Gymnasiets tidslomme påvirker læringen

Gymnasiet bør stille højere krav til eleverne, mener lektor Per Helmer Hansen, der i ny bog beskriver gymnasiets mangler og potentiale.

I din bog nævner du, at der er rigtig gode rammer i gymnasiet. Men alligevel mener du, at gymnasiet har udviklet sig til at blive et værested frem for et lærested. Hvordan hænger det sammen? 
Den grundlæggende dagsorden i gymnasiet skal laves om. Der er en masse ved gymnasiet, der fungerer godt, og som er blevet forbedret i løbet af årene. Men samtidig er der punkter, hvor gymnasiet sidder fast i en tidslomme. For eksempel sidestiller man lige nu en lærers faglige dygtighed med, hvor god han er til at indblande humor i sin undervisning. Gymnasierne og eleverne skal acceptere, at noget undervisning ikke skal være underholdende. Man er nødt til at anerkende, at nogle ting er kedelige. Man spørger jo heller ikke en læge, om han er fagligt dygtig eller har en fantastisk form for humor. Patienten bliver jo ikke rask af humoren.

Kan man sammenligne en lærers undervisning og en læges behandling af patienter? 
Det er et spørgsmål om professionalisme. Gymnasiet skal ikke være et værested. Derfor skal humor ikke være et krav til læreren, som man sidestiller med lærerens faglige kompetence. Gymnasiet skal være et lærested, hvor læring er i højsædet, og eleverne skal vide, at det handler om at lære noget og blive dygtigere. De skal vide, at kravene til dem er meget høje.

Er kravene til eleverne ikke høje nok? 
De nuværende krav får eleverne til at stille sig tilfredse med det minimale. Det mener jeg ikke, de lærer nok af. I min hverdag som underviser møder jeg mange elever, der bare vil leve op til kravene. Og selvom jeg inderst inde godt ved, det ikke virker, giver jeg dem en moralsk prædiken om, at det er ærgerligt, at de spilder deres evner. Men så giver de mig et faderligt klap på skulderen og fortæller mig: ”Bare rolig, jeg skal nok bestå, selvom jeg ikke laver noget.” Og det er en ærgerlig mentalitet, når det handler om at lære noget og blive så dygtig som overhovedet muligt.

Rekordmange studenter søger ind på en videregående uddannelse, så hvad er problemet? 
Alt for mange kommer igennem gymnasiet uden at kunne noget som helst. Og det betyder, at for mange får en studenterhue på uden at være blevet dygtige nok. Det er blandt andet på grund af et karaktersystem, der viser eleverne, at det minimale er tilfredsstillende. 
Gymnasiets læreplaner beskriver, hvad eleverne skal kunne, men ikke desto mindre har vi en karakterskala, der fortæller, hvad eleverne alligevel ikke skal kunne. For at bestå skal man minimum have 02. Det bliver beskrevet, at 02 er den minimalt acceptable opfyldelse af de faglige mål. Altså er det minimale tilstrækkeligt for, at eleven kan bestå og komme videre. Det synes jeg, er et tegn på, at gymnasierne ikke stiller høje nok krav til eleverne. Og det betyder, at eleverne kan gå igennem gymnasiet uden at yde mere end det minimale. Jeg mener, at eleverne grundlæggende skal kunne det, der står i læreplanen, hvis de vil bestå.

Vil det ikke gå ud over antallet af elever, der gennemfører en gymnasial uddannelse? 
Lige nu er det sådan, at hvis du dumper og får 00 i halvdelen af gymnasiets fag, så skal du bare have et 4-tal i den anden halvdel for at komme igennem gymnasiet. Det krav tager alt for mange elever bestik af. Når jeg spørger de elever, der kommer for sent i skole hver dag, om de også kommer for sent på deres erhvervsarbejde, siger de: ”Nej, for så ville jeg jo blive fyret.” Eleverne indretter sig efter kravene og konsekvenserne, for de har en fantastisk tilpasningsevne. Derfor tror jeg også, at vi ville få det samme antal elever gennem gymnasiet, hvis vi stillede dem højere krav.