Det armenske folkedrab omtales ofte som det glemte folkedrab. Ud over at stå i skyggen af Holocaust, så har den tyrkiske stat gjort alt, hvad den kunne, for at benægte og fortrænge de begivenheder, som i 1915 nær havde udslettet det armenske folk. Af en befolkning på cirka 2 millioner overlevede kun omkring 500.000. Baggrunden for og detaljerne omkring folkedrabet kan man læse om i Matthias Bjørnlunds forrige bog,

et armenske folkedrab, mens han i På Herrens mark fokuserer på fire danske kvinder, som ikke bare var vidner til folkedrabet, men som også gjorde, hvad de kunne, for at hjælpe de forfulgte. Flere af kvinderne adopterede også forældreløse armenske børn for at redde deres liv. I centrum står missionæren Maria Jacobsen fra Kvindelige Missions Arbejdere og nødhjælpsarbejderen Karen Jeppe fra Danske

Armeniervenner. Bjørnlund følger disse kvinder og andre, fra de vækkes af ”Armeniensagen” i kølvandet på de første massakrer i midten af 1890’erne, til de bestyrer børnehjem og skoler i de fjerntliggende østlige egne af det hensmuldrende Osmannerrige op til og under Første Verdenskrig.

I det daglige virke ser Bjørnlund kvinderne som en slags feministisk avantgarde. De kæmpede for, at også armenske piger skulle have en uddannelse, de var fortalere for ligestilling, og så var de selv et eksempel på, at kvinder brød med mændenes monopol i det offentlige rum. Det er rørende at høre om, hvorledes de rejser rundt i det danske land for at søge opbakning og støtte til sagen og gang på gang har skrupler over at tale i offentlige forsamlinger. For den slags gør kvinder jo ikke.  På et tidspunkt, hvor det armenske folk var truet af total udslettelse, var det kvinder som Karen Jeppe, der med sin vedholdende indsats både før, under og efter folkedrabet var med til at holde forestillingen om et armensk folk i live.

Bogen er velegnet til SSO- og SRP-opgaver.