Computerfri undervisning skaber fokus og sammenhold

Rundtom på lærerværelserne hører man det jævnligt, og går snakken om, hvordan en klasse fungerer, kommer de altid op som et forstyrrende element. Computere og mobiltelefoner. Alle lærere er enige om, at computeren i dag spiller en helt central rolle i undervisningen, på godt og ondt. Mest det sidste, vil nogle mene, for computeren og mobiltelefonen stjæler elevernes opmærksomhed og gør klasserummet fragmenteret og usamarbejdsdygtigt. Af frygt for at virke gammeldags og umoderne bliver vi lærere mere og mere usikre på, hvordan vi skal forholde os til elevernes computerforbrug – til trods for at vi normalt er reflekterede og klare i, hvordan et klasserum skal styres. Samtidig bliver eleverne mere og mere ufokuserede, og den dialogbaserede undervisning har svære kår. Sat på spidsen.

Jeg satte mig i sidste skoleår for at være både gammeldags og umoderne og afprøve, hvad der skete med eleverne og mig selv som lærer, hvis jeg sløjfede computeren i undervisningen og erstattede den med skrivehæfter, spidse blyanter og trykte bøger.

Det ændrede klasserum
Jeg underviser i historie og har mange års undervisningserfaring – endda så mange, at jeg startede med at undervise, inden computer og mobiltelefoner gjorde deres indtog i klasselokalerne – og før internettet blev en del af skolelivet.

Det siger sig selv, at undervisningen og klasserummet har forandret sig over årene, nogle vil mene til det bedre, mens andre mener det modsatte, men en ting er sikkert, forandringen er ikke sådan lige at rulle tilbage – og det skal vi heller ikke. Vi skal være glade for den teknologiske udvikling og det, den kan tilbyde den moderne gymnasieelev. Men vi skal lære at være kritiske over for, hvordan teknologien bruges. Desværre har vi i mange år taget udviklingen til os uden at tænke over, om den måde, vi bruger digitale hjælpemidler i undervisningen på, fremmer elevernes læring.

Mange lærere er enige om, at ukritisk computerbrug skaber dårligere undervisning, fordi eleverne bliver ufokuserede, men hvad skal læreren gøre? Holdningerne spænder vidt, lige fra, at det ikke er en del af lærerrollen at begrænse brugen af computere, til, at nogle lærere frygter at føle sig gammeldags og maskinstormer-agtige, hvis de går imod den nye teknologi og diskursen om, at det er det moderne.

Der er måske ikke noget at sige til, at mange kolleger er usikre på, hvordan man skal tackle elevernes brug af computere, når man tænker på, at vi reelt gik fra det nærmest computer- og internetfri gymnasium til, at alle elever havde egen computer, på bare tre-fire år. I hvert fald har undervisningsrummet ændret sig, i takt med at computerne har fået mere og mere plads. Dengang i 2000’erne, hvor man tog eleverne med i skolens it-lokale, når der skulle bruges computere, var lærerne klare i forhold til retningslinjer og brugerregler. Det er, som om den personlige computer har ændret ved vores klasseledelse. Det faktum, at den medbragte computer er elevens ejendom, synes at gøre lærerne usikre på, om vi kan begrænse deres brug af computeren – ligesom vi jo heller ikke kigger i deres taske eller i deres penalhus (dem, der fortsat har et sådant). Måske hænger det sammen med, at nogle mener, at det er elevernes ansvar for egen læring, hvilket var en trend i 1990’erne og 2000’ernes gymnasiepædagogik, at vi ikke blander os i, hvad computeren bruges til.

Det gælder også for mig selv, og det slog mig pludselig, at jeg egentlig aldrig har forholdt mig sådan rigtigt til, hvilken rolle jeg synes, computeren skal spille i min undervisning.

Ved skoleåret 2022/23’s begyndelse gjorde jeg mig nogle tanker om, hvilken rolle jeg ønskede, at computeren skulle spille i min undervisning, og hvordan jeg bedre kunne hjælpe mine elever til at blive undervisningsparate og understøtte et fællesskabende klasserum med fokus på dialog og undervisning.

Refleksioner over computeren
Min første refleksion handlede om min egen undervisning, hvad jeg ønsker, mine elever skal have ud af den, og hvordan undervisningen foregår. Jeg forsøger efter bedste evne at lave dialogbaseret undervisning med så stor variation og elevdeltagelse som muligt og med så få tekniske remedier som muligt. Jeg bruger aldrig internettet aktivt i undervisningen (”gå ind på internetsiden, og undersøg …”) eller flotte PowerPoints, hvor eleverne kan følge med på egen skærm og skrive notater. Med andre ord: Det, som eleverne brugte computeren til i min undervisning, var at skrive deres egne notater fra tavlen og dialogen.

Den anden refleksion handlede om at identificere undervisningsmiljøet, og hvordan min undervisning bliver mødt af eleverne. Alle klasser er naturligvis forskellige, og en type undervisning, der fungerer i én klasse, fungerer ikke nødvendigvis på samme måde i en anden. Men overordnet identificerede jeg to hovedproblemstillinger. For det første syntes jeg, at mange klasser var ufokuserede, og for mange elever faldt ud og deltog ikke i undervisningen, og derved gemte de sig bag deres skærm. For det andet – der var afledt af det første – syntes jeg, at jeg oplevede et fragmenteret klasserum uden et fællesskabende rum for det faglige, fordi eleverne gemte sig bag deres skærm. Computeren udgjorde så at sige et skjold, der forhindrede, at klassen var sammen om den fælles dialog.

På baggrund af disse refleksioner kunne jeg se, at computeren i min undervisning var med til at forhindre mange elever i at være fokuserede og deltage i klassedialogen, det vil sige opbygge faglig viden og læring.

Forsøg i to 1.g-klasser
Jeg besluttede derfor at lave et forsøg med computerfri undervisning i mine 1.g-klasser. Da mine to 1.g-klasser begyndte med historie i november, tog jeg en snak med klassen om, hvordan jeg så undervisning, og hvad jeg ønskede at prøve af med dem – de fik ikke som sådan et valg, for nu at være helt ærlig, men det var vigtigt for mig, at de blev hørt og fik begrundelsen for, hvorfor jeg ønskede at gøre, som jeg gjorde. Det var jo for deres skyld. Jeg fortalte dem, at for det første er en af de største fordele ved analog undervisning, at den giver eleverne mulighed for at fordybe sig mere i stoffet og skabe større opmærksomhed. Denne proces hjælper dem med at huske stoffet bedre og kan også øge deres forståelse af emnet. For det andet kan computere og mobiltelefoner let aflede opmærksomheden fra undervisningen og gøre det sværere for dem at fokusere på det, der foregår i klasseværelset. Den var de med på – eleverne vil nok ikke altid indrømme det, men de ved jo godt, at computeren i undervisningen får dem distraheret og henleder opmærksomheden på de ting, der popper op på skærmen.

Skrivehæfter og spidse blyanter
Alle elever fik udleveret et skrivehæfte, som de naturligvis skulle have med til hvert historiemodul, og det kunne ligge inde i historiebogen, som de naturligvis fik udleveret som en trykt bog. Eleverne delte skrivehæftet op i to dele: den forreste del til notater i modulet og til lektier hjemme, den bagerste tredjedel til fagbegreber. I det undervisningslokale, hvor jeg for det meste underviser, har jeg fået opsat en ekstra whiteboard-tavle, som jeg konsekvent bruger til at skrive fagbegreber og ting på, der relaterer sig til metode og fagets sprog.

Den anden tavle bruger jeg til de almindelige notater, der handler om lektiegennemgang, gruppearbejde, overblik etcetera. På den måde har tavlerne forskellige funktioner, der måske er med til at skabe forståelse hos eleverne, og eleverne får fokus på, at nogle notater handler om specifik faglig forståelse, og andre notater handler om, hvordan man i faget arbejder med empirien (og har man ikke to tavler, kan man eventuelt dele tavlen op i to). Med fagbegreberne bagerst i hæftet kan eleverne hurtigt finde centrale begreber.

I de første par moduler skulle jeg bede eleverne om at lægge deres computer i tasken, når modulet begyndte, men herefter gav det helt sig selv. Uden computerne sad eleverne ikke og kiggede ned på deres skærm, men derimod ud i klassen og på hinanden, og man kunne tydeligt mærke, hvordan klasserummet var meget mere fokuseret, og eleverne imødekommende og lydhøre over for hinanden.

I undervisningen har klasserne fulgt en model, hvor de læser i en grundbog, og vi supplerer med dokumentar og podcast for på den måde at få forskellige tilgange til emnet. Særligt ved brug af dokumentar og podcast viser skrivehæfterne at have en styrke, fordi eleverne kan skrive notater, mens de ser dokumentar eller lytter til podcast – uden at lade sig forstyrre af computerens tilbud.

En anden fordel ved analog undervisning er, at den kan være mere engagerende og interaktiv. Når eleverne arbejder med papir og blyant, kan de nemt dele deres noter og ideer med hinanden, for eksempel i små hurtige pararbejder. Det kan også fungere med computeren, men oftest gør eleverne det, at de deler dokumenter ved gruppearbejde og deler besvarelsen ud blandt hinanden – det lærer de ikke så meget af. Og det kan også være lettere for læreren at give feedback og evaluere deres arbejde. Dette kan skabe en mere samarbejdsorienteret og social læringsoplevelse, hvor eleverne kan lære af hinanden og arbejde sammen på projekter og opgaver.

Udfordringer og problematikker
En af udfordringerne ved at bruge skrivehæfter har været, at eleverne simpelthen ikke er vant til at skrive i hånden, og mange af dem er ret dårlige til det. Det betyder, at de skriver langsomt, og som nogle af dem har sagt: ”Vi kan simpelthen ikke læse, hvad vi selv skriver”. Det har vi så i klassen taget nogle grundige snakke om, og jeg har budt ind med, at man jo bliver bedre til at skrive i hånden, jo mere man øver sig. Lidt en øv-kommentar efter flere elevers mening, men det er måske med i gymnasiets dannelsesprogram, at man også lærer at skrive i hånden (også selvom de skulle have lært det meget tidligere i deres skoleforløb)?

En anden problematik er, hvad eleverne skal gøre med de mange notater, der kommer i deres skrivehæfte. Nogle elever er trygge ved at have dem der, men en del andre har tryghed ved, at notater ligger på deres computer. Det kan der nu også være noget smart i, når det drejer sig om tre års undervisning, og i forbindelse med eksamen kan det være godt at kunne søge i sine digitale noter. Jeg har derfor aftalt med klasserne, at de efter hvert emne får et modul (eller det, der minder om det) til at skrive deres notater ind på computer. Det vil nogle lærere mene, er spild af tid, a la det har jeg slet ikke tid til, men jeg har valgt at se det som en del af læringsprocessen, hvor eleverne får mulighed for at tyde og granske deres håndskrevne noter og lige få dem repeteret, eventuelt sammen med en klassekammerat, der kan dele sine noter for det modul, hvor man eventuelt var væk. Det giver dem i hvert fald mulighed for at spørge mig, hvis der er noget, som er uklart.

Jeg har netop evalueret projektet i begge klasser, og eleverne mener, at de har lært mere og har været mere koncentrerede i undervisningen, men de mener også fortsat, at det er svært at tage noter i hånden. Jeg synes, klasserne arbejder bedre og er meget mere udadvendte i deres dialog, det skaber større fællesskab i klasserummet, og læringsmæssigt kan de i højere grad skabe overblik – og er blevet mere bevidste om, hvordan man lærer.

Det er ikke et enten-eller
Selvfølgelig skal vi ikke eliminere brugen af computere og mobiltelefoner i undervisningen, men derimod bruge dem, hvor det er fagligt nødvendigt. I nogle fag er computere livsnødvendige, og der kan være situationer, hvor digitale læremidler er mere hensigtsmæssige og effektive end analoge læremidler. Det er derfor vigtigt at tage højde for de konkrete omstændigheder og behov, når man vælger undervisningsmetode.

Selvom der er forskningsmæssige belæg for, at analog undervisning kan have visse fordele, er det vigtigt at huske, at digital teknologi også kan have en positiv indvirkning på læring og undervisning. Digitale værktøjer kan give eleverne adgang til en bred vifte af ressourcer og muligheder for samarbejde og interaktivitet, der ikke er mulige med analoge metoder. Det er derfor vigtigt at finde den rette balance mellem analog og digital undervisning for at opnå de bedste resultater for eleverne.

Ændret lærerrolle?
Når jeg kigger tilbage på et år med computerfri undervisning, så konstaterer jeg, at undervisningsmiljøet og koncentrationen er blevet styrket, men måske er min rolle som lærer også blevet styrket gennem en tydeligere relation med eleverne. Måske fordi jeg har tvunget mig selv til at tage stilling til, hvad jeg mener om computere i undervisningen, og hvad jeg synes er mest optimalt for mine elever. Det har været en sund proces for mig som lærer, og jeg vil anbefale andre at gøre det samme. Vi skal som lærere ikke være bange for, at de unge kan meget mere af den moderne teknologi, end vi kan, for det er ikke det, som det handler om. Vi skal turde være retningsgivende og hjælpsomme lærere, der definerer klare rammer for eleverne, også når det gælder brugen af computere i undervisningen. Om det så skal ske med blyant og papir eller på en anden måde, det er ikke afgørende, det handler om, at vi indser, at det ikke krænker elevens ejendomsret at begrænse brugen af computeren i undervisningen. Det er en del af den digitale dannelse, at vi lærer eleverne, hvornår de skal bruge computer, og hvornår de ikke skal, og derfor er diskussionen om computerens brug i undervisningen ikke den enkelte lærers ansvar, men et skoleansvar, hvor hver faggruppe må diskutere med sig selv, hvilken rolle digitale hjælpemidler skal spille i det enkelte fag.

Brugen af computere og mobiltelefoner er også en ledelsesopgave, hvor det enkelte gymnasium skal lægge de overordnede rammer, men vi skal som faggruppe og som enkeltlærere finde den rigtige vej, i en tid hvor chatbots bevæger sig ind i vores undervisning. Jeg tror, vi bevæger os ind i nogle vigtige år, hvor vi må forholde os til, hvordan vi styrker elevernes læring, og forlader den opfattelse, at brugen af computere og mobiltelefoner er elevens eget ansvar. Det er vores fælles ansvar, og det er os, der skal sætte rammerne for fremtidens skole. Nu.