Umiddelbart er andet bind af Gyldendals serie Historie på tværs et frisk pust på bogmarkedet. Omdrejningspunktet er noget så gammeldags som staten og dens oprindelse, men med udblik til Japans særegne vej mod nationalstaten og afkoloniseringens afrikanske stater er der tiltrængte nye vinkler. Grebet er et tematisk tværsnit fra det athenske demokrati over senmiddelalderens centralisering af magten til EU og spørgsmålet om en poststatslig fase. Bogen er som skabt til lange linjeforløb, og ikke mindst ks-historielæreren vil have glæde af det tematiske tværsnit.

Opfindsomheden og anvendeligheden af de til hvert kapitel tilknyttede tre-fire kilder svinger en del, men i kapitlet om den totalitære stat får man i kilderne det fokus på statens kontrol af privatlivssfæren, som man savnede i selve fremstillingen. På den måde virker materialet gennemtænkt. Et andet scoop er to eksplosive taler af Robert Mugabe. Kapitlet om dannelsen af en japansk nationalstat i perioden 1600-1800-tallet er spændende læsning og for de fleste sikkert også lidt ukendt territorium. Hvor mange kender til henholdsvis Tokugawa- og Meijistaten? Det er i øvrigt disse statsdannelser, som giver svaret på, hvorfor Japan aldrig blev en europæisk koloni. Bogens titel og introduktion lægger op til et dobbeltblik på forholdet mellem stat og borger, men langt hen ad vejen glemmes befolkningerne til fordel for et top-down-blik. Borgerskabet bringes naturligvis på banen i kapitlet om overgangen fra enevælde til den moderne nationalstat, til gengæld ignoreres industrialiseringen og nationalismen. Måske fordi disse emner behandles i seriens første bind?

Nogle af kapitlerne er mere teoretiske end andre, og her kunne en hårdere redaktionel hånd have skabt en bedre balance. Imidlertid lykkes det Magt og mennesker – stort set – at udfordre både elever og underviser med sin skarpe vinkling. Mere af den slags, tak.