdspres. Det mener forsker Nana Vaaben og GL. For gymnasiesektoren har brug for at finde kollektive løsninger på det stigende problem.

Arbejdspres – det at have for travlt og gå på kompromis med kvaliteten – er den absolut største årsag til, at landets gymnasielærere bliver frustrerede og demotiverede. Det viser forskningsrapporten Trivsel og motivation gennem arbejdslivet i uddannelsessektoren fra Københavns Professionshøjskole.

Samme rapport viser også, at en stor del af gymnasielærerne tackler arbejdspresset ved at benytte sig af forskellige individuelle overlevelsesstrategier.

Nogle forsøger at gøre sig mere ligeglade, øver sig i at sige pyt, skruer ned for ambitionerne – noget, der i sidste ende kan føre til kynisme og udbrændthed. Andre gør brug af civil ulydighed og ‘glemmer’ mindre vigtige opgaver. Og omkring en femtedel af gymnasielærerne overvejer at skifte job/branche, gå ned i tid eller spare op til pension, så de kan stoppe tidligere – fordi de er usikre på, om de kan holde til jobbet på sigt.

Alle strategierne er bekymrende, fordi arbejdspresset bliver den enkelte undervisers problem.

Nana Vaaben, docent
Københavns Professionshøjskole

“Alle strategierne er bekymrende, fordi arbejdspresset bliver den enkelte undervisers problem, og alle er strategier, hvor både den enkelte underviser og uddannelsesinstitutionen, mister noget,” siger Nana Vaaben, en af forskerne bag undersøgelsen.

“Enten mister gymnasiet helt ­eller delvist medarbejdere, eller også får gymnasiet et rigtig dårligt arbejdsmiljø. For når gymnasielærere bliver ligeglade, mister de engagement og dedikation, og da netop undervisningen – det at rykke og gøre en forskel for sine elever – er selve drivkraften for de fleste undervisere, så mister arbejdet sin mening, og det er et kæmpe problem for arbejdsmiljøet,” pointerer Nana Vaaben.

Forskellige strategier
Også hos Gymnasieskolernes Lærerforening (GL) kender man til de individuelle overlevelsesstrategier i forhold til arbejdspresset.

“Det handler helt konkret om at arbejde hårdere, springe pauser over og arbejde dér eller øge sin arbejdstid, så man arbejder flere og flere aftener til senere og senere,” fortæller Kåre Blinkenberg, medlem af hovedbestyrelsen og formand for arbejdspladsudvalget i GL.

“Samtidig ser vi et stigende antal medlemmer gå på deltid på grund af arbejdspres. Selvfølgelig er det ikke et problem i sig selv, hvis man frit vælger at arbejde en aften eller gå på deltid. Problemet er, hvis omfanget øges voldsomt på grund af arbejdspres,” fortsætter han.

Nana Vaaben supplerer:

“For nogle lærere kan det blive en overlevelsesstrategi at arbejde til langt ud på aftenen, fordi det er at foretrække frem for at have det skidt over at skulle dukke uforberedt op næste morgen. Men det er jo ikke en strategi, der er holdbar i længden.”

Brug for handling
Både af hensyn til arbejdsmiljøet og i et rekrutterings- og fastholdelsesperspektiv mener Nana Vaaben, at det er helt centralt, at der findes kollektive og organisatoriske løsninger på arbejdspres.

“Når over halvdelen af gymnasielærerne i vores undersøgelse siger, at arbejdspresset frustrerer og demotiverer dem, er der brug for handling. Så vi har brug for at få skabt et arbejdsmiljø, så gymnasielærerne kan holde til at arbejde både på fuldtid og et helt arbejdsliv,” siger hun og fortsætter:

“Samtidig bliver man nødt til at få øjnene op for, at der er nogle arbejdsmiljømæssige problemer indbygget i den måde, gymnasierne styres, organiseres og ledes på, og det er også et spørgsmål om ressourcer.”

“For når man oppefra siger sænk kvaliteten – eller lav mere under­visning med mindre forberedelse, så oplever lærerne, at de svigter eleverne, og det stresser og gør ondt på arbejdsmiljøet, fordi lærerne er drevet af at lave god undervisning for deres elever. Og ingen motiveres af at være en nogenlunde lærer,” fortsætter hun.

Kollektive løsninger
Kåre Blinkenberg er helt enig. Man skal droppe de individuelle overlevelsesstrategier og i stedet få lavet kollektive løsninger.

“Som gymnasielærere er vi vant til at være meget autonome og stå alene med ansvaret i klasseværelset. Så i stedet for at udfordre de strukturer og vilkår, vi arbejder under, som giver arbejdspres, så tyr vi til individuelle overlevelsesstrategier, men vi skal insistere på, at det ikke er den enkeltes opgave at håndtere arbejdspres,” siger Kåre Blinkenberg.

Helt overordnet skal vi ude på de enkelte skoler have en dialog om struktur og ressourcer og sætte en grænse for, hvad det kræver at være gymnasielærer. 

Kåre Blinkenberg, formand
GL's Arbejdspladsudvalg

Han mener, at der helt overordnet skal føres ressourcer tilbage til sektoren, at man bør ændre på de dele af gymnasiereformen, der giver en enormt skæv arbejdsbelastning, og så skal der arbejdes på kollektive løsninger. For lige nu giver de individuelle overlevelsesstrategier sig udslag i alt for stort arbejdspres, stress og udbrændthed. Og for de medlemmer, der vælger at gå på deltid, fører det til lavere løn og mindre pension.

“Helt overordnet skal vi ude på de enkelte skoler have en dialog om struktur og ressourcer og sætte en grænse for, hvad det kræver at være gymnasielærer. Alene det at få talt om, hvad der er svært, er første skridt på vejen til fælles løsninger,” mener Kåre Blinkenberg.

Konkrete forslag
Ud fra en workshop på GL’s repræsentantskabsmøde om netop kollektive løsninger på arbejdspres peger Kåre Blinkenberg på flere konkrete ting:

  • Planlægning, så det ikke er de samme lærere, der har de tunge klasser eller de tunge forløb.
  • Et grundigt kig på den skæve arbejdsbelastning hen over året.
  • Aftaler om vejledning ved større opgaver – er det for eksempel lærernes opgave at finde tekster – eller er det ikke?
  • Kan flere skriftlige opgaver måske laves i grupper – i stedet for individuelt?
  • Aftaler om, hvor hurtigt opgaver skal rettes, så man ikke bliver presset af kolleger, der giver tilbagemelding til elever efter to dage.
  • Få talt om forventninger til studieture.
  • Få sat nogle rammer op for, at man ikke forventes af svare på mails i weekender og efter klokken 17.

“Der blev også talt om at lave nogle retningslinjer i forhold til det stigende antal sårbare elever og elever med problematisk adfærd. Hvor går grænsen, hvornår skal eleverne sendes videre, hvornår skal der kobles en psykolog på? For det giver et stort arbejdspres, hvis lærerne står alene med ansvaret,” siger Kåre Blinkenberg.