Gymnasielærere går glip af op til 2.600 kroner om måneden – GL vil have skoler til at rette op

Jobbet er det samme, hvad enten man som gymnasielærer er ansat på et alment gymnasium eller et erhvervsgymnasium. Alligevel har ansættelsesstedet stor betydning for lønsummen. Det viser en ny opgørelse, som Gymnasieskolernes Lærerforening har foretaget.

Den store forskel ligger i den del af lønnen, den såkaldte lokalløn, som aftales lokalt. På almene gymnasier og hf-skoler udmøntes der gennemsnitligt 10,7 procent i lokalløn til gymnasielærerne, hvorimod der på erhvervsgymnasierne kun udmøntes 5,5 procent i lokalløn. Forskellen i udmøntning af lokalt aftalt løn er gennemsnitligt knap 2.600 kroner om måneden.

Det er altså helt åbenlyst, at man som ansat på et erhvervsgymnasium må indstille sig på en lavere livsløn, fordi der ikke udmøntes tilstrækkelig lokalløn. Det er naturligvis ikke acceptabelt, lyder det fra Anne Sophie Huus Pedersen, der er forkvinde for Gymnasieskolernes Lærerforenings (GL) overenskomstudvalg.

Hun understreger, at den tydelige forskel på udmøntningen af lokallønnen mellem skoleformer har en lang række konsekvenser:

“Grundlæggende skaber det en lønmæssig ulighed, som gør, at man med jævne mellemrum mister kolleger til stx eller det øvrige arbejdsmarked. Ligesom det er svært at tiltrække lærere i mangelfagene. Man har som erhvervsgymnasial lærer en oplevelse af systematisk forskelsbehandling, som til tider kan sætte sig i en vrede over for en ledelse, der tilsyneladende ikke finder det problematisk, at man nu i mange år har været akademisk lavtlønsområde. Men det skaber også en følelse af lavstatus blandt gymnasielærere og en mistro til, at vi i GL er gode nok til at varetage erhvervsgymnasiale læreres interesser,” siger Anne Sophie Huus Pedersen.

Lokallønnen er en del af lønsystemet ny løn, der fra 1997 blev indført gradvist på offentlige arbejdspladser. Tanken med ny løn var, at arbejdsgiverne skulle uddele mere løn lokalt blandt andet som et redskab til at udvikle arbejdspladsen. På statslige arbejdspladser udmøntes i snit cirka 10 procent i lokalløn. Men ifølge GL’s opgørelse er der erhvervsgymnasier, hvor der kun udmøntes 0,7 og 0,9 procent i lokalløn til gymnasielærerne.

Anne Sophie Huus Pedersen mener, at der er flere grunde til, at der udmøntes langt mindre lokalløn på erhvervsskolerne.

“Vi kan se i vores undersøgelser, at mange tillidsrepræsentanter (TR) oplever forhandlingerne ude på skolerne som pseudo-forhandlinger, ikke mindst fordi den øverste ledelse har det egentlige forhandlingsmandat, men uddelegerer forhandlingen til afdelingslederne, som kender deres medarbejdere. Afdelingslederne er bundet til en bestemt ramme og måske ligefrem også nogle fordelingsprincipper dikteret ovenfra,” siger hun.

Det er derfor GL’s anbefaling, at TR ikke accepterer at forhandle med en, der ikke har beslutningskompetence, og at man stiller lønkrav og ikke lader sig diktere af en ledelsesudmeldt ramme, fortæller hun.

Undervisningspenge går til administration
Anne Sophie Huus Pedersen peger desuden på, at erhvervsskolerne, især de tekniske, er vokset ud af en kultur med ikke-akademiske medarbejdere.

“Jeg er selv ansat på en større erhvervsskole, og når den øverste ledelse siger, at ‘vi hverken kan eller vil være lønførende’, er det ikke kun, fordi de skal forsøge at tage hensyn til de ikke-akademiske lærere eller de mange ledelseslag på tværs af uddannelser, men også fordi de lidt enøjet kun vil sammenligne lønnen på tværs af erhvervsskoler og opfatter denne som det relevante sammenligningsgrundlag for løn,” siger Anne Sophie Huus Pedersen.

I forlængelse af det peger hun på den ringere udnyttelse af de gymnasiale taxameterkroner og bestyrelsens sammensætning, hvor gymnasierne og deres aftagere er stærkt underrepræsenterede.

“Begge dele har betydning for, om der afsættes tilstrækkelige lønmidler til at arbejde seriøst med lokalløn som redskab. Af de tal, som skolerne selv indberetter til ministeriet, kan vi se, at en del af de midler, som er tiltænkt den gymnasiale undervisning, går til noget helt andet, for eksempel en stor administration. Det går ud over lønnen og i sidste ende vores elever. Derfor arbejder vi i GL også for en indhegning af taxameteret,” siger hun.

