Hvad vil det egentlig sige at rette tosprogede elevers opgaver ”på en anden måde”?

For et par måneder siden skrev jeg her på Gymnasieskolen.dk et indlæg om, at tosprogede elever med dansk som andetsprog skriver dansk på en anden måde end elever med dansk som modersmål, og derfor mener jeg, at man bør rette deres opgaver på en anden måde. Jeg er siden blevet klar over, at det er lidt uklart, hvad jeg mener med at rette opgaver ”på en anden måde”, og jeg vil derfor prøve at uddybe, hvad jeg mener i det følgende.

Gymnasielæreres opgave er ikke at lære deres elever at skrive dansk, men at undervise i dansk sprog, kultur og litteratur – med den underforståede forudsætning, at de deler samme sprog med alle deres elever. Sådan er virkeligheden bare ikke længere. Flere og flere elever er tosprogede og taler og skriver dansk som andetsprog – og der er forskel på dansk som hhv. modersmål og andetsprog. Problemet viser sig især, når tosprogede elever endnu ikke har opnået et tilstrækkeligt højt skriftsprogligt niveau til at kunne opfylde kriterierne for at besvare skriftlige opgaver tilfredsstillende, og så står gymnasielæreren i et dilemma – for hvordan vurderer man opgaver, der måske nok indholdsmæssigt er besvaret, men rent sprogligt afviger fra opgaveformuleringens kriterier?

En gymnasielærer i dansk retter elevopgaver ud fra andre kriterier end en lærer i dansk som andetsprog – f.eks. overholdelse af genrekrav, viden om emnet og selvfølgelig brug af relevant ordforråd. En lærer i dansk som andetsprog ser naturligvis også som det første efter, om opgaven er løst inden for den givne ramme, men har primært fokus på sproget: I hvilket omfang lever opgaven op til f.eks. krav om genre rent sprogligt? En lærer i dansk som andetsprog forstår formentligt ”relevant ordforråd” på en anden måde end en gymnasielærer. For en lærer i dansk som andetsprog er det nemlig ikke kun et spørgsmål om, hvorvidt eleven bruger det relevante ordforråd – men i høj grad også om hvor godt han bruger det. Altså i hvor høj grad er den tosprogede elev i stand til at bruge sit ordforråd til at løse opgaven? Bruger han ord og begreber korrekt? Kan han variere sproget? Eller er der mange gentagelser af samme begreber? Sproget i opgaven er vigtigt, fordi et mangelfuldt sprog kan blokkere for elevens budskab. Den tosprogede elev kan altså godt have forstået opgaveformuleringen, men hans sprog kan være så fejlfyldt og mangelfuldt, at han ikke er i stand til at formulere sig godt nok til at få sit budskab frem.

Som udgangspunkt skal eleverne besvare den samme opgave, uanset deres sproglige baggrund, og opgaverne bør selvfølgelig rettes ud fra ens kriterier. Men hvis den tosprogede elev ikke har opnået den sproglige kompleksitet, der skal til for at kunne leve op til opgavens krav, ligger lærerens opgave ikke kun i at fortælle ham, at hans opgave ikke er besvaret godt nok, men også i at rette hans sprog og vejlede ham i besvare samme opgavetype bedre næste gang. Problemet er, at det ikke er nok at registrere sproglige fejl og gøre eleven opmærksom på dem. Det kræver efter min mening en særlig viden om andetsprogstilegnelse at vejlede tosprogede elevers sproglige udvikling. Lærere i dansk som andetsprog underviser i skriftsprog på en anden måde end gymnasielærere. For det første underviser vi i skriftsprog fra begyndelsen. For det andet underviser man i andetsprogstilegnelse ved at lade eleven prøve at formulere sig, at lade ham fejle, forklare hans fejl – og derefter bede ham om selv at skrive sin tekst om. For hver enkelt sproglig fejl eleven laver og bagefter får forklaret og forstår, bliver han puffet et lille stykke videre i sin sprogtilegnelse. Fejl er jo naturlige hos en person, der endnu ikke mestrer sproget som modersmål, og de er vigtige, fordi de er en del af læringsprocessen mod et nyt sprog. Det er vigtig viden, når man har med tosprogede elever at gøre.

Efter min mening er andetsprogstilegnelse en opgave, der ligger uden for gymnasielærerenes fagområde, fordi det ganske enkelt ER et andet fagområde. Men mere viden om, hvordan tosprogede lærer dansk kan give gymnasielærere en større forståelse for deres tosprogede elevers udfordringer – og dermed kan de blive bedre til at rette deres opgaver, så de tosprogede elever med tiden bliver bedre til at skrive dansk.