Irriterende finansministre eller hvordan jeg lærte at elske omprioriteringsbidraget

Så ser det ud til, at vi skal have en ny regering og med de udmeldinger, de fleste partier har haft, kan vi nok også vinke farvel til det udskældte omprioriteringsbidrag. Og nu var jeg ellers lige begyndt at vænne mig til det. Jeg havde tilmed lært at se de positive sider af dette sminkede nedskæringsværktøj. Deraf også den Stanly Kubrick inspirerede titel på dette indlæg.

Men hvordan kunne jeg da elske omprioriteringsbidraget?
Tja, det første år mærkede jeg det ikke så meget, jeg fik godt nok ikke nogen bonus det år, men så fik jeg lidt ekstra ind ved at være skriftlig censor, som konen kunne købe nye møbler for. Året efter betød det, at antallet af dumsmarte, men dyre motivations-foredragsholdere, der kom forbi skolen, endte på et stort nul. Super, det kunne jeg godt vænne mig til, for som regel er det kun en ud af fem af disse opreklamerede foredragsholdere, der reelt kan levere noget brugbart. For det meste er det jo bare nogle banaliteter, som blev serveret på en halvsmart måde. Og det behøver man altså ikke betale så mange penge for. Jeg vil da gerne sige de samme banaliteter, som de gør, og så kun til den halve pris.

Men det mest positive, jeg har oplevet ved omprioriteringsbidraget, var, da vi erkendte, at der ikke længere var råd til at give eleverne ipads. Lige præcis der så jeg omprioriteringsbidraget som noget fornuftigt. For de ipads har ikke gjort en eneste af vore elever klogere. Tværtimod. Ipads er underholdningsmaskiner, og det er også ok. Der findes ganske rigtig aps, som eleverne kan bruge til noget fornuftigt, men da de alligevel alle sammen har smartphones, der kan det samme, har det vist sig, at udlevering af ipads til eleverne har været spild af ressourcer. Hvis man skulle lære noget af hypen omkring ipads, så er det, at Apple er sindssyg gode til at markedsføre deres produkter. Fint nok at prøve ipads af, men allerede efter et år var det tydeligt, at de ikke leverede valuta for pengene. De blev jo primært brugt til netflix, online poker og racerbilsspil o.l.

Men da omprioriteringsbidraget betød, at jeg begyndte at miste gode og dygtige kollegaer. Og fordi de tilbageværende i forvejen travle kollegaer skal overtage de afskediges opgaver uden at få ekstra betaling for det, ja der var det, at min kærlighed til omprioriteringsbidraget begyndte at falme hurtigt. For en ting er, at jeg godt vil arbejde som gymnasielærer, men der er også grænser for, hvor hurtigt vi lærere skal løbe for at levere en tilfredsstillende indsats. Vi har jo brug for, at lærerne udover at være forberedt til deres timer, også får udviklet sig fagligt. Hvis jeg ikke har tid til at udvikle mig indenfor mine fag, så er jeg bange for, at jeg ville gå i stå. Og en lærer, der er gået i stå, er noget af det værste, en elev kan blive udsat for.

Så nu hvor vi får en ny regering, og det sandsynligvis bliver en regering støttet af partier, der ønsker at investere i uddannelse, så håber jeg godt nok, at GL vil arbejde hårdt på at få skaffet os nogle bedre arbejdsforhold igen. Dels ved at arbejde hårdt for, at vi får vores forberedelsestid tilbage igen, og dels ved at kunne få betaling for evt. overarbejde. For hvis man ikke får det ført igennem, så vil der komme nedskæringer igen, inden der er gået fem år. For så længe vi lider under OK13, så mangler vi gennemsigtighed og klarhed på, hvad vores arbejde består af og kræver. Og så længe vores arbejde ikke er gennemsigtigt igennem vores overenskomst, så vil der være politikere, som ikke forstår, hvad lærere reelt set laver. Den slags politikere vil hurtigt kunne finde på igen at lave nedskæringer på gymnasierne. Det bekymrer mig, for næste gang der kommer noget, der ligner omprioriteringsbidraget, så er jeg ikke sikker på, at jeg kan finde den samme ”kærlighed”. Heller ikke selvom de skulle finde på et nyt smart ord for nedskæringer, som lyder lige så ”positivt” som omprioriteringsbidrag.