Htx om idræt B: Det kan tænde elevernes interesse for sundhedssektoren

Basketball, coronavirus og måling af muskelmasse. På HTX Skjern er de glade for at have idræt B i en studieretning. Faget styrker skolens sundhedsfaglige profil, når eleverne kan prøve teorien fra laboratoriet af på egen krop i hallen.

“Åben hånd, ned med tyngdepunktet og pump bolden i gulvet i stedet for at slå.“

Opfordringerne råbes ud i hallen til 2.g-eleverne på HTX Skjern mandag morgen efter vinterferien, hvor idrætslærer Rikke Kühlmeier underviser skolens første hold med studieretningen bioteknologi A og idræt B.

Med den seneste gymnasiereform blev idræt B som studieretningsfag flyttet fra stx til htx. Ændringen fik hård kritik af blandt andre rektorernes forening Danske Gymnasier, Gymnasieskolernes Idrætslærerforening og idrætsorganisationer. 

De 19 idrætselever på htx dribler, kaster og scorer med de mange lysebrune basketballs og skaber en konstant larm i den halvanden time lange idrætstime med undtagelse af, når Rikke Kühlmeier fløjter og tager hænderne op over hovedet. Så gribes boldene, og eleverne stimler sammen på midten.

“Det har været hårdt at starte en ny studieretning op med et fag, som htx ikke har haft før. Men eleverne er motiverede, og den her studieretning er megavigtig, fordi vi gerne vil tænde de unges interesse for sundhedssektoren. Det skal sikre trivslen i vores samfund,” siger Rikke Kühlmeier.

I august 2018 fik 20 almene gymnasier dog dispensation til at udbyde en lokal studieretning med idræt B som forsøg. Yderligere 27 har for nylig søgt om det, men har fået afslag. 

Læs: Stribevis af afslag fra ministeriet: Gymnasier får nej til studieretning med idræt

Stx må stadig godt udbyde idræt B som valgfag.

Idrætslærer Rikke Kühlmeier oplever, at eleverne er motiverede for studieretningen med bioteknologi A og idræt B, der er ny på htx.

Forstå din krop
Hvis bolden ryger uden for stregerne, betyder det fem armbøjninger. Det gælder også læren, som må i gulvet en gang i løbet af øvelsen. En høj biplyd afbryder armbøjningerne, eleverne roterer til næste øvelse, og “The final countdown” brager ud af højtalerne.

Glæde og høj aktivitet er fundamentet i Rikke Kühlmeiers idrætsundervisning. Hun har tidligere arbejdet 20 år som folkeskolelærer. Derefter tog hun en kandidat i idræt, og under sit speciale arbejdede hun sammen med skolens ledelse på at opbygge studieretningen med idræt B og bioteknologi A.

Det har været hårdt at starte en ny studieretning op med et fag, som htx ikke har haft før.

Rikke Kühlmeier, idrætslærer
HTX Skjern

HTX Skjern har indrettet et idrætslaboratorium med løbebånd, cykelergometer og en bioimpedansmåler, hvor eleverne eksempelvis kan måle deres muskelmasse og kroppens fordeling af væske. Her foregår teoriundervisningen i idræt B.

“Eleverne skal blive gode til at forstå og analysere deres egen og andres kroppe. Alle vores maskiner er til eleverne. Det er dem, som skal prøve ting af og få idéer,” siger Rikke Kühlmeier.

Idrætshallen, redskaber og bolde tilhører Design og Håndværksefterskolen i Skjern, som ligger klods op ad gymnasiet. Her har skolen lejet sig ind, indtil der er grundlag og økonomi til i fremtiden at bygge egen hal.

Vi er rigtig glade for studieretningen, og det oplever vi også, at eleverne er.

Hella Rabjerg Rosenkvist, faglig leder
HTX Skjern

Klog på kroppen
Ovre på sidelinjen står 18-årige Andrea Bjerg, som døjer med en træls skulderskade og derfor har svært ved at være 100 procent med, når klassekammeraterne kaster den hårde læderbold rundt i hallen. 

“Jeg valgte htx på grund af studieretningen med idræt. Jeg bliver klog på kroppen, og så prøver vi mange anderledes sportsgrene som eksempelvis aerobic og klatring. Det er fedt,” siger Andrea Bjerg, som spiller håndbold i fritiden.

Lige nu har klassen et forløb i bioteknologi og idræt om infektionsbiologi og parasport. De har talt om coronavirus, og der er planlagt et besøg fra Parasport Danmark, som skal undervise eleverne i kørestolsbasket.

“Jeg lærer bedst, når jeg prøver teorien på egen krop,” siger Andrea Bjerg, som overvejer at uddanne sig til sygeplejerske efter gymnasiet. Hun vil i hvert fald gerne arbejde inden for sundhedsområdet.

HTX Skjern lejer idrætshal, redskaber og bolde af Den danske Design- og Håndværksefterskole, som ligger klods op ad gymnasiet.

Tror på studieretningen
Kurverne i basketball blev oprindelig flettet af ferskner, og sporten blev opfundet i Massachusetts i 1891. De sidste 20 minutter af idrætstimen foregår uden bolde i bevægelse, sko der glider på gulvet og svedige adidastrøjer, som kastes hen i hjørnet midt i en kamp.

Rikke Kühlmeier klasker en powerpoint-præsentation med idrætshistorie op på storskærmen, og eleverne finder vandflaskerne frem inden, de sætter sig på gulvet og slår lyttelapperne ud. Efter en gennemgang af basketballsportens historie sendes eleverne afsted i bad med en formaning om næste uges lektier.

I 2.g er der 19 elever på studieretningen, og i 1.g er der 10 elever. Skolen tror på studieretningen med idræt B, selvom de oplever en tilbagegang i elever. Det slår faglig leder Hella Rabjerg Rosenkvist fast.

“Idræt B giver god mening på htx, hvor vi arbejder meget projektorienteret og på tværs af fagene. Det styrker vores profil på det sundhedsmæssige område - idræt B passer for eksempel godt ind i teknikfaget i 3.g, hvor eleverne lærer om levnedsmidler og sundhed. Vi er rigtig glade for studieretningen, og det oplever vi også, at eleverne er,” siger hun.

Ifølge Børne- og Undervisningsministeriet har 28 tekniske gymnasier i 2017 og/eller i 2018 oprettet studieretningen med bioteknologi A og idræt B. I 2017 valgte 215 htx-elever studieretningen, og i 2018 tiltrak den 311 elever. Tallene for 2019 er endnu ikke klar.