Status på forhandlingerne: Derfor er det så svært

Virkeligheden afhænger ofte af øjnene, som ser.

På den ene side er det positivt, at arbejdsgivernes og lønmodtagernes forhandlere bruger mange timer sammen i Forligsinstitutionen, men på den anden side er det negativt, at forhandlerne ikke har gode nyheder med, når de går trætte hjem fra forhandlingerne.

I dag fortsatte forhandlingerne om løn mellem kommunernes forhandlere og de kommunalt ansatte i Forligsinstitutionen. Parterne forhandlede til sent ud på natten til tirsdag uden dog at være kommet tættere på en aftale.

Spørgsmålet om lønnen er svær at finde en løsning på – og det er endda kun et ud af tre stridspunkter.

Forhandlingerne handler nemlig ikke bare om en procentsats for, hvor meget de offentligt ansatte skal stige i løn de næste tre år. Det handler også om i hvor høj grad og hvordan, SOSU-assistentens, lærerens og alle de andre offentligt ansattes lønstigninger skal følge de ansatte i det private.

Og her bliver det teknisk, for på forhandlingsbordet er der både modeller, hvor de offentligt ansattes løn skal følge overenskomstforliget på det private arbejdsmarked eller den forventede lønstigning for de privatansatte.

Samtidig diskuterer man også, hvor meget de offentligt ansattes løn skal stige, hvis lønnen i det private stiger mere end forudset. Lønmodtagernes organisationer har spillet ud med en regulering af lønforskellen på 100 procent, men det mener arbejdsgiverne er alt for meget, fortæller en kilde tæt på forhandlingerne.

Med andre ord er parterne lige nu uenige om flere tekniske spørgsmål, og selv hvordan man skal regne på lønstigningerne er til diskussion.

Sophie Løhde holder øje
Det er næppe realistisk, at Kommunernes Landsforening (KL) kan eller vil lande en lønaftale med de offentligt ansatte, som statens arbejdsgivere ikke kan nikke ja til.

Minister for offentlig innovation og chefforhandler Sophie Løhde og Moderniseringsstyrelsen vil ganske enkelt ikke tillade en i deres øjne for rundhåndet aftale til de kommunalt ansatte.  

Det er da normalt også staten, som først lukker en overenskomst, og derefter følger kommunerne efter.

Forligsmanden er strategisk
Der kan dog strategisk set være en idé i, at forligsmanden, som er en kvinde og hedder Mette Christensen, alligevel forsøger at få forhandlet en lønaftale på plads på det kommunale område først, vurderer Mikkel Mailand, som er arbejdsmarkedsforsker på Københavns Universitet.

“Forligsmanden svinger taktstokken i forhandlingerne og bestemmer groft sagt hvad, hvem og hvornår, der skal forhandles. Hun kan for eksempel opleve, at der kan være mulighed for et gennembrud på lønspørgsmålet i kommunerne, som kunne lægge et pres på staten. Der kan godt være meget taktik i den måde, forligsmanden fører forhandlingerne på,” siger Mikkel Mailand, som dog understreger, at det er svært at vide, da forhandlingerne er fortrolige.

En kilde fra arbejdsgivernes lejr vurderer, at lønspørgsmålet er endnu mere fastlåst på statens område på grund af, at Sophie Løhde mener, at lønmodtagernes lønstigningner har