Spørgsmålet er, hvordan man kommer problemet til livs. Anne Sophie Huus Pedersen ville gerne kunne pege på et quickfix, for eksempel en ligestilling gennem overenskomstforhandlinger og en 100 procent central løn, men sådan går det desværre nok ikke foreløbig, mener hun.

“I GL har vi stillet krav om fagtillæg ved dette års overenskomstforhandlinger, som vil udligne en del af lønforskellene mellem skoleformer og potentielt kunne skabe en gennemsnitlig højere og mere lige løn mellem GL’s medlemmer,” siger hun.

GL har desuden et erhvervsgymnasialt lønprojekt, hvor man arbejder på at skabe forbedringer for den enkelte TR og for arbejdet med løn i GL’s netværk.

“Vi kan se, at der er udfordringer ude på skolerne både med mandattagning, åbenhed om løn og organisering af medlemmerne, men også med det stærke og solidariske samarbejde på tværs af medarbejdergrupper,” siger Anne Sophie Huus Pedersen.

Derudover har GL styrket det erhvervsgymnasiale netværk for tillidsrepræsentanter med flere ressourcer, og GL kommer til at støtte netværkene, de enkelte tillidsrepræsentanter og medlemmerne i at arbejde systematisk og strategisk med lokalløn fremover, fortæller hun.

GL har med hjælp fra erhvervsgymnasiale tillidsrepræsentanter lavet en forbedret lønstatistik, som bruges som forhandlingsredskab, men også til mere tydeligt at vise medlemmerne, hvordan de ligger lønmæssigt, forklarer hun.

“Sidst, men bestemt ikke mindst, er jeg nødt til at pege på ledernes og politikernes store ansvar i spørgsmålet om lokalløn på erhvervsgymnasierne. Når vi i GL er i dialog med vores lederforening og politikere på området, er der egentlig både opbakning til, eller endda ligefrem opfordring til, at man udmønter lokalløn og ikke efterlader erhvervsgymnasiale lærere med en lavere løn. Vi har ad flere omgange nu lavet periodeprojekter om lokalløn ved overenskomsterne for at få det til at fungere. Alle erkender, at problemet eksisterer. Jeg vil fremadrettet gerne se, at det ikke bliver ved de pæne ord, men at jeg også kan se i lønstatistikken, at der rent faktisk udmøntes ved kasse 1,” understreger Anne Sophie Huus Pedersen.

Ulighed i taxameterstrukturen
Staten finansierer som bekendt gymnasierne via en lang række taxametertilskud baseret på antal elever. Der findes blandt andet taxameter for undervisning, færdiggørelse, bygninger og fællesudgifter. Undervisningstaxametret dækker lærerlønninger, løn til mellemledere, undervisningsudstyr og materialer.

Ifølge Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier (DEG) skyldes den store forskel i lokallønnen en ulighed i taxameterstrukturen, siger Hans Jeppesen, der er formand for økonomiudvalget i DEG.

Hvorfor skal lærerne på erhvervsgymnasierne aflønnes dårligere end deres kolleger på de almene gymnasier?

“Der er nogle takster på det almene område, som vi ikke får på erhvervsgymnasiale område. Der er mig bekendt ingen leder, der mener, at erhvervsgymnasielærerne er mindre værd end lærerne på de almene gymnasier. Vi vil rigtig gerne sidestille vores undervisere med undervisere på almene gymnasier og øge lønomkostningerne, hvis vi havde råd til det, for vi mister jo medarbejdere på grund af konkurrencen. Men det kan ikke hjælpe noget, når vi ikke har noget at betale med,” siger Hans Jeppesen.

Men hvis du begrunder det med ulighed i taxameterstrukturen, hvordan kan det så være, at nogle erhvervsgymnasier er bedre end andre erhvervsgymnasier til at udmønte lokalløn?

“Jeg kender ikke de tal, så det er lidt svært at kommentere på. Men der er jo trods alt også forskelle i de enkelte institutioners mulighed for at optimere klassestørrelsen, og det har stor betydning for skolens økonomi. Jeg kommer fra en institution, hvor vi har tre udbudssteder, og vi kan være heldige at ramme klassestørrelsen på 28 elever, men det er vi sjældent. Skolen har faktisk et udbudssted i år, der har 75 elever – Det er et svært elevtal, og sådan er det ofte, for vi kan ikke putte dem i to klasser, vi er nødt til at oprette tre klasser. Men tre gange 25 elever giver selvsagt en noget dårligere økonomi end tre gange 28 ville gøre,” svarer Hans Jeppesen.

Debatten om taxameterforskellene dukker op med mellemrum, derfor har GL undersøgt påstanden.

Ifølge GL’s beregning “er der ingen – eller marginal – forskel på undervisningstaxametrene, som ikke skyldes forskelle på uddannelserne. Htx har et højere antal lektioner end stx og hhx, og htx har mange naturvidenskabelige fag, som er dyrere at gennemføre, som hhx ikke har. Stx har også de naturvidenskabelige fag. Samlet kan man konkludere, at der ikke synes at være ubegrundede forskelle mellem undervisningstaksterne. Hvordan skolerne vælger at prioritere ressourcerne, er en helt anden sag. Da der (desværre) ikke er krav om, at undervisningstaxametrene skal anvendes til undervisningen, er der store forskelle på ressourceanvendelsen mellem skoleformer og skoler. Bland andet er der en række erhvervsgymnasier, som ikke udmønter den lokalløn, de burde, og en del anvender ikke alle undervisningsindtægterne til undervisningen,” lyder analysen.

Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier kom med lignende analyse af undervisningstaxametret i 2022:

“Som det fremgår af figur 1, eksisterer der stadig en taxameterforskel mellem hhx og stx efter harmoniseringen af undervisningstaxameteret på finansloven 2017. Forskellen kan dog begrundes med udgiftsforskelle i naturvidenskabelige fag, udbuddet af studieretninger, fag med videre.”

Hvor er det helt konkret, at du ser uligheden i undervisningstaxametret, der ikke skyldes forskelle på uddannelserne?

“Jeg prøver bare at forklare, at kompleksiteten i taxametersystemet er stor, og at tilskuddet udbetales som bloktilskud til institutionerne. Der er forskel. Stx modtager højere bygningstilskud, højere fællestilskud og A-fags taxameter,” svarer Hans Jeppesen.

GL’s analyse belyser også, at der er forskel på bygnings- og fællesomkostningstaxametret mellem stx og hhx. Undervisningsministeriet har tidligere forklaret, at dette blandt andet skyldes forskelle i grundvilkårene for, hvordan skolerne har erhvervet deres bygninger, samt at erhvervsskolerne har en bredere vifte af uddannelser.

Harmonisering af taxametertilskuddene
GL indsamler hvert år data fra alle skolers regnskab. Det samlede skoleregnskab fra sidste år viste igen, at anvendelsesprocenten for de almene gymnasier og hf var 100 procent, hvorimod erhvervsskolerne var godt 95 procent. Det vil sige, at de almene gymnasier bruger alle de penge, de modtager til undervisning, til undervisning, hvorimod fem procent af erhvervsgymnasiernes undervisningstaxameter går til andet end undervisning.

Du taler om, at erhvervsgymnasierne ikke har råd til at give lærerne højere løn, men hvorfor anvender en del erhvervsgymnasier ikke alle undervisningsindtægterne til undervisningen og dermed lærernes lønninger, som de almene gymnasier i høj grad gør?

“Det må hænge sammen med den enkelte skoles økonomi, hvor der er forskelle i omkostningsstrukturen – altså fordelingen mellem variable og faste omkostninger. Spørgsmålet kræver analyse af de enkelte institutionsregnskaber, men både på fællesudgiftsområdet og bygningsområdet udbetales et højere tilskud til stx end til hhx, som er de to største aktivitetsområder. På den enkelte skole skal alle omkostninger jo dækkes, så der simpelthen kan være behov for at flytte rundt på taxametertilskud mellem hovedområderne,” svarer Hans Jeppesen.

Hans Jeppesen mener, at lønforskellene understreger nødvendigheden af en taxameterreform.

“I foreningen har vi længe arbejdet for en harmonisering af taxametertilskuddene, så der er lige betaling fra staten. Hvis skolerne får lige løn for lige arbejde, så er det også muligt at aflønne lærere med lige løn. Det er den eneste vej frem. Derfor glæder vi os også til et snarligt eftersyn af taxametrene,” siger Hans Jeppesen.

Hans Jeppesen kan ikke genkende billedet med, at tillidsrepræsentanter er nødt til at forhandle med afdelingsledere, der ikke har forhandlingsmandat.

“Det er ikke, hvad jeg hører, når jeg taler med mine kolleger. Jeg har deltaget i de forhandlinger, der hidtil har foregået hos os. Men hvis tillidsrepræsentanterne siger det, så må jeg antage, at deres oplevelse er rigtig. Det er jeg egentlig lidt ked af at høre, for jeg mener, at ledelsen naturligvis bør deltage i lønforhandlinger med de nødvendige mandater. Det andet giver ingen mening, og jeg tvivler på, at det reelt er sådan.”