Det første fængsel er bind 7 i Aarhus Universitetsforlags serie 100 Danmarkshistorier. En udgivelse om måneden (på præcis 100 sider) i otte år er projektet berammet til, og foreløbig er der blevet fortalt så forskellige historier som Den islandske revolution 1809 og Industri på udstilling 1888. I Det første fængsel lægger forfatteren ud med en vandring gennem København og forsøger at placere byens tidligste fængsler, Trunken (på Bremerholm), så Stokhuset (hvor Gefion Gymnasium i dag ligger) og Tugt-, Rasp- og Forbedringshuset (på Christianshavns Torv). Kort sagt er der ikke mange spor tilbage af den tidlige fængsels­historie, men i bogens seks kapitler gør forfatteren sit til at vække den til live igen. På trods af de mange beretninger om de umenneskelige forhold er det svært ikke at lade sig rive med af disse rædselskabinetter. Forfatteren sparer da heller ikke på de gode historier, og især sammenholdet mellem fangerne beskrives indgående. De var ens nærmeste, og overlevelse og flugt afhang udelukkende af et tillidsfuldt forhold.

Cirka halvdelen af bogen omhandler da også de desperate fangers vej mod friheden. Som i langt de flestes tilfælde ender med galgen, enten fordi planerne er blevet afsløret på forhånd (gerne af en spion/stikker), eller fordi flugten på anden vis mislykkedes. Men netop de mange fangeflugter gør, at fængslet udbygges og forbedres, og det er ikke helt forkert at beskrive det danske fængselsvæsens udvikling som en kamp mellem fanger og myndigheder. Anvendelsen af enkeltmandsceller (i 1817) frem for sovesale handlede netop om at undgå kommuni­kationen mellem fanger, så man kunne forhindre sammensværgelser.

Forfatteren slutter af med at sætte spørgsmålstegn ved Michel Foucaults meget indflydelsesrige teori om det moderne fængselsvæsens gennembrud i begyndelsen af 1800-tallet, for faktisk var brugen af frihedsberøvelse som straf ”mere udbredt i tiden før det moderne fængsel”. Bogen er gefundenes Fressen for enhver med interesse for straf- og fængsels­historie. Og for alle os andre.