Rektorer og lærere fra gymnasier med en høj andel af elever med anden etnisk baggrund end dansk får ingen hjælp til en ny fordeling af elever fra den nye undervisningsminister, Merete Riisager (LA).
Den tidligere undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V) havde ellers arbejdet på en ny bekendtgørelse med blandt andet regler for fordeling af elever, som kunne træde i kraft til næste skoleår.
Men på et åbent samråd i Folketinget i dag slog Merete Riisager fast, at hun ikke vil fremlægge en ny bekendtgørelse foreløbig.
“Jeg vil gerne indgå i drøftelser med forligskredsen om fordeling af elever, men det er vigtigt ikke at lave noget forhastet. Samtidig må det ikke gå ud over det frie skolevalg,” sagde Merete Riisager på samrådet.
Oppositionen – Socialdemokratiet, SF, Radikale Venstre og Enhedslisten – var tydeligt frustreret over ministerens beslutning.
“Hvorfor skal vi lade gymnasierne sejle deres egen sø, når vi er klar til at finde en løsning for næste skoleår?,” spurgte undervisningsordfører for Socialdemokratiet Annette Lind.
“Jeg er meget overrasket over ministerens melding i dag. Der ligger en bred enighed i Folketinget om at gøre noget ved problemet nu, og så er det, som om luften går ud af ballonen. Det lyder som en syltekrukke,” sagde SF’s ordfører på området, Jacob Mark.
Den nye undervisningsminister Merete Riisager var i dag blevet kaldt i samråd af Børne- og Undervisningsudvalget for at svare på spørgsmål om, hvordan hun vil sikre sig, at der ikke sker elevflugt fra skoler og gymnasier, hvor antallet af elever med anden etnisk baggrund er højt.
Opråb fra Høje-Taastrup
I sidste uge fortalte to lærere til gymnasieskolen.dk om udviklingen på Høje-Taastrup Gymnasium, hvor elever med anden etnisk herkomst end dansk nu udgør over halvdelen af eleverne.
Lærerne mener, at konkurrencen mellem gymnasierne og elevernes frie skolevalg betyder, at fordelingen af eleverne bliver skæv.
I artiklen kommer lærerne med en direkte appel til politikerne om at gribe ind.
Læs: Opråb fra Høje-Taastrup: Skævdelingen af elever skal stoppe nu
Ordfører for ungdomsuddannelser for Enhedslisten Jakob Sølvhøj tog fat i det konkrete eksempel fra Høje-Taastrup. Han spurgte ministeren, om problemet i virkeligheden ikke bunder i, at der er så stor konkurrence mellem gymnasierne.
Liberal minister
Merete Riisager understregede dog, at der nu er kommet en liberal undervisningsminister.
“Det er forskellen på at være socialist og liberal. Jeg synes jo, at frit valg er en god ting,” sagde hun.
Ministeren slog også fast, at nye regler for fordeling af elever i gymnasierne ikke i sig selv kan løse integrationsproblemerne.
Partierne spurgte flere gange til, hvilke modeller for en ny fordeling af elever, som er udarbejdet i Undervisningsministeriet. Men det svarede undervisningsministeren ikke på.
Elever bliver optaget på det gymnasium, som er deres første prioritet, hvis der er plads. Er der for få pladser i forhold til antallet af ansøgere, så er transporttiden til skolen afgørende - kortest transporttid bliver optaget først. Fra næste skoleår er det ikke transportiden, men afstanden til skolen, som er den afgørende.
Stx og hf skal indgå i forpligtende fordelingsudvalg i et geografisk område. Hhx og htx kan deltage, men er ikke forpligtet.
Fordelingsudvalget fordeler de elever, som ikke fik deres første prioritet opfyldt. Udvalget skal så vidt muligt imødekomme elevernes næste prioritet og så videre.
Kommentar til artiklen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode