Træt af omsorg

Det var på den tyske autobahn; det var undervejs i bil igennem Tyskland denne sommer. På en ellers ret monoton og ligegyldig strækning, hvor jeg og min familie lyttede til en podcastudgave af Brinkmanns briks på P1 (sendt 25. maj 2022), spidsede ørene sig mod et interessant og genkendeligt indhold. Podcasten med overskriften ”Bliver man ond af at være sød?” ramte lige ned i noget, jeg kunne genkende i feriesamværet med familien: Noget manglende overskud til dem, man holder mest af.

I podcasten tog Brinkmann fat i det, at man som medarbejder i en omsorgsbranche kan bruge så meget energi på omsorgen for dem, man møder i sit job, at man har svært ved at drage ordentlig omsorg for sine private relationer – herunder nærmeste familie. Noget, der er kendt som omsorgstræthed. Desværre kunne jeg kende beskrivelserne af denne tilstand, selvom den primært forbindes med job i sundheds- og plejesystemet blandt sygeplejersker, SOSU’er, læger, pædagoger og til dels folkeskolelærere.

Som gymnasielærer bruger man sin tid på og med unge mennesker. Det er en gruppe, om hvem den seneste store undersøgelse af danskernes mentale sundhed fra Rockwool Fonden viser, at mere end en tredjedel af danske piger mellem 16 og 24 år og lidt over en femtedel af drenge i samme aldersgruppe har problemer med deres mentale sundhed. Tallet er stigende og væsentligt højere end i tidligere undersøgelser; det er ligefrem blevet kaldt bekymrende, og der bør gøres noget. En helt ny undersøgelse fra Børns Vilkår viser desuden, at knap halvdelen af teenagepiger ikke føler sig godt tilpas med sig selv, for drengene er det ca. 25%. Tendensen mærkes også på ungdomsuddannelserne, der har kurs i en retning, hvor omsorg og hensyn til eleverne synes at fylde mere og mere.

Så måske er det kun naturligt, hvis også gymnasielærere kan nå til at punkt, hvor de bruger en større del af deres omsorgskapacitet på jobbet og derfor har mindre tilbage, når de har fri. Gymnasielærere vil jo deres elever det bedste! Og eleverne kan fylde mere end familien, også når man har fri. Omsorgsbeholderen tømmes på jobbet, der er kun få dråber tilbage, og så bliver man urimelig over for sine nærmeste, fx i form af frustration, ligegyldighed, irritation eller træthed, fordi ens tærskel slides ned. Altså symptomer på den omsorgstræthed, som bliver fremhævet i Brinkmanns briks.

Men hvad gør gymnasielærere så for at undgå at blive overmandet af omsorgstrætheden? Fra briksen hos Brinkmann siger de to eksperter (Dorthe Birkmose, psykolog og foredragsholder, og Rikke Høgsted, psykolog og stifter af institut for belastningspsykologi), der er på besøg i Brinkmanns konsultation, at det er helt afgørende, at ledelse og medarbejdere sammen får lavet en klar definition og afgrænsning af arbejdsopgaverne og forventningerne til løsning af dem. Med andre ord noget i retning af: Hvad skal jeg lave, og hvornår har jeg løst opgaven tilfredsstillende? Spørgsmål, som gymnasielærere ofte synes, de selv skal og kan besvare bedst ud fra deres egne standarder. Af og til lidt populært og poppet formuleret som: Vil du køre Lada eller Rolls Royce? Uagtet den givne økonomiske ramme.

Men det giver ikke meget mening, at gymnasielærere ud fra egne værdier og standarder skal afgøre, hvornår en opgave er løst tilfredsstillende. Og det giver heller ikke mening, at standarden for opgaveløsningen er den samme, som gymnasielærere har arbejdet efter de seneste 20 til 30 år eller længere.

Jobbet som gymnasielærer har ændret sig, og ikke mindst de seneste små ti år siden OK13 er der ændret meget. Rammerne for jobbet har forandret sig markant pga. besparelser, teknologisk udvikling, nye elevgrupper, ændrede forældreroller og meget mere. Hvor gymnasielærerjobbet tidligere primært stillede høje faglige krav, så har hverdagen ændret sig til også at udfordre gymnasielærerens evne og kapacitet til omsorg og hensyn til et stigende antal elever, hvoraf flere og flere har problemer med deres mentale sundhed og svært ved livet.

Men hvor man som gymnasielærer har en solid faglig baggrund for at undervise i sine fag, så hviler mange læreres omsorgskapacitet på den enkeltes almenmenneskelige evner til omsorg, og kun få har indsigt i de mentale problemer, som eleverne bokser med og ønsker hjælp til. Derfor må det være vigtigt, at der kommer en diskussion af lærerens rolle og opgaver, hvor meget vi kan klare inden for de rammer, vi har givet; en diskussion af uddannelsens formål. Den fælles diskussion og afklaring skal lærerne acceptere, og det må være i egen interesse.

Man aner konturerne af en skillevej eller en kløft i ungdomsuddannelsernes virke: på den ene side faglig uddannelse og kompetenceudvikling (det kendte og traditionelle spor) eller på den anden et spor med livsduelighed og en mere generel menneskelig dannelse (som ikke er et spørgsmål om viden om kanoniske tekster og den slags). Sat på spidsen: et valg mellem undervisningsministeriet eller social- og trivselsministeriet. Hvor skal vi hen? Om det er ok, at gymnasielærere bliver onde af at være søde, skal ikke afgøres af den enkelte lærers personlige standarder og præferencer.