Ekspert støtter lærerne: Mere lokal løn er grundstenen til en totalt asocial arbejdskultur

En større del af de statsansattes løn skal forhandles lokalt, lyder et af kravene fra Finansministeriet til de kommende overenskomstforhandlinger for de statsansatte – heriblandt gymnasielærerne.

Begrundelsen er, at lokal løn motiverer og understøtter kerneopgaven. Desuden foretrækker langt flere af de statsansatte selv at forhandle løn, skriver Finansministeriet i sit oplæg til overenskomstforhandlingerne.

Men gymnasielærerne er uenige. I en spørgeskemaundersøgelse om lokal løn siger 92 procent nej til, at de er enige med Finansministeriet i, ”at lønnen i højere grad skal fastsættes lokalt, og at den centralt fastsatte del af lønnen tilsvarende skal reduceres”.

Undersøgelsen er lavet af Gymnasieskolernes Lærerforening (GL).

At lokal løn motiverer og understøtter kerneopgaven, som Finansministeriet skriver, modsiges også.

Den påstand er der slet ikke forskningsmæssigt belæg for, lyder det fra ledelsesrådgiver, forfatter og cand.merc. Christian Ørsted, der blandt andet har skrevet bogen Livsfarlig ledelse.

”Det er umuligt at finde studier, der viser en langsigtet positiv effekt på arbejdets kvalitet på baggrund af forskellige belønningssystemer. Tværtimod er der sociologer, der mener, at idéen om, at det er pengene, der motiverer, er ren propaganda skabt af ’wealth addicts’. Det er deres måde at legitimere og normalisere afhængigheden på,” siger Christian Ørsted og spørger retorisk:

”Hvor mange gymnasielærere har valgt deres arbejde for at score kassen?”

Derimod kan han godt forestille sig, at børsmæglere bliver motiveret af penge.

”Vi ser ofte, at job, der opleves mindre meningsfulde, er højere og mere individuelt aflønnet, for eksempel jobbet som børsmægler. Man kan sige, at de får flere penge for at kompensere for manglen på mening i deres arbejde.

Inden for andre erhverv, for eksempel lærere, sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter, motiveres man ofte i højere grad af, at arbejdet virker meningsfuldt,” siger han.  

Eller som en gymnasielærer svarer i GL’s undersøgelse:

”Jeg drives og motiveres ikke af løn. Det er en uhyrlig fejlantagelse af Moderniseringsstyrelsen, at offentligt ansatte, der arbejder med mennesker, motiveres af løn. Vi motiveres af midler til at kunne gøre det bedst muligt for de mennesker, der er betroet os.”

Fjerner opmærksomheden
Dilemmaet ved, at lønnen er performanceorienteret, er, at man dermed fjerner en del af medarbejdernes opmærksomhed fra at gøre arbejdet godt til i stedet at bruge energi på at overveje, hvordan man bliver vurderet, forklarer Christian Ørsted.

”Forskningen er ret entydig omkring sådan en vurdering: Hvis man oplever, at man bliver vurderet på en fair og konsistent måde, så kan det godt virke,” siger Christian Ørsted.

Det fungerer derfor fint på en pølsefabrik, hvor det er nemt at se, hvor mange pølser man har produceret. Men det egner sig ikke til et arbejde, der er komplekst og kræver samarbejde, og hvor det er under forandring, hvad der er god kvalitet, påpeger Christian Ørsted.

”Man kan sige, at når den, der leverer arbejdet, ved mere om, hvad god kvalitet er, end den, man skal forhandle lønnen med, så er det en kilde til, at man fjerner opmærksomheden fra at gøre arbejdet godt. Man bliver i stedet konform i forhold til det, som den, der skal vurdere arbejdet, forventes at tænke,” siger Christian Ørsted og uddyber:

”Det giver ikke bare kortsigtethed, men også dårlig performance, og det fjerner motivationen, fordi det resulterer i en kynisme, og at man over tid oparbejder en mindre sensitivitet over for, hvad der egentlig gør en faglig forskel, fordi man er nødt til at have den her sekundære opmærksomhed på, hvad andre tænker.”

Det er den rette vej at gå, hvis man ønsker mere konforme gymnasielærere, og hvis man ønsker at fjerne innovation, tværfagligt samarbejde og kreativitet, lyder det fra ledelsesrådgiveren.  
Det vil ifølge Christian Ørsted ændre gymnasieskolen fra at være et sted, hvor man er fælles om at få det til at lykkes, til et sted, hvor det for den enkelte lærer handler om at lykkes selv på trods af og på bekostning af andre.

”Der er jo kun én pose penge at dele ud af, så det vil resultere i, at hvad den ene får, mister den anden. Det gør arbejdet til en konkurrence mod hinanden på den enkelte arbejdsplads. Hvis konkurrence skal virke, skal alle, der bidrager bedre, belønnes, og ingen skal belønnes mere, fordi andre gør det dårligere. Incitamentet bliver forkvaklet, når vi konkurrerer mod vores kolleger i stedet for at skabe noget sammen,” siger Christian Ørsted.

Lærerne i undersøgelsen kredser om samme risici.

”Efter min mening forstyrrer individuelle lønforhandlinger samarbejdsklimaet på en skole. Som undervisere og pædagoger er vi dybt afhængige af samarbejdet om den enkelte elev og klasse, der har fælles mål. Et samarbejde, der ikke må blive undergravet af, at den enkelte lærer har særinteresser i form af individuel profilering,” skriver en gymnasielærer som kommentar i GL’s undersøgelse.

Formanden for GL, Annette Nordstrøm Hansen, er enig.

”Individuel løndannelse passer ikke til kulturen på skolerne – det vil være kontraproduktivt. Det ser man også tydeligt af vores undersøgelse, hvor kun 2,6 procent af lærerne mener, at en individualisering af lønnen vil gøre noget godt for arbejdspladsen,” siger hun.

Gode forhandlere
Finansministeriets ambition er, at 50 procent af statens medarbejdere selv forhandler løn i 2025. Det bakker gymnasielærerne heller ikke op om. Tværtimod. Kun 5 procent af gymnasielærerne har svaret, at de ønsker at forhandle løn selv.

Faren ved at forhandle lønnen lokalt er også, at man risikerer, at det kan opfattes som mindre retfærdigt af dem, der modtager den, fortæller Christian Ørsted.

”Pludselig tilgodeser lønnen ikke kun det at være en god underviser, men også at være en god forhandler,” siger han og tilføjer:
”Ønsker vi virkelig, at vores gymnasielærere skal til at fokusere mere på at blive dygtigere til at forhandle løn, i stedet for at de fortsætter med at blive dygtigere til at levere kerneopgaven, nemlig god undervisning?”

Vælger man at gå den vej, lægger man ifølge Christian Ørsted grundstenen til en totalt asocial arbejdskultur.

”I øjeblikket taler vi meget om, hvordan vi kan få nogle bedre skabende fællesskaber på arbejdspladserne, fordi det er et problem, at de nogle steder kører en lidt for individualistisk arbejdsstil med for lidt faglig sparring og udvikling. Hvorfor ønsker vi så et lønsystem, der forværrer det?”