Hjem som et andet menneske

En ny type studieture er blevet populære: kombinationen af fagligt stof og det at gøre en indsats for andre. Eleverne lærer mere af det, siger lærerne. Og måske er de, når det kommer til stykket, ikke så dovne og egoistiske, som man ellers har travlt med at udråbe dem til?

”Mzungu! How are you?”
Råbene gjalder fra alle sider mod en gruppe danske gymnasieelever og deres tre lærere, mens de kører på motorcykler – to plus en lokal chauffør på hver! – gennem det frodige landskab omkring den kenyanske landsby Siaya tæt på Victoriasøen og Ugandas grænse.

Mzungu betyder ”hvide” og er såmænd en venlig hilsen til de lokales blegere artsfæller i dette område, hvor hvide er et særdeles sjældent syn i landskabet. De hvide, som her kommer fra Borupgaard Gymnasium i Ballerup, er dog ikke på afveje. De er i bogstaveligste forstand på vej i marken for at se og høre om, hvordan de lån, de gennem arbejde og indsamling hjemme i Danmark har muliggjort, ændrer de lokale bønders liv. I nogle tilfælde markant.

Lånene, der distribueres gennem den danske NGO Momentum Trust, giver bønderne såsæd, gødning og undervisning i, hvordan de kan få mere ud af deres marker. Gymnasieelevernes besøg hos bønderne udgør den ene store del af en studietur til Kenya, mødet med fadderbørn og folkene i Plan International den anden.

Som sådan er det ikke en helt traditionel studietur. Eleverne kommer fra forskellige 3.g-klasser og studieretninger, en enkelt går sågar i 2.g. De har enten siddet i styregruppen i ”Boag Begins” (se faktaboks), har nogle fagligt gode grunde – for eksempel geografi – eller er af andre årsager blevet foreslået af lærerne at søge om at få en af pladserne på turen, der her i november 2015 gennemføres for tredje gang.

Anders Lavrsen underviser i naturgeografi og historie og udnytter opholdet i Kenya til blandt andet at lave jordbunds­profiler sammen med elever fra geografi B. Her kan bæredygtighed konkret kobles til et udviklingsperspektiv.

”For mig er der to afgørende ting ved den her tur: At få eleverne til at se og høre om den virkelighed, der er omkring dem. Dernæst er det en genial kombination; det handler ikke kun om velgørenhed, men også om konkret fagligt stof. Indholdet af turen og arbejdet er oplagt til kernestoffet samfundsfag A, biologi og geografi,” siger Anders Lavrsen.

Hans kollega, Thomas Borum Reuss, der har været en slags primus motor for turenes gennemførelse og har været med på de tidligere ture også, er enig.

”Jeg mener faktisk, at et projekt som det her og sådan en studietur falder naturligt ind under formålsparagraffen for gymnasiet omkring begrebet almendannelse. Hvem tager ansvar for det? Det her er med til at kultivere tingene, og derfor er det helt rimeligt at bruge skoleressourcer på det,” siger han.

Eleverne i gruppen giver ligeledes udtryk for, at det her er noget andet i forhold til de traditionelle studieture, der for nogles vedkommende stort set har handlet om druk – ”det var, så vi kastede op i skraldespande,” siger nogle nærmest i kor.

”Her skal du kigge nogle mennesker i øjnene. Det handler om deres liv og tilværelse, og så går det altså ikke at stå med tømmermænd. Det skylder man dem,” siger Nina Lybek Schaltz.

Hvori består rigdom?
Thomas Borum Reuss peger på, at eleverne bliver trukket helt ud af deres egen kultur og ryger dybt ind i en anden kultur. Det kan ligefrem være livsforandrende at være med på turen til Kenya. Han har således gjort meget ud af at fortælle eleverne, at man ikke er den samme, når man kommer hjem. Også for lærerne er det noget særligt og med til at give et andet perspektiv på tilværelsen. Måske bedst illustreret ved, at Thomas Reuss selv har sagt sit job op, sat sit hus til salg og planlægger sammen med familien at flytte til Langeland til en gældfri, men måske også mere usikker, tilværelse. Men netop for at få mere tid, mens børnene er små.

”Man får her et stærkt blik for, at vi gør al livskvalitet i Danmark op i penge. Ud fra den målestok burde alle i Kenya have det elendigt. Men det har de ikke. Så hvad vil det sige at være tilfreds? Jeg vil mene, at folk hernede generelt er gladere end folk i Danmark. Og at se og opleve det får en til at tænke over tingene og sin egen identitet – hvad vil man egentlig med sit liv?”

Det kan Nina Lybek Schaltz nikke genkendende til. Før turen tænkte hun, at det jo var danskerne, der hjalp; at de skulle lære afrikanerne noget.

”Men vi kan også lære af dem. Livsglæde, gæstfrihed, måden at være sammen på,” siger hun og henviser i samme åndedrag til det ”kulturmøde”, der blev arrangeret nogle aftener inden på markedspladsen i den lille landsby, hvor danskerne boede den første del af turen. Det endte med timelang dans til det lokale orkesters musik. Danskere og kenyanere. Børn, unge, lidt ældre.

Martin Solheim er en af de elever, der godt halvvejs på turen allerede kan erklære sig enig i, at man kommer tilbage som et andet menneske.

”Jeg har dårlig samvittighed over at skulle efterlade dem her. Jeg tror nok, jeg på den her tur har følt noget, jeg aldrig har følt før. Inden tænkte jeg ’yeah right, bare jeg ikke får en eller anden klam diarré eller bliver alvorligt syg’.

Men det er, som om min kynisme er zappet væk. Jeg skammer mig faktisk over, hvordan jeg tænkte før. Selv om jeg også er beroliget af tanken om at være hvid og have fordele. Jeg har kun haft positive oplevelser, men frygter alligevel hele tiden lidt, at de bærer nag over slaveriet og kolonitiden. Men de er så taknemmelige for hjælpen og lånene. Alle siger ’feel welcome’ og ’welcome home’,” fortæller han og tilføjer, at han vil have tatoveret ordet ”mzungu”.

Kulturchok
Nogle dage senere befinder gruppen fra Borupgaard Gymnasium sig omringet af afrikanske børn på en landsbyskole i Bondoregionen, ligeledes ved Victoriasøen. Her skal de besøge nogle af de danske elevers sponsorbørn – og senere et af lærernes – gennem samarbejdet med Plan Danmark, men først se, hvor børnene går i skole, og høre om forholdene.

De fleste afrikanske børn her har aldrig før set hvide mennesker i levende live; de har i hvert fald ikke rørt ved dem, og da danskerne ligesom signalerer, at det er helt i orden, bliver der nevet og flået i den hvide hud med dens små hår. Er den blød eller hård? vil afrikanerne gerne vide. Også det blonde hår på hovederne bliver genstand for en større inspektion. Chokket indfinder sig dog for alvor først, da de lokale elever bemærker en af de danske pigers ”fivefingers” (sko med tæer). Først peger de skræmte – er hun mon en slags kamæleon? Men da de finder ud af, at der er tale om fodtøj, vil latteren ingen ende tage.

Danskerne vises rundt af rektor, som samtidig beretter om udfordringerne ved at drive skole blandt fattige bønder og fiskere. Hvor midlerne er få, infrastrukturen dårlig, malariatruslen reel og HIV-raten stadig chokerende høj. De danske elever virker allerede en smule rystede over forholdene, da rektor nægter at lade dem se toiletbygningen indefra; alligevel hersker der på stedet en optimisme, en glæde, et engagement og ikke mindst en stolthed over at være en del af skolen. Ingen her er i tvivl om, at uddannelse er en investering i fremtiden og et tryggere liv.

Efterfølgende er der besøg hos sponsorbarnet David. Også det er en overvældende oplevelse for de danske gymnasieelever og -lærere. Hele familien, forældre, bedsteforældre, søskende, onkler, tanter, nevøer, er mødt op i stiveste puds, og det bliver et par interessante og lærerige timer i lerhytten, hvor serveringen dog ikke huer alle – men ned skal det, i høflighedens navn.

”Indtil nu var han bare et navn og et billede i vores klasse. Men det var ret stort at se og møde ham. Og at opleve, hvor taknemmelig hans familie var. Selvfølgelig er der forskel i livsvilkår, men man indser på sådan et besøg, hvor meget vi mennesker har til fælles. De unge er nysgerrige på mange af de samme ting som os,” siger Anne Glavind, der var en af de heldige, der fik lov at besøge sin klasses sponsorbarn.

Gode gerninger er almen­dannende
Hans Jørgen Slivsgaard er inspektor på Borupgaard og er med i Kenya for første gang. Han får, forklarer han, de samme refleksioner som eleverne for fuld udblæsning. Han har blandt andet bemærket måden, man taler sammen på, og at børn leger sammen, uden at voksne hele tiden blander sig.

”Sådan en tur her er også med til at vise, hvor tilpasningsdygtig man er. Det er en kunst at tage nogle af tingene med hjem og lade dem få form,” mener han.

Som leder har Hans Jørgen Slivsgaard også anskuet landbrugsprojektet i forhold til teamledelse. Der er i virkeligheden tale om forandringsledelse, bedyrer han. Hvilken motivation har de? Umiddelbart er det simpelt: ”Food on the table, money in the pocket” – men analyserer man det nærmere, er det en formel, der også kan bruges på andre niveauer. En stærk vision, praksisfællesskaber, opfølgning.

”Set fra skolens ledelses side mener jeg absolut, at dette projekt skal fortsætte. Det er vigtigt. Jeg tror ikke, man kan se sin verden udefra på samme måde i en europæisk storby.”

Lærerne er enige om, at der ligger læring og almendannelse i at gøre noget godt for andre. De traditionelle studieture får den enkelte noget ud af.

”Momentum Trust-projektet kommer hele skolen til gode, blandt andet ved at lederen af projektet i Kenya har besøgt Borupgaard. Det er således et skoleprojekt. Men der er hele tiden en vis skepsis i forhold til bistandsprojekter.

Det får vi banket nogle pæle igennem med det her,” siger Thomas Reuss.

Noget af det, Momentum ifølge Borupgaardlærerne kan, er dynamisk feedback fra felten. Hos Plan er der et julekort eller lignende.

”Det er selvfølgelig fint nok. Men gymnasieelever har brug for at vide, at der er nogen i den anden ende,” forklarer Hans Jørgen Slivsgaard, som ser en idé i, at alle elever bliver præsenteret for et tværfagligt forløb med eksempelvis koncepter som Momentum Trust eller lignende.

Sofie Metz Jansen bekræfter:

”Vi har nok derhjemme en tendens til bare at se afrikanerne som fattige og hjælpeløse. Momentum Trust-projektet prøver at gøre hjælp til selvhjælp. Det er med til at give et andet billede.”