Lad det være sagt med det samme: Hvis man har læst RUC-lektorens to foregående værker, Det faderløse samfund og Ofrets århundrede, så er der ingen grund til at gå i lag med seneste udgivelse. Der er trængsel blandt kæphestene i manegen: granatchokket, Vesterlandets undergang, the lost generation, autoritetstabet, faderens detronisering, massemennesket, terapien og velfærdssamfundet som en konsekvens af det hele. Haveselskabet med stiff upper lip fra verden af i går gik under med et brag i 1. Verdenskrig, og for Henrik Jensen – og de fleste andre historikere – blev det startskuddet til det 20. århundredes mange katastrofer: gulag, kz-lejre, 2. Verdenskrig, kommunisme og nazisme, Holocaust, og fortsæt selv listen. Som sædvanlig er Henrik Jensen optaget af epokale skift, de store begivenheder, som for altid sætter skel i verdenshistorien (for eksempel pesten i Middelalderen), og undertitlen er da også bogens egentlige ærinde. Selve krigen behandles temmelig stedmoderligt, og man skal ikke forvente det store overblik over de forskellige slag, frontafsnit og krigsteknologi. Hvad der skete på Østfronten, må man læse andetsteds.