Den fuldkomne biologibog

Thomas Skadhede var træt af at undervise ud fra tunge bøger og stakke af fotokopier og kompendier. Han besluttede at samle alt fra biologifaget i en bog. For at den skulle være nem at bruge, udviklede han samtidig sit eget i-bogskoncept.

Egentlig ville han bare gøre biologiundervisningen lidt bedre og lidt nemmere. At det samtidig skulle føre til et nyt bogkoncept baseret på en interaktiv pdf, var mere eller mindre tilfældigt.  
Thomas Skadhede er netop ved at lægge sidste hånd på sit toårige bogprojekt Yubio. En i-bog på indtil videre 1.062 sider, der giver en fuldkommen indføring i faget biologi. 
”Vi har forsøgt at samle alt, hvad der er værd at vide om biologi, den biologiske del af bioteknologi og idræt i gymnasiet. Så i stedet for at have fem forskellige bøger eller en masse fotokopier har vi nu én bog, der dækker alt. Jeg vil påstå, at næsten uanset hvad man finder på inden for et biologisk emne, så vil det være nævnt,” siger Thomas Skadhede, der underviser i netop de tre fag på Paderup Gymnasium.

Nuværende i-bøger ikke gode nok 
Thomas Skadhede har skrevet bogen sammen med sin nu pensionerede kollega Kirsten Selchau. De har tidligere skrevet to trykte lærebøger sammen, men først nu er det blevet teknisk muligt at opfylde drømmen om en bog, der dækker hele biologifaget, så elever og lærer kun behøver én enkelt undervisningsbog gennem hele gymnasietiden.  
”Som trykt bog ville det have været en kæmpe kolos. Så projektet var ikke aktuelt, før e-bøgerne kom. Her betyder det ikke noget, om du skriver 800 eller 5.000 sider, bare du kan finde rundt i dem,” siger Thomas Skadhede. 
De nuværende e- og i-bøger på markedet var dog, efter Thomas Skadhedes smag, ikke smarte nok: 
”Vi var trætte af, at e-bøger kræver password, at du er online, og at du med de nuværende e-bøger skal scrolle op og ned for at kunne se hele siden på en gang.” 
Det bedste fra to verdener 
Thomas Skadhede valgte derfor at udarbejde bogen i et pdf-format, som han selv har udviklet opsætning og navigationssystem til. Idéen er at kombinere fordelen fra den trykte bog med de elektroniske mediers muligheder. 
”Vi har forsøgt at efterligne den almindelige bog, alle de steder hvor den har fordele. For eksempel kapitelopbygningen, muligheden for at skrive noter og understrege overalt i bogen, at kunne se hele siden på en gang og tage bogen med overalt, selvom du er offline. Samtidig har vi udnyttet det elektroniske medies mulighed for nemt at kunne navigere og løbende opdatere,” siger Thomas Skadhede.

Ingen læseletbog 
For at gøre bogen så pædagogisk som muligt har Thomas Skadhede blandt andet fået løbende feedback og rettelser fra sine elever. Var der én af bogens over 900 figurer, de ikke forstod, er den blevet tegnet om.  
Thomas Skadhede skynder sig dog at understrege, at det høje faglige niveau har været lige så vigtigt som brugervenlighed og god formidling.  
”Det er ikke bare en læseletbog. Vi har forsøgt at være pædagogiske, samtidig med at vi har lagt stor vægt på det faglige. Selvom den er funktionel og sat op med pangfarver, er det stadig en bog til A- og B-niveau,” siger han. 
Derfor har forfatterne allieret sig med forskere og førende eksperter på bogens områder, der har læst materialet igennem og er kommet med input til bogens mange eksempler.

Bogprojekt er god efteruddannelse 
Efter i to år at have arbejdet i gennemsnit tre til fire timer om dagen med bogen ved siden af sin normale undervisning erkender Thomas Skadhede, at han godt snart kunne bruge at holde lidt fri. 
”Jeg trænger snart til en pause – lad mig sige det sådan. Det har været hårdt at have en familie med to børn kørende samtidig. Men rent fagligt har det været exceptionel god efteruddannelse. Jeg får nok ikke timerne igen én til én, men jeg regner med at mærke et udbytte både i undervisningen og i forberedelsen. Eleverne skal godt nok have læst meget for at kunne stille mig et spørgsmål, hvor jeg er fuldkommen blank. Jeg har jo været igennem alle tænkelige emner inden for biologi i forbindelse med bogen,” siger han.  
Der er dog lige et par ekstra ting, der skal på plads, inden Thomas Skadhede helt kan slappe af. Den sidste fjerdedel af bogen skal skrives færdig i løbet af efteråret, et større eksponeringsarbejde over for gymnasierne skal sættes i gang, og endelig er der et lydbogsprojekt. 
”Vi har søgt penge til at få indlæst bogen som lydbog til ordblinde, som andre elever med eksempelvis lang transporttid også kan få glæde af. Men vi har ikke fået nogen. Så jeg læser den sgu selv ind i stedet. Så jeg ved da, hvad jeg skal lave i min sommerferie,” siger Thomas Skadhede og griner.