Der blev både råbt, jublet, buh’et og diskuteret med passion, så det til tider slog gnister, da godt 1000 delegerede fra hele verden, heraf 3 fra Gymnasieskolernes Lærerforening, og 300 observatører, heraf 1 fra Gymnasieskolen, fra slutningen af juli til begyndelsen af august samledes i Argentinas hovedstad Buenos Aires til den 10. verdenskongres i Education International (EI) under parolen ’Go public!’ – en henvisning til den manglende offentlige investering i skoler, lærere og uddannelse, der præger verden i dag.
En gnist her og der havde dog næppe været til nogen skade; det var nogle af dagene ret så køligt i den argentinske vinter og ligeså inde i den gigantiske konferencehal beliggende overfor den legendariske Recoleta-kirkegård.
GL er medlem af paraplyorganisationen Education International (EI), der repræsenterer over 30 millioner medlemmer fra 386 underviserorganisationer i 178 lande i hele verden. Hovedkontoret ligger i Bruxelles, mens der er regionskontorer i andre verdensdele.
EI kæmper for læreres arbejdsvilkår og taler uddannelses sag og muligheder generelt. Det er et mangefacetteret arbejde, idet der er stor forskel på læreres udfordringer forskellige steder i verden. Hvor det i Europa, Norden og andre velstående dele af verden især handler om arbejdspres, handler det andre steder bogstaveligt talt om overlevelse, manglende løn eller ingen lokaliteter at drive skole på. Et overordnet fælles emne er dog den verdensomspændende lærermangel – blandt andet som følge af det øgede arbejdspres og dårlige vilkår – der allerede er slem nok, men som ifølge Global Report on Teachers fra FN’s uddannelsesarm UNESCO vil nå op over hele 40 millioner lærere i 2030 på globalt plan.
EI afholder fremover hvert femte år (hidtil har det været hvert fjerde) verdenskongres. I år fandt den sted i Buenos Aires i Argentina i slutningen af juli og begyndelsen af august. Hovedbudskabet var offentlig finansiering af uddannelse – Go public! – i form af gratis offentlig skole for alle, fri for kommercialisering og de store tech-selskabers voksende indflydelse.
Derudover behandlede kongressen den fremtidige strategi, enkelte vedtægtsændringer, budgettet for de kommende 5 år samt ikke mindre end 42 resolutionsforslag.
EI-generalsekretær David Edwards formåede som en af de første talere imidlertid at varme salen og deltagerne op.
”Det her er vores øjeblik, og vi er klar til at handle,” råbte han, så man næsten kunne mærke Evita Peron og de andre berømtheder knytte næverne i deres mausoleer på den anden side af den 8-sporede Avenida Libertador.
Det, David Edwards hentydede til, er de verdensomspændende angreb på lærere – nogle desværre også fysiske og voldelige – som, med generalsekretærens ord, har bragt lærernes globale solidaritet med hinanden til det højeste niveau nogensinde. Men som også har forårsaget en allerede katastrofal lærermangel i store dele af verden, hvilket blandt andet har fået FN’s generalsekretær António Guterres til at opfordre til at støtte lærerne, som er vigtige samfundsstøtter.
”Angrebene på lærerne fortsætter alligevel,” sagde David Edwards og talte specifikt om de argentinske værter og deres nye højrepopulistiske regering anført af præsident Javier Milei og hans motorsavsmassakre – han bar rent faktisk rundt på en motorsav under sin valgkampagne som symbol på alt det offentlige, han vil skære ned.
”Vores solidaritet har båret os igennem enhver krise,” fortsatte Edwards og nåede frem til en af sine hovedpointer med et ordspil, der ikke helt lader sig oversætte til dansk uden at miste magien:
”Teachers are burning out and students are missing out.”
”Vi kan ikke tiltrække og fastholde lærere uden en form for kompensation. Det er en hovedårsag til lærermanglen,” lød det.
Katastrofal lærermangel har forskellige perspektiver
Netop lærermanglen blev adresseret talrige gange under den ugelange kongres. Angrebene fra højreekstreme regeringer presser og stresser lærerne og gør som nævnt, at færre og færre ønsker at være lærer.
Den tidligere svenske lærerformand Johanna Aastrand, som sidder i EI’s bestyrelse, gjorde første dag opmærksom på de forskellige niveauer af problemer alt efter, hvor i verden man befinder sig. Det afspejlede også i nogen grad debatten i løbet af ugen, hvor repræsentanter fra Finland eksempelvis problematiserede det forhold, vi også kender fra folkeskolen i Danmark, nemlig at alt for mange arbejder som lærer uden nogen uddannelse.
Det her er vores øjeblik, og vi er klar til at handle.
Nordmændene påpegede de høje følelsesmæssige krav og paradokset, at samværet med eleverne på samme tid er det, der driver lærerne, men også det, der udmatter dem. De arbejder for meget og føler sig ikke støttet tilstrækkeligt for at skabe et ordentligt arbejdsmiljø og læringsmiljø for såvel lærere som elever og studerende.
I Skotland har lærerne ikke fået lønforhøjelse i en årrække, og 20 procent af dem arbejder under prekære forhold.
For mange af landene i Syd handler det om en helt anden slags problemer. Repræsentanter fra Niger berettede om angreb fra islamiske terrorgrupper, der anser oplysning – og dermed altså lærere – som vantro, mens en række latinamerikanere fortalte hårrejsende historier om kolleger, der er blevet hevet ud af klasserummet og skudt. Og så er der selvfølgelig Ukraine og Gaza, hvor krig besværliggør, hvis ikke umuliggør, enhver form for undervisning.
I Cameroun får lærermanglen i landområder folk til at søge mod større byer for at sende deres børn i skole, så der nu mange steder er skoleklasser med op mod 150 elever.
Syd talte også meget om kapitalismens og neoliberalismens konsekvenser for uddannelse. En del afrikanske repræsentanter ønskede sådan set hele det vestlige kapitalistiske system sendt ad hekkenfeldt til.
En smule håb kom dog også for en dag: Gloria Ramirez, præsident for den colombianske føderation af uddannelsesarbejdere, har på egen krop oplevet lidt af hvert i en lang karriere som lærer og fagforeningsaktiv i et land, der i mange år var præget af borgerkrig og skiftende korrupte regeringer.
”På trods af de sociale realiteter er vi i stand til at levere og overkomme vores udfordringer – AI, krig, ulighed, sygdomme, fattigdom etc. Og for første gang har vi nu i Colombia faktisk en demokratisk, progressiv regering med et klart mandat til at støtte vores prioriteter,” sagde Ramirez.
Stærke solidaritetsbånd
Kåre Blinkenberg er medlem af GL’s hovedbestyrelse og var som formand for Uddannelsesudvalget i GL delegeret til verdenskongressen i Buenos Aires.
Her oplevede han fagforeningsarbejde og uddannelsespolitik i det store perspektiv i en verden med kriser. Covid, krig, geopolitiske spændinger, klimakatastrofer og økonomiske udfordringer. Samtidig forringes muligheden for skole og uddannelse i mange lande, der sænker de offentlige investeringer, ligesom de i mange lande betaler mere til afdrag på offentlig gæld, end de bruger på uddannelse. Uddannelse bør være et globalt fælles gode på linje med ren luft og et bæredygtigt klima.
”Det har været virkelig stærkt at kunne bifalde og vise støtte til fagforeningsfolk fra Ukraine og andre konfliktramte dele af verden. De fortsætter kampen for, at lærere kan undervise på trods af forfærdelige vilkår, hvor skoler, elever og kolleger bogstaveligt talt bombes væk fra dag til dag. Det er så stærkt, at de fortsætter kampen. Jeg er stolt af at have repræsenteret GL til verdenskongressen i EI,” siger Kåre Blinkenberg.
Han fandt det desuden opløftende at være i en kreds af fagforeninger, der i mange tilfælde taler mere direkte, end vi er vant til i Danmark, om arbejderrettigheder og de trusler, der er imod fagforeninger fra forskellige regeringer og strømninger.
”Vi har for eksempel vedtaget at lave et globalt onlineforum, hvor fagforeninger kan udveksle erfaringer med lokale kampagner imod højreradikale politiske strømninger.”
Og som EI-præsident Susan Hopgood sagde, har vi ikke sandhed, tillid og demokrati uden lærere og deres fagforeninger.
Kampagner i stedet for husleje
En af GL-delegationens opgaver var at stemme ved de forskellige punkter. Noget var naturligvis drøftet med hovedbestyrelsen hjemmefra, andet blev koordineret med de andre delegationer i det nordiske lærersamarbejde, NLS.
Vedtægtsændringerne blev stemt igennem, så kongressen overgår til en femårscyklus i stedet for de hidtidige fire.
Også budgettet blev vedtaget, hvilket medfører en kontingentstigning på to procent årligt til næste kongres.
GL har sammen med hele den nordiske delegation haft indvendinger mod budgettet i og med, at det for nuværende er sådan, at en tredjedel af medlemmerne betaler 95 procent af EI’s samlede økonomi. Samtidig er udgifterne til administration – først og fremmest huslejen midt i Bruxelles samt regionskontorerne og bemandingen af disse – årligt større end udgiften til kampagner og programmer. Og netop administrationsudgifterne er sammen med øgede omkostninger til blandt andet løn som følge af inflation begrundelsen for kontingentstigningen.
Flere af de nordiske og tyske delegerede var på kongressens talerstol for at lufte kritik af ovenstående.
Det er, set med nordiske øjne, ikke selve beløbet, den er gal med – måske snarere tværtimod – men det er måden, pengene bruges på, forklarer GL’s internationale sekretær Jasper Holm, som sammen med Kåre Blinkenberg og uddannelseschef Gitte Grønnemose Butler var delegeret til verdenskongressen.
”Enkelt sagt er ønsket fra især de nordiske lande ret ligetil: Der skal bruges færre penge på for eksempel husleje, som kan synes unødvendig, og i stedet skal der bruges flere penge på at kæmpe for lærernes vilkår der, hvor det faktisk betyder noget,” forklarer Jasper Holm.
AI-udvikling skal styres af lærerne
Mange af de 42 resolutioner, der lå på kongressens bord, og som blev diskuteret i større eller mindre grad – for nogles vedkommende i mindre grad blandt andet, fordi tiden løb – var ikke alle lige meget indenfor GL’s interessesfære. Af vigtige resolutioner, der alle blev vedtaget, kan nævnes, at EI’s bestyrelse ønsker, at EI styrker sin egen forskning, så man i højere grad kan imødegå OECD’s tal og analyser.
Der var også resolutionen om ’Teacher well-being’, som handler om arbejdsbelastning og arbejdsmiljø – en dagsorden danske gymnasielærere kender alt til.
Naturligvis også en resolution om den flere gange nævnte epidemiske lærermangel i store dele af verden, hvor FN’s fremskrivninger siger, at der i 2030 vil mangle 40 millioner lærere. Selv om det ikke – måske med undtagelse af enkelte fag i bestemte områder – er noget, den danske gymnasiesektor er ramt af, er det i allerhøjeste grad et problem for den danske grundskole, der jo leverer eleverne til gymnasiet.
Så er der kunstig intelligens, AI, som er en gigantisk problematik mange andre steder end Danmark også, og fyldte meget på kongressen. Således handlede en resolution om AI og brugen af digitale teknologier i uddannelsessektoren med hovedbudskabet om, at udviklingen og integrationen af disse teknologier skal være styret af lærerne.
Antonia Wulff er director of Research Policy and Advocacy i EI og indkredsede i en workshop om AI nogle af de problematikker, EI har identificeret i forbindelse med den pludselige og massive introduktion af teknologi og kunstig intelligens i uddannelse.
”Hvis AI er løsningen, hvem skal så definere problemerne? Og hvad er problemerne så? Hvordan kan vi sikre, at der er lærere – og deres organisationer – inde over i alle de her samtaler og være med til at definere problemerne?” spurgte hun og betonede, at det på dette punkt i høj grad handler om også at støtte, uddanne og hjælpe lærerne.
Den efterfølgende debat afslørede, at langt de fleste – måske med undtagelse af afrikanerne, hvor AI tilsyneladende ikke fylder så meget endnu – ønsker en større central og ministeriel regulering på området, da der ganske enkel ikke er nok viden om det til dato. Her kom problemet med de kommercielle spillere og ’big tech’ også på banen. AI kan være et nyttigt redskab, men det gælder om at være på vagt, for hvem kontrollerer udviklingen? Er det regeringerne? Skolerne? Lærerne? Software-giganterne?
Internettet er fuld af fake news, og algoritmerne er problematiske, ulige, sexistiske og så videre, lød det gentagne gange. Lærere vil aldrig blive erstattet af teknologi, men AI kan føre til dårligere arbejdsforhold, hvis ikke lærerne får den nødvendige støtte og uddannelse på området.
Husk de næste
Endelig var der også en resolution om Palæstina, som dog blev erstattet af en såkaldt ’urgent resolution’ om at udtrykke støtte til blandt andet en øjeblikkelig våbenhvile i Gaza, genåbning af Rafah-grænseovergangen, løsladelse af alle gidsler, nødhjælp, en anerkendelse af det palæstinensiske folks rettigheder samt støtte til en to-statsløsning som en hjørnesten i kampen for varig fred i regionen.
Det skabte en del palaver på kongressens sidste dag, hvor de store følelser kom i spil på hver side af konflikten; repræsentanter for lærerforeningerne i Gaza og Vestbredden, der – lige som en del sympatisører – gik på talerstolen med keffiyeh-tørklæder og fordømmelser af Israel og især den udbredte bombning af skoler og højere læreranstalter, mens det samme, bare med omvendt fortegn, gjorde sig gældende for de otte repræsentanter for den israelske lærerforenng, som meget demonstrativt bevægede sig rundt i salen svøbt i det israelske flag og eder og forbandelser flyvende til højre og nok mest til venstre.
Resolutionen blev vedtaget.
Kongressen sluttede med stående ovationer til den afgående EI-præsident, australieren Susan Hopgood, som afløses af sydafrikaneren Mugwena Maluleke.
Hopgood afsluttede en tårevædet tale med ordene:
”Jeg står her i dag, fordi en ældre kollega engang for længe siden pegede på mig til at komme med i fagforeningsarbejdet. Har I tænkt på, hvem der skal afløse jer? Husk det.”
Gymnasieskolen vil i den kommende tid se nærmere på GL’s internationale arbejde.
Læs mere om Education Internationals 10. verdenskongres på ei-ie.org
Det er næppe gået nogens næse forbi, at Ukraine de seneste år har befundet sig i en alvorlig situation. Russiske missiler lander dagligt et eller andet sted; de bringer ikke alene ofte død og ødelæggelse med sig, men besværliggør livet på en lang række områder.
Olha Chabaniuk, næstformand i Trade Union of Education and Science Workers of Ukraine, er mere end ivrig efter at fortælle, hvor slem situationen efterhånden er. Hun vendte sammen med sin teenagedatter sidste år tilbage til Ukraine og ægtemanden, der jo, som andre mænd, ikke må forlade Ukraine i krigstid, efter midlertidigt eksil i Wien, da krigen for alvor brød ud. Tilbage til et land, hvor bombninger af energiforsyning og infrastrukturen har gjort det mere end almindeligt svært at drive skole eller undervise virtuelt.
”Det bliver værre og værre. Vi er nu uden el i 12 timer om dagen. I den tid har vi ikke lys, internet, mobildækning eller nedkølingsmulighed, og det er ret varmt i Ukraine om sommeren. Alt stopper simpelthen. Transport, gadelys….,” forklarer næstformanden.
Det betyder, at elever de fleste steder ikke kan komme i skole hver dag og heller ikke kan undervises hjemme ved hjælp af internet. Og når sommeren er slut, og vinteren nærmer sig – og den kan være isnende kold i Ukraine – bliver problemet med nedkøling af lokaler det omvendte: De kan ikke varmes op. Foreløbig har ukrainerne tyet til nødløsningen at forkorte efterårssemestret, så det slutter allerede omkring 1. december.
”Folk må bruge store powerbanks, men de store generatorer, de har stående, kan være farlige, og de larmer og lugter. Det er ikke holdbart,” siger Olha Chabaniuk og peger på det, hun vil betegne som et demokratisk problem: Mænd forsvinder ligeså stille fra store dele af det ukrainske samfund, fordi de er i krig, døde eller rejst. Især i landområderne mærkes det. Også børn er rejst med mødrene, og de kommer ikke tilbage.
”Vi mister en hel generation,” siger hun hovedrystende.
”Vi beder hele verden om at få stoppet denne krig og håber ikke, at I glemmer os! Der sker mange ting rundt omkring, og befolkninger og medier glemmer os efterhånden. Men hvis Rusland vinder, er det ikke kun vores problem, det er hele verdens problem! Det hele hænger sammen – vi er afhængige af hinanden og solidariteten imellem os i kampen mod højreradikalismen.”
Kommentar til artiklen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode