Vi er vant til, at grundbøger i sociologi tager udgangspunkt i temaer som for eksempel kultur, ungdom, identitetsdannelse og så videre. Sociologibogen har brugt en anden approach. Her vælger man snarere at fortælle sociologiens historie.

Efter en afgrænsning af faget, herunder en spændende diskussion om, hvorvidt sociologien bør have en samfundskritisk tilgang, fortsættes med de klassiske sociologer og deres analyse af fremvæksten af det moderne samfund og konsekvenser for menneskers sociale liv.

Herefter spørgsmålet om, hvordan sociale systemer fungerer (Parson, Merton og Luhmann), efterfulgt af hverdagslivets sociologi, blandt andet med en fin gennemgang af Goffman.

Kapitel 5 handler om den sociale konstruktion af magt (Foucault og Bourdieu). Kapitel 6 benytter Habermas og Honneth til at analysere kritisk teori, og bogens sidste kapitel, Sociologiske samtidsdiagnoser, kommer rundt om neoliberalismen, kommunitarismen, det refleksivt moderne, belastningen og fremmedgørelsen af individerne. Centrale temaer, der med fordel kunne være udfoldet yderligere, da det typisk er disse teorier, vi benytter, når vi tolker vores hverdag.

Det er lykkedes forfatterne at skabe en sammenhængende fremstilling af, hvordan samfundet har udviklet sig de sidste 150 år set med sociologiske briller, og hvor de store sociologiske tænkere indpasses på en fin måde. Centrale begreber foldes ud i teksten, og i bogsidernes margen defineres disse begreber kort.

Bogen er velskrevet. Den vil blive brugt på A-niveau i gymnasiet, men måske endnu mere på videregående uddannelser, hvor den fylder et hul ud.
På bagsiden af bogen skriver forlaget, at der følger en hjemmeside med med supplerende materiale og bogens figurer. Bogen udkom i december 2016, men i skrivende stund, primo februar 2017, er materialet stadig fraværende. Det er skidt.