Artikel
Prisvinder: Jeg er en begejstret tosse
Latinlærer Susanne

Prisvinder: Jeg er en begejstret tosse

De gamle, græske tekster er et fantastisk afsæt til at tale med eleverne om livet og bumpene på vejen. Det synes den 62-årige latinlærer Susanne Thorhauge, der er årets vinder af Politikens Undervisningspris.

Misundelse, angst og kønsidentitet. Det er nogle af de emner, latinlærer Susanne Thorhauge ofte diskuterer med sine elever. Hun bruger hver en mulighed for at koble de 2.000 år gamle, græske tekster, de læser i timerne, til nutiden og elevernes hverdag – og til at tale om livet.

”Den klassiske litteratur beskriver eksistentielle forhold og åbner døre til verden. Myterne er eviggyldige tekster. Vi får serveret arketyper, vi også i dag kan spejle os i,” siger hun.

62-årige Susanne Thorhauge, der underviser i latin på Ingrid Jespersens Gymnasieskole i København, er årets vinder af Politikens Undervisningspris i gymnasiekategorien. Hun modtog prisen og de 75.000 kroner i foråret, men på grund af coronaepidemien blev hun og de øvrige prisvindere først fejret for to uger siden. Hun er stadig meget overvældet og rørt.

”Det har været et fuldstændigt fantastisk forår. Hvis jeg på et tidspunkt bliver i tvivl om, hvad mit liv har givet, så skal jeg bare genlæse alle indstillingerne. De gør mig så glad, stolt og taknemmelig.”

Men en anden kunne lige så godt have fået prisen, siger hun beskedent.  

”Jeg kender så mange dygtige, pædagogiske og fantasifulde latinlærere. Latin giver ikke sig selv. Man skal virkelig stå på hovedet for at gøre det interessant og nærmest forsvare det hver dag, når man går ind ad døren.”

Jeg er meget gammeldags. Det er mit klasselokale, og det er mig, der bestemmer.

Susanne Thorhauge, lærer
Ingrid Jespersens Gymnasieskole

Selvom hun til næste år har undervist i latin på skolen i 25 år, kan hun stadig tvivle på, om hun er en god lærer.

”Kunne jeg have forklaret noget bedre? Var niveauet det rigtige? Fik jeg stillet de rigtige spørgsmål? Når man har det sådan, bliver man helt utrolig glad for sådan en pris,” siger Susanne Thorhauge, der også underviser i oldtidskundskab.

I skolegården på Østerbro er der leg, boldspil og glade stemmer. Privatskolen rummer både grundskole og gymnasium. Susanne Thorhauge er færdig med dagens undervisning og byder inden for på lærerværelset.

Knap 100 elever, kolleger og forældre har indstillet hende til prisen. I indstillingerne er det tydeligt, at hendes undervisning har gjort et stort indtryk på eleverne. At hun brænder for sit fag og gør undervisningen nærværende. Flere skriver, at det er svært ikke at blive motiveret, når man har en lærer, der elsker faget så inderligt.

Susanne Thorhauge elsker at være fysisk og ‘klovne rundt’ i sin undervisning. 

Struktur, kasser og logik
Susanne Thorhauge beskriver sig selv som en ”begejstret tosse”, når det kommer til latin.

”Jeg er æstetiker, jeg kan så godt lide, når noget er pænt, og latin er pænt. Der er struktur og kasser og logik. Det går op. Det er ligesom med matematik.”

Hun vil gerne have, at eleverne opdager bare en smule af, hvad latin kan. Derfor skal der bøjes verber og arbejdes med sproget.

”Jeg vil så gerne gøre de unge mennesker bevidste om, hvad man kan med sprog. Man kan formidle, hvad man har på hjerte. Man kan digte, rime, skrive sange, joke og være ironisk. Sprog er nøglen til bevidsthed og erkendelse. Sprog er magt!”

Men det er alle de ”vidunderlige tekster i den klassiske verden”, hun brænder allermest for, fordi de kan bruges som afsæt til at tale med eleverne om livet.  

Hun har i alt været gymnasielærer i 27 år og elsker stadig sit arbejde lige så højt, som da hun begyndte.

”Lærerjobbet er en gave og en opgave. Man bliver virkelig beriget menneskeligt, men det er også hårdt at styre eleverne. Hold kæft, jeg er træt, når jeg går hjem,” siger hun. 

Alle skal gøre sig umage
Hun gør meget ud af at variere undervisningsmetoderne, og at timerne skal være sjove. Selv grammatiske øvelser skal helst kalde smilet frem. Derfor er det helt almindeligt, at eleverne bliver sat til at analysere sætninger, som for eksempel ”elefanten strikker en kjole sammen med flodhesten” og ”nedtrykt efter en mislykket latintime gik læreren ned på lærerværelset for at søge trøst”.

De skal vide, at de ikke er alene med følelsen af at have det svært ind i mellem.

Susanne Thorhauge, lærer
Ingrid Jespersens Gymnasieskole

For Susanne Thorhauge er det at gøre sig umage helt afgørende. Det forlanger hun af sig selv – og af eleverne. Regler og krav er kridtet klart op i hendes timer: Eleverne skal komme til tiden, være aktive, lave deres lektier, slukke mobilen, klappe den bærbare computer sammen, lade være med at vippe på stolen og holde sig for munden, hvis de gaber.

”Jeg er meget gammeldags. Det er mit klasselokale, og det er mig, der bestemmer. Jeg går ud fra, at de gerne vil lære noget. Det er dødssygt at gøre noget halvt. Niveauet bliver højere, og alt bliver sjovere, når man gør sig umage.”

”Og jeg bliver så ærgerlig, hvis de bliver væk fra mine timer. Jeg plejer at sige, at egen begravelse er eneste lovlige fraværsgrund,” siger hun og griner. 

Grundlæggende omsorg
Flere af eleverne skriver i deres indstillinger, at de ser Susanne Thorhauge som deres ven eller ekstra mor. Det har hun overhovedet ikke noget problem med. Tværtimod. Når hun giver meget af sig selv i sin undervisning, er det, fordi hun ikke kan lade være. Den person, hun er i klasseværelset, er præcis den samme som den, hun er alle andre steder.  

”Jeg er mig. Der er ikke to versioner. Jeg bringer mig selv meget i spil og fortæller om mange personlige ting fra mit liv. Læser vi en tekst om sorg, fortæller jeg, at min mor var syg af brystkræft og døde, da jeg gik i 2.g. Jeg vil så gerne fortælle dem noget om livet, gøre dem robuste. Forberede dem på, at afmagt er et vilkår for et menneske. Shit happens! Der er masser af bump på vejen, og det perfekte liv findes ikke. Mange unge i dag tumler med angst, spiseforstyrrelser og ADHD. Andre har kærestesorger eller forældre, der er alvorligt syge. De skal vide, at de ikke er alene med følelsen af at have det svært ind i mellem.”

Men selvfølgelig er det en balance, siger hun. Og fordi det er det rigtige for hende at være meget personlig, er det ikke ensbetydende med, at alle lærere skal være på den måde, understreger hun.   

”Jeg er overhovedet ikke psykolog, men jeg ser eleverne og har grundlæggende en omsorg for dem. Rent intuitivt kan jeg fornemme, når noget er galt, og så spørger jeg altid, om der er noget, jeg kan gøre for dem. Det betyder ikke, at jeg slækker på mine faglige krav til dem. Men ligegyldigt hvad det handler om, bliver jeg enormt begejstret og ked af det, når det går dem godt og skidt. Nogle vil måske mene, at det er uprofessionelt. Men jeg er som en åben bog, og derfor bliver afstanden mellem os nogle gange meget lille,” siger Susanne Thorhauge.

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Her kan der stå en kort tekst om søgning

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater