Om hvorfor undervisning ikke bare kan hedde læring
Hvorfor er vi nogle, der har så meget imod ordet “læring”? Kan det ikke være lige meget, hvad vi kalder det?
Nej, for “læring” flytter undervisningens fokus til den indre proces i eleven, som vi ikke kan se, (og som derfor skal gøres synlig og målbar.) Når fokus ligger et usynligt sted inde i eleven, bliver de andre undervisningselementer sekundære og i princippet valgfrie: Læreren, bøgerne, fagene, klassekammeraterne, relationerne, skemaet, klasseværelset, rektor, forfatterne og videnskabsfolkene, traditionerne, pauserne, didaktikken, ferierne, opgaverne, feedbacken, begreberne, metoderne, eksamen og alt hvad vi ellers forbinder med skole og undervisning.
Undervisning er en mangfoldighed af elementer og ritualer; en kompleks afspejling af kulturen og videnskaben som grundlag for dannelsen af mennesker som individer og fællesskaber. Undervisning er en gave og noget, man modtager og deltager i. “Læring” derimod er en degradering af den kompleksitet, som mennesker dannes i, en forsimpling, som gør det muligt at give eleven “ansvar for egen læring”, som om resten af undervisningens elementer var noget, eleverne kunne shoppe rundt og hive ned fra hylderne efter smag og behag.
“Læring” er desværre også en forsimpling, som passer godt ind i en effektiviseringstankegang, for hvis elevens læring er i fokus, og alt andet bare er valgfrie elementer, kan man jo afskaffe eller spare på alle de fordyrende led og i stedet sætte eleverne til at “hackschoole læring” på internettet. Men det er eleverne bare ikke i stand til, før de har modtaget og deltaget i en hel del års – undervisning!
Derfor kan vi ikke se igennem fingrene med, at man degraderer undervisning til læring, for det åbner sluserne for en massiv reduktion af undervisningen, som man allerede kan se starten på rundt om på skoler, hvor der i effektiviseringens navn fx bliver lavet fælles forløb og forelæsninger.
Kommentar til indlægget
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode