Artikel
Prisvinder: ”Jeg er på min karrieres højdepunkt”
henning_bjarne_af_2

Prisvinder: ”Jeg er på min karrieres højdepunkt”

Modtageren af Politikens undervisningspris Henning Bjarne Afzelius var nødt til at blive gymnasielærer.

Denne artikel er hentet fra arkiv og er ikke optimeret til det nye design.

”Henning er den eneste lærer, der nogensinde har fået mig til at indse, hvad matematik går ud på," skrev elev Sofie Jensen, da hun indstillede Henning Bjarne Afzelius til dagbladet Politikens undervisningspris.

Og ordene ramte plet. I sidste uge modtog Henning Bjarne Afzelius fra Nørre Gymnasium prisen.

Men ordene ramte også den 47-årige matematik-, fysik- og astronomilærer. 
”Jeg var helt oppe at køre og følte, at jeg var på min karrieres højdepunkt, da jeg læste mine tidligere elevers indstillinger. Det er sjældent, at man som lærer får den form for feedback,” fortæller Henning Bjarne Afzelius.
Elevernes rosende ord blev i Henning Bjarne Afzelius’ tanker og hjerte, men selve prisen glemte han lidt igen.
”Jeg må indrømme, at jeg ikke skænkede prisen flere tanker. Jeg følte nok, at jeg havde opnået alt ved at få et indblik i elevernes fantastiske tilkendegivelser,” siger han.

Dommerkomiteen havde dog ikke glemt den engagerede gymnasielærer, der sammen med prisen modtog 75.000 kroner.

Få succeshistorier
Henning Bjarne Afzelius var meget overrasket over at få prisen.

”Det slog mig, da jeg var til prismodtagelsen, at det var virkelig positive historier og nogle meget engagerede lærere, som jeg var oppe imod,” siger han.

Det fik Henning Bjarne Afzelius til at undre sig over, hvor sjældent man hører om alle de succeshistorier fra uddannelserne, som han oplever dagligt.

”Jeg hæftede mig også ved, at det var første gang, at jeg hørte en positiv historie om erhvervsuddannelserne. Det er en skam, for så kan jeg godt forstå, at de unge har svært ved at vælge dem,” siger Henning Bjarne Afzelius.

Hårdt at være ung
De unge har det i forvejen ikke let, synes Henning Bjarne Afzelius. Der er alt for mange krav og for stort et pres på dem.

”Det resulterer let i, at uddannelsen bare bliver et middel og noget, der skal overstås. Det er synd, hvis de unge glemmer at være i nuet i uddannelsen og få det ud af den, som de brænder for,” siger han.

Undervisning er samarbejde
Henning Bjarne Afzelius går ikke ubemærket igennem det gymnasium, som han også selv blev student på. ”Tillykke Henning” og ”det var velfortjent,” hilses han med af de elever, som han passerer. Ved hver kommentar lyser han op og smiler, inden han lidt forlegen slår blikket ned igen.

Han slår også blikket forlegent ned, når han bliver spurgt om årsagen til elevernes begejstring for hans undervisning.

”Det er vel, fordi undervisningen fungerer,” siger han lidt tøvende.
Efter en lang tænkepause hæver han stemmen og tilføjer i et mere selvsikkert leje:

”Der opstår et samspil mellem de unge og mig, som får undervisningen til at virke. Det kommer ikke af sig selv, men det kommer altså heller ikke kun fra mig. Undervisningen er et samarbejde.”

Kend motivationen
Samarbejdet er også hovedfokus de første timer, Henning Bjarne Afzelius har med en ny klasse. Han sætter altid god tid af til at lære eleverne at kende.

”Hvis jeg skal kunne lære eleverne noget, er jeg nødt til at forstå, hvorfor de sidder i klassen. På den måde kan jeg finde frem til, hvordan jeg motiverer dem,” fortæller han.

Det er hans erfaring, at der er stor forskel på, hvordan man motiverer en elev, der har valgt faget, som del af en langsigtet uddannelsesplan, eller fordi faget er en obligatorisk del af en studieretning, eller hvis faget bare interesserer eleven.

”Når jeg kender deres motiver, kan jeg bedre finde forklaringer, så stoffet bliver relevant og nærværende for dem,” forklarer han.

Plads til faglige fejl
At det er den menneskelige relation, der er den største udfordring i ethvert undervisningslokale, er en af de lektier, som Henning Bjarne Afzelius har lært undervejs i sine otte år som underviser. Det ville han gerne have vidst, da han startede som lærer. Dengang var han meget opsat på at skrive alle formler og alt fagligt korrekt på tavlen.

”Men sandheden er jo, at det ikke har så store konsekvenser for undervisningen, hvis man laver en fejl indimellem, når man skriver en formel op – den bliver jo næsten altid rettet. Men hvis man ikke har øjne for, at man som lærer er nødt til at forholde sig til hver enkelt elev med hver sin individuelle måde at lære på, så kommer det faglige slet ikke til at køre i det undervisningsrum,” understreger Henning Bjarne Afzelius.

Opmærksom på de gyldne øjeblikke
Selvom Henning Bjarne Afzelius mener, at der skal være plads til en fejl eller to i undervisningen, så har han altid brugt meget tid på at forberede det faglige.

”Jeg plejer at sige, at jeg skal kunne det grundfaglige så godt, at jeg kan det i søvne. Den faglige sikkerhed gør nemlig, at jeg er i stand til at fange de gyldne øjeblikke i klassen, når undervisningen rammer eleverne, og de selv begynder at byde ind,” siger Henning Bjarne Afzelius og uddyber:

”Hvis jeg som lærer er udfordret af det faglige, kan jeg godt komme til at misse et gyldent øjeblik. Konsekvensen kan være, at jeg ikke får grebet øjeblikket, hvor en elev er klar til at flytte sig fagligt.”

Nødt til at blive lærer
Henning Bjarne Afzelius elsker sit job og kunne ikke forestille sig at lave andet. Men det var først midt i studietiden, at han fandt ud af, at han ville være gymnasielærer og ikke ingeniør.

”Under studiet blev jeg mere og mere fascineret af alle de ting, vi havde fundet ud af. Jeg var simpelthen nødt til at blive lærer, så jeg kunne fortælle andre om alle de fantastiske sammenhænge i naturen,” siger han.

Drømmen om rumforskningscentret
Der er måske lige ét andet sted, som Henning Bjarne Afzelius kunne tænke sig at arbejde: det amerikanske rumforskningscenter. Præmien skal derfor bruges til efteruddannelse på centret.

”Det vil simpelthen være det største at få lov til at kigge med i, hvad de har af fremtidige projekter. Det er noget, som vi almindelige dødelig kun ser på billeder, så jeg håber virkelig, at jeg kan få det organiseret,” siger Henning Bjarne Afzelius.

 

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater