Bogen har et dobbelt sigte: Dels at kaste (endnu mere) lys over den økonomiske krise, dels kritisk at forholde sig til journalistikkens behandling af økonomi og den økonomiske krise. Lad det være sagt straks: Det mest interessante er analysen af den økonomiske journalistik. Bogen er en antologi, hvor kompetente fagfolk og debattører som Torben M. Andersen, Christen Sørensen, Steen Bocian, Jesper Rangvid, Jesper Jespersen og Preben Wilhjelm analyserer og debatterer. Sidstnævntes indlæg bærer titlen Hvorfor spørger journalister aldrig … Han konstaterer blandt andet, at gælden steg og steg, og spørger forundret, hvorfor ingen journalist stiller spørgsmålet: Hvem har så alle disse penge til gode?

Bogen opregner en række forhold, der svækker den økonomiske journalistik, og anbefalinger, der kunne højne kvaliteten af artikler om økonomi: produktions- og arbejdspresset. Mediehusene skal producere et stigende antal historier i det daglige 17-18-timers medieflow. For at løse en sådan opgave kræves flere fagøkonomiske medarbejdere, og det er der ikke råd til. Behovet for grundlæggende kendskab til økonomisk teori savnes blandt mange journalister. Behovet for håndtering af underliggende politiske uenigheder: Økonomi er ikke en eksakt videnskab, derfor er budskaberne ikke ens fra fagøkonomerne. Det tager en del økonomisk journalistik ikke højde for.

Torben M. Andersen udtrykker en del af problematikken således: ”… Finanskrisen har således mange årsager og afdækker en række problemer og ubalancer. Mediedækningen af disse forhold er påfaldende. På den ene side fremhæver medierne, at finanskrisen afspejler en række problemer og ubalancer i den private sektor. På den anden side er det samtidig en implicit præmis, at man økonomisk politisk relativt nemt kan eliminere krisens konsekvenser via offentlige indgreb.”