Artikel
Ministeren bekræfter: Undervisningskroner går til administration og bygninger
administration

Ministeren bekræfter: Undervisningskroner går til administration og bygninger

Langt fra alle de penge, som skolerne modtager til undervisning, får eleverne glæde af. Pengene bliver i stedet brugt på administration og bygninger, viser et svar fra undervisningsministeren.

Denne artikel er hentet fra arkiv og er ikke optimeret til det nye design.

Mursten og administration istedet for undervisning. Det er groft sagt prioriteringen på nogle skoler.

Det fremgår af et svar, som undervisningsminister Christine Antorini (S) har givet til Folketingets Børne- og Undervisningsudvalg.

Svaret viser, at staten uddeler tilskud til undervisning, som eleverne ikke direkte får glæde af. Handelsskolerne, som også udbyder hhx, bruger kun 85 procent af deres undervisningstilskud på undervisning. Gymnasierne er lidt bedre til at omsætte undervisningskronerne til ny viden og læring til eleverne, men her er det alligevel kun 94 procent af tilskuddene, som går direkte til undervisning.

100.000 kroner per klasse
Ifølge en beregning fra GL svarer det til, at en stx-elev går glip af undervisning for 3.600 kroner om året – eller hvad der svarer til over 100.000 kroner per klasse.

Ministersvaret viser, at skolerne i stedet for at bruge penge på undervisning bruger en del af dem på fællesudgifter og bygninger. Handelsskolerne bruger 56 procent mere på fællesudgifter, end de modtager fra staten, og 40 procent mere på posten ”bygningsanskaffelse”.

Opsigtsvækkende
”Det er opsigtsvækkende tal. Vi ved, at man flere steder mangler ressourcer til undervisning, og så bruger man på handelsskolerne alligevel kun 85 procent af tilskuddet til undervisning,” siger formand for Gymnasieskolernes Lærerforening (GL) Gorm Leschly.

Han mener, der er behov for yderligere viden om, hvordan pengene bliver brugt.

”Det gode spørgsmål er, hvad penge så anvendes til, når de ikke anvendes til kerneydelsen. Det er der behov for mere viden om,” siger Gorm Leschly.

En stor pengekasse
Tallet for handelsskolerne dækker både over erhvervsuddannelser og hhx. Det har ikke været muligt for Gymnasieskolen at få separate tal fra de to uddannelsesretninger fra Undervisningsministeriet.

Formand for Danske Erhvervsskoler Peter Hvid Amstrup repræsenterer både erhvervsuddannelserne og de erhvervsgymnasiale uddannelser.

Han mener, at skolernes økonomi skal ses som en stor pengekasse i stedet for en kasse med undervisningstilskud og bygningstilskud.

”På skolerne ser vi på tilskuddene som en fælles kasse, som vi anvender bedst muligt til at drive skole,” siger Peter Hvid Amstrup, som også er direktør for EUC Vest.

Derudover bemærker han, at bygningstaxameteret og tilskuddene til fællesudgifter efter hans mening historisk set er sat for lavt, og at det kan have en betydning for, at skoler bruger for mange penge på bygninger og færre på undervisning.

Endelig peger han også på, at administration fylder meget på skolerne.

”I kraft af New Public Management-kulturen, hvor alt skal måles og vejes, kræver det også meget administration. Vi har økonomistyring, kvalitetsstyring, puljer, der skal administreres og så videre og så videre. Det er også med til at give gode skoler, men det kræver også, at vi har ansatte til at administrere,” siger Peter Hvid Amstrup.

På hans egen skole EUC Vest er der cirka 200 undervisere og derudover 100 andre ansatte – deriblandt 40 mennesker, som tager sig af administration og ledelse.

Loven skal overholdes
Skolerne er ikke bundet til at bruge taxameterkronerne på en bestemt måde, men de skal leve op til lovens krav om kvalitet og omfang af undervisningen, understreger undervisningsminister Christine Antorini.

Hun skriver i en mail til Gymnasieskolen:

”Vores gymnasier er selvejende institutioner, og de får hvert år penge til at drive skole for via taxameterordningen. De skal naturligvis leve op til de krav, der er fastsat i lovgivningen til undervisningens omfang og kvalitet, men det er skolerne, der er bedst, til at vurdere, hvordan de bruger pengene.”

 

 

 

 

Mindre undervisning flere fællesudgifter

Så meget bruger skolerne af deres tilskud målt i procent.

Gymnasier: Undervisning 94, fællesudgifter 112, bygninger 118

Handelsskoler: Undervisning 85, fællesudgifter 156, bygninger 140

Tekniske skoler: Undervisning 90, fællesudgifter 153, bygninger 115

Tallene er fra 2012. Kilde: Undervisningsministeriet.

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater