Digital skolepolitik har effekt

Siden 2020 har vi stået i spidsen for implementeringen af en digital skolepolitik på Nyborg Gymnasium. Den indebærer indsamling af elevernes mobiler, spærring for dele af internettet, bestemte rutiner i timerne, blandt andet lukkede bærbare ved timens begyndelse og vekslen mellem digitale og analoge sekvenser. Desuden har skolen indført fordybelseslæsning i projekt NG læser. Indsatsen er en del af en flerårig pædagogisk satsning på at udvikle fælles klasseledelse blandt lærerne og øget fokus på nærvær, trivsel og ro for både elever og ansatte.

Projektet har været et pionerarbejde, der i høj grad har inspireret STUK’s 12 anbefalinger om skærmbrug fra december 2023. Af den grund har det også naturligt nok givet anledning til kritiske spørgsmål: Hvad er der egentlig kommet ud af det? Hvilke data viser, at det er vejen at gå? Hvad viser eksempelvis rapporter om løfteevne og elevtrivselsundersøgelser om effekten?

Det er de spørgsmål, vi vil forsøge at besvare i denne artikel. Vi har lavet en analyse af de tilgængelige datakilder og hentet assistance hos evalueringseksperter til vurderingen af dem.

Lad os først se på begrundelserne for at sætte initiativerne i gang. Det primære problem, de har skullet løse, er det massive omfang af forstyrrelser i timerne fra smartphones og bærbare. Forventningen har været, at en reduktion af forstyrrelser samt træning i fordybelseslæsning ville øge elevernes koncentration, som igen ville føre til mere fordybelse, bedre vedholdenhed og i sidste ende fagligt udbytte.

Det har også været vores forventning, at vi ved at lukke ned for de mange private dagsordener på skærmene ville styrke den fælles dialog og elevernes oplevelse af klassefællesskab, som sammen med en bred vifte af sociale aktiviteter ville øge trivslen.

Disse forventninger er inspireret af en voksende mængde af international forskning, der påpeger negative konsekvenser af ureguleret brug af digitale medier i skolen, og samtidig viser, at det har positive gevinster for elevers læring og trivsel at fjerne mobiltelefoner[i].

Hvordan er det gået?
Hvordan er det så gået? For flere gængse kvalitetsindikatorer er tallene flyttet lidt i en positiv retning: I Elevtrivselsundersøgelsen er der samlet set en lille positiv udvikling på flere af skolens uddannelser. Efter en række negative år ligger trivslen på stx, hhx og hf nu på niveau eller en anelse over landsplan efter skoleåret 2020/2021. Det er særligt på de ETU-spørgsmål, der angår social trivsel, at man finder tydelige forbedringer. Her kommer der hvert år siden 2020 flere og flere spørgsmål med svar over landsgennemsnittet.

Opgørelsen af skolens løfteevne viser, at der er pæn fremgang på skolens største uddannelse (stx), således at den nu to år i træk har været cirka 0, mens den i årene før var konsekvent signifikant negativ. Hhx er uændret cirka -0,1. Hf er uændret cirka -0,3.

Interventioner er svære at måle
Som man kan se, er forbedringerne i de faste evalueringer af løfteevne og ETU små. Vi er overbeviste om, at tiltagene har haft en positiv indflydelse på elevernes læring og trivsel, og det ville vi naturligvis gerne have haft tydeligere indikationer på. Sagen er imidlertid, at det ikke er en realistisk forventning.

Spørgsmålet om, hvilke effekter en ændret brug af skærme har, er i virkeligheden meget svært at svare på. Det er nemlig generelt vanskeligt at måle effekter af pædagogiske interventioner. Enormt mange forhold spiller ind på elevers læring og trivsel, og en række principielle forhold må indtænkes, når man vil vurdere de indsatser, man har foretaget. Her er nogle af de væsentlige:

Undervurdering af kompleksiteten. En generel kilde til, at interventioner ikke giver kraftige udslag i evalueringer, er for store forventninger til indsatserne. Pædagogiske interventioner forsøger at skabe forbedringer i en meget kompleks kontekst, hvor der ikke er noget ‘alt andet lige’. Man undervurderer derfor ofte vægten af alle de andre påvirkninger, der spiller ind på, hvordan elever klarer sig og trives.

Forkerte måleredskaber. De gængse kvalitetsindikatorer er gennemsnitsberegninger af en masse variable, som kan gøre det svært at få specifikke forandringer til at slå igennem. Kan disse målinger overhovedet opfange de interventioner, vi har lavet? Kan de indfange forbedret koncentrationsevne? Bedre lærer-elev-relation? Bedre fælles fokus i klassen? Eller skal der andre måleredskaber til?

Tidsfaktoren. I hvert fald er det tvivlsomt, om man allerede kan se en effekt efter de tre år, der er gået frem til seneste målinger. Det tager tid for lærere at indarbejde nye rutiner og få dem finjusteret. Desuden har endnu ikke alle elever på målingstidspunktet gennemført hele uddannelsen med skærmpolitikken. Der kan således være en forsinket effekt på vej.

Implementeringsfejl. Forsinkelsen kan også ligge i, at vi endnu ikke er i mål med at få politikken implementeret som forventet. Vi kan se i vores spørgeskema til eleverne, at det stadig ikke er alle lærere, der indsamler mobilerne, og ikke alle får skærmene lukket ved timens begyndelse. Vi er også klar over, at der er huller i firewallen, som gør det muligt at omgå den. Det følger skolen op på, men her og nu svækker det effekten af indsatsen.

Utilstrækkelig indsats. Vi forsøger at ændre et meget omfattende kulturelt fænomen. Vi begrænser den digitale støj og dermed elevernes kognitive overbelastning i skoletiden og forventer en bedre koncentrationsevne. Men hovedparten af deres tid på sociale medier foregår i fritiden. Sandsynligvis er elevernes koncentrationsproblemer så store, at det kræver mere tid og større ændringer at ændre evnen til at arbejde koncentreret og vedholdende så meget, at man kan se effekten i en måling.

Fremprovokering af nye problemer. Der er med skærmpolitikken skabt nye problemer, der nu er kommet op til overfladen. De elever, der har været vant til at zoome ud og ind af undervisningen, når det blev svært eller kedeligt, bliver rastløse og skal finde sig i mere kedsomhed, fordi de endnu ikke er i stand til at arbejde hensigtsmæssigt og fokuseret. De bliver måske mere utilfredse i målingerne og kan tilmed virke forstyrrende på andre elever. Uden de digitale adspredelser vokser også behovet for, at lærernes undervisning er mere varieret og aktiverende. Det er måske ikke alle lærere, der har tilpasset deres undervisning til den nye situation, og det kan også skabe elevutilfredshed i målingerne.

Sammenfattende kan man sige, at standardiserede målinger principielt har svært ved at indfange de forandringer, vi har sat i gang, og at der sandsynligvis skal mere til end det, vi har gjort, for at nå målene.

Men det betyder ikke, at den digitale skolepolitik er forkert eller uden betydning. Der er nemlig flere tegn på, at det har været et pædagogisk fremskridt. Denne konklusion kræver, at man ikke kun læser de store gennemsnitsberegninger, men danner sig et samlet billede med flere kilder.

Hvad siger eleverne?
Først og fremmest har vi fået interessant viden fra en lokal spørgeskemaundersøgelse, som vi gennemførte maj 2024, hvor 876 elever har svaret (svarprocent på 74). Her kan vi se, at en stor majoritet vurderer, at skolepolitikken er positiv for deres arbejde, og at det er en hjælp til at koncentrere sig: 61 procent af eleverne er enige eller meget enige i, at ”Det er godt, at skolen har regler, der begrænser elevernes brug af bærbare og mobiler”, og 67 procent i, at ”Undervisning uden forstyrrelser gør min koncentration i timerne bedre”.

Når vi spørger til, hvordan de vurderer de enkelte indsatser, ser vi, at svarene afhænger af, om de kommer fra grundskoler med eller uden mobilfrihed. Elever, der er vant til at aflevere deres mobil, er mere positive over for både mobilfrihed og firewall. Det kan tyde på, at der også er en tidsfaktor her, altså at eleverne skal vænne sig til situationen og med tiden kommer til at se fordelene ved den.

Vi har også spurgt til elevernes generelle opmærksomhed. Halvdelen ville ønske, de ikke var så meget på mobilen i løbet af dagen, og vi ser vidnesbyrd om markante koncentrationsproblemer. For flere spørgsmåls vedkommende er det værre for pigerne end for drengene:

Det bekræfter os i, at det er rigtigt at arbejde med elevernes opmærksomhed og læseevne, men at der sandsynligvis er lang vej igen.

Hvad siger lærerne?
Vi har i maj 2023 gennemført en spørgeskemaundersøgelse blandt skolens lærere[i]. Den viser en overvældende stor tilslutning til den digitale skolepolitik. Således er 92 procent af lærerne enige eller meget enige i udsagnet ”Jeg synes overordnet, det er rigtigt, at skolen aktivt fjerner digitale forstyrrelser”. Kun tre procent mener, at internetblokeringen er et forkert tiltag. 75 procent mener, at eleverne i dag bliver forstyrret mindre end før den digitale skolepolitik, men lidt over halvdelen oplever samtidig, at eleverne har svært ved at koncentrere sig om arbejdet, også selvom de ikke bliver forstyrret på skærmene.

Der er desuden en generel erkendelse af, at skolepolitikken er en kollektiv opgave, idet 84 procent siger, at det kræver ‘fælles fodslag’. Der ligger givetvis forbedringsmuligheder i at arbejde på, at alle lærere gør det, der er aftalt og vedtaget af alle lærere i Pædagogisk Råd.

Vi hæfter os også ved en opgørelse af professionel kapital på Nyborg Gymnasium. Afdækningen af professionel kapital efteråret 22 viser en positiv udvikling på et parameter, der sandsynligvis har sammenhæng med, i hvilket omfang elever bruger deres digitale devices til ikke-faglige ting, nemlig lærernes oplevelse af i støj og uro i timerne. Spørgsmålet lyder ”Hvor ofte bliver effekten af din undervisning påvirket af støj og uro i timerne?”, og udviklingen fra 2018 til 2022 har været positiv, idet den viser et fald fra en score på 52,6 til 48,3.

Evalueringer fremover?
Sammenfattende er vi ikke i tvivl om, at det, vi har gennemført, er rigtigt og nødvendigt. Både lærere og elever oplever først og fremmest et mere koncentreret og fælles læringsrum. Vi er optimistiske, med hensyn til at det kommer til at slå igennem i målinger, men opgaven er også at finde måleredskaber, der faktisk kan indfange indsatserne.

Især tre metodiske tilgange vil måske være mere velegnede: 1. Flere lokale specifikke målinger som de spørgeskemaundersøgelser, vi har foretaget. 2. Kvalitative undersøgelser, for eksempel fokusgruppeinterview, hvor man kommer i dybden med lærere og elevers oplevelse af forandringerne. 3. Mere avancerede registerundersøgelser, hvor man på anonymiseret individplan kan følge elevers udvikling på forskellige parametre.

Det sidstnævnte evalueringsdesign ligger foreløbig uden for vores muligheder. Men der er for nylig kommet et interessant eksempel på det. Et forskningsprojekt fra Folkehelseinstituttet i Norge[ii] har ved hjælp af offentligt tilgængelige data sammenlignet udskolingselever på folkeskoler med mobilfrihed og skoler uden. Den undersøgte også effekten på de samme skoler, før og efter at de havde fjernet mobiltelefoner.

Undersøgelsen giver et indtryk af, hvad vi måske kan forvente at se af effekter. Her er nogle af de effekter af mobilfrihed, som det norske studie fandt: Piger får højere karaktergennemsnit, især piger fra lavere socioøkonomisk baggrund. Pigers overgang til ungdomsuddannelse stiger. Antallet af elevers psykolog- og lægebesøg reduceres med op mod 60 procent, særligt blandt piger. Digital mobning blandt begge køn reduceres.

Forklaringen på de særlige gevinster for piger er, at deres mobilbrug og belastning er væsentlig større end drenges. Vores egen undersøgelse ser ud til at bekræfte dette fund. Det norske studie viser i øvrigt, at en mobilpolitik, hvor mobilen er i tasken og inden for rækkevidde, ikke har nogen positiv effekt, fordi det lægger beslag på kognitiv kapacitet at tænke, at man lige kunne tage mobilen frem.

Vores anbefaling: Gå i gang!
Vores anbefaling til alle skoler er at gå i gang med en digital skolepolitik som den, vi har gennemført, og som ligner STUK’s anbefalinger meget. Man må ikke forvente hverken et quickfix i hverdagen eller kvantespring i målingerne. Man skal også være forberedt på at skulle tage fat på et pædagogisk udviklingsarbejde, som forandringerne skaber behov for. Men det opleves som et nyt pædagogisk råderum at have fået de værste digitale vildfarelser ryddet af vejen ved hjælp af de fælles spilleregler for skærmbrug. Vi har især fokus på disse udfordringer:

• Flere analoge og elevaktiverende arbejdsformer, brain-breaks og bevægelse i timerne
• Flere former for koncentrationstræning
• Fokus på hf, hvor effekterne generelt er mindst: Hvad skal der særligt til her?
• Undersøgelse af de kønsforskelle, vi kan se i vores nye undersøgelse
• Videreudvikling af fælles klasseledelse og fodslag blandt lærerne.

Det kommer til at tage tid at rydde op efter 15 års hovedløs overdigitalisering af de danske skoler. Men vi har taget et vigtigt skridt med den fælles digitale skolepolitik på Nyborg Gymnasium.

[i] Haidt, Jonathan (2023) The Case for Phone-Free Schools – The research is clear: Smartphones undermine attention, learning, relationships, and belonging https://jonathanhaidt.substack.com/p/phone-free-schools

[ii] Se både elev- og lærerevaluering på https://nyborg-gym.dk/elev/skaerme-i-skolen/

[iii] Abrahamsson, S. (2024). Smartphone Bans, Student Outcomes and Mental Health. NHH Dept. of Economics Discussion Paper, (01).