Vi kender alle til Columbus’ og Vasco da Gamas epokegørende opdagelser, men måske ikke så meget til, hvorledes verden ændrede sig i deres kølvand. Det råder Thomas Ohrt bod på med Verden efter de store opdagelser, 1500-1750, som rettelig burde hedde De portugisiske og spanske kolonier, 1500-1600, men det lyder unægtelig kedeligere. Det er et meget velkomment emne, og der ligger uden tvivl et stort arbejde bag, men bogen lader desværre noget tilbage at ønske. Efter et ambitiøst, men forvirrende oversigtsbillede af ”Europa omkring 1500” på treenhalv side følger bogens første halvdel, som omhandler ”Portugisernes oversøiske imperium”, dernæst den anden halvdel, som omhandler ”Det spanske imperium 1500-1750”, efterfulgt af 10 sider om ”Holland, England og Frankrig som kolonimagter 1500-1750”. Det afsluttende kapitel om ”Spanien og Portugals storhed og fald” er imidlertid blot en to siders konklusion og omhandler kun Spaniens fald. At forfatteren undlader at inddrage de mest gængse teorier om imperiers opståen og fald, undrer imidlertid ikke, for bogen er skåret over den sædvanlige læst: faktabaseret fremstillingstekst efterfulgt af et bundt kilder, som med hiv og sving kan siges at tale til hinanden. Her er så godt som ingen didaktisering, ud over de obligatoriske arbejdsspørgsmål til kilderne. Mange af disse kilder, hvoraf flere ikke tidligere har været oversat til dansk, er forsynet med ord- og begrebsafklaringer og er uden tvivl bogens force. Bogen er rigt illustreret med kort, malerier og tegninger, men læseren får ingen hjælp til, hvad man skal stille op med dem. Her er ingen refleksion over, hvad et kort kan bruges til, eller hvad malerierne siger om tiden og maleren selv. 

Umiddelbart ligger Verden efter de store opdagelser i naturlig forlængelse af forfatterens forrige udgivelse, De store opdagelser (2001), men jeg er faktisk i tvivl om, hvorvidt den nyeste lever op til kravet fra den nye reform om, at ”mindst ét forløb skal tage udgangspunkt i samfund og kulturer uden for USA og Europa”. Problemet er, at der er tale om en udpræget eurocentrisk udgivelse, hvilket kildematerialet meget tydeligt afslører: Af de 37 kilder er afsenderen i 30 af tilfældene enten spansk eller portugisisk (for det meste myndighedspersoner), de resterende er enten iranske, italienske eller japanske. Således forbliver befolkningerne i den nye verden ”a people without history”, som det hedder i Eric Wolfs berømte bog af (næsten) samme navn.