Arbejdsmarkedsforsker: “Lærere uden spisepause har allerede betalt for den”

De har en rigtig god sag, de cirka 1150 undervisere, der ikke har fået betalt spisepause, på trods af at det blev indskrevet i den nye overenskomst.

Sådan lyder det fra arbejdsmarkedsforsker og dr. scient. adm. Bent Greve fra Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv på Roskilde Universitet (RUC).

Der er flere gode grunde til, Bent Greve mener, at de offentligt ansatte står til at få ret ved den faglige voldgift.

“Overenskomsten ligger på et højere niveau end lokale aftaler. Det betyder, at når nu der er indgået en overenskomstaftale, hvor der står, at man har ekspliciteret frokostpausen, så kan man gå ud fra, at det gælder alle statsansatte,” siger Bent Greve.

Moderniseringsstyrelsen mener, at retten til betalt frokostpause ikke gælder for dem, der ikke havde betalt frokostpause, før den nye overenkomstaftale kom på plads. Det drejer sig om undervisere på seks erhvervsskoler og gymnasier.
Men man kan ikke tage højde for lokale undtagelser ved de centrale overenskomstforhandlinger.

“Når forhandlerne sidder og forhandler overenskomsten centralt, så kan de af gode grunde ikke havde overblik over samtlige lokalaftaler, som man har fået til at fungere decentralt på den ene eller anden måde,” forklarer Bent Greve.

Betalt for spisepausen
En anden ting, der gør, at sagen hælder til de statsansattes fordel, er måden, de har mistet frokostpausen på.

“De ansatte har ikke fået nogen kompensation for spisepausen. Der er ingen af arbejdsgiverne, der har betalt for den, de har blot fjernet den,” fortæller Bent Greve.

Derimod har alle statsansatte – også de 1150 ansatte uden betalt spisepause –  allerede betalt for, at spisepausen blev skrevet ind i den nyeste overenskomst.

“Man kan undre sig over, at staten vil sige, at 1150 ikke skal have det samme som de andre statsansatte, når de har været med til at betale for det i overenskomsten,” siger Bent Greve og uddyber:

“Der er jo afsat en lille del til at finansiere spisepausen. Det er ikke nemt at se hvor meget, fordi beregningerne er pakket sammen i overenskomsten. Men alle statsansatte har jo fået lidt færre penge i puljerne end de ansatte i regionerne og kommunerne, fordi pengene blev brugt som betaling for, at spisepausen blev skrevet ind i overenskomsten.”

Det har ikke været til at forudse for de statsansattes forhandlere, at spisepausen sidenhen ville give problemer, mener arbejdsmarkedsforskeren.

“Jeg føler mig overbevist om, at de statslige forhandlere har været helt sikre på, at når de betalte for spisepausen ved forhandlingerne, så var alle statsansatte helt dækket ind, og der var ikke nogen, der afveg fra aftalen uanset den måde, man har formuleret sætningen på,” siger Bent Greve.

Sagen kan få konsekvenser
Situationen er atypisk påpeger Bent Greve, der ikke kan komme i tanke om fortilfælde.

Han forudser, at overensstemmelsen kan få konsekvenser for fremtidige forhandlinger. For eksempel at man fremover vil føle sig nødsaget til at skrive, at det gælder for alle statsansatte ved hvert eneste punkt i overenskomsten.

“Det giver også det problem, at hvis man ikke kan være sikker på, at man efterfølgende kan have en fælles forståelse af, hvordan en tekst udlægges, så bliver det sværere at lave forhandlingerne og sværere at finde nogle formuleringer, som gør, at man kan komme igennem forhandlingerne på en god måde,” siger Bent Greve og tilføjer:

“Det er jo klart, at når man sidder sent ud på natten ved forhandlingerne, så kan der måske være ting, som er lidt mere uklart formuleret, end det ville blive på en dag, hvor alle har friske hoveder, men det plejer man jo at kunne finde løsninger på.”

Dårligt signal fra arbejdsgiverne 
Centralorganisationernes Fællesudvalg (CFU) har meldt ud, at sagen er en fælles principiel sag, som de statsansattes faglige organisationer står sammen om, det er altså ikke de lokale skolers ansatte, der skal kæmpe sagen, men det centrale forhandlingsudvalg. Det skyldes, at man opfatter uoverensstemmelsen som et forligsbrud, der skal klares på et højere niveau, forklarer arbejdsmarkedsforskeren.

“Det tror jeg, at man gør, fordi man tænker, at hvis arbejdsgiverne kan lave sådan en fortolkning  så skal man til at være meget mere præcis ved overenskomstforhandlingerne,” siger Bent Greve og tilføjer:

“Og det vil også betyde, at man skal have et meget stort forhandlingsapparat. Mig bekendt er der ingen, der centralt har overblik over alle de mange lokale aftaler, der indgås.”

Bent Greve nævner, at de fleste organisationer sender lokale aftaler ind til orientering.

“Men det er ikke det samme, som at man har brugt tid på at systematisere dem. Historisk har der ikke været grund til at have et fuldstændigt overblik over steder, hvor der måske kunne være en lokal afvigelse fra en overenskomst, og det vil virkelig belaste det centrale forhandlingssystem, hvis man skal til at have det overblik i fremtiden.”

Fra start har Bent Greve undret sig over Moderniseringsstyrelsens ageren i denne sag, men han tror, at styrelsen måske opfatter det som en snæver juridisk diskussion, hvor de har retten på deres side.

“Men jeg synes i højere grad, at sagen er en bredere personalepolitisk diskussion, og det er meget mere interessant, for det giver ikke noget voldsomt godt signal, at arbejdsgiverne siger, at de ikke vil dække dette forholdsvis lille område,” påpeger Bent Greve.

Gymnasieskolen har forsøgt at få en udtalelse fra Moderniseringsstyrelsen, men det har ikke været muligt inden for bladets deadline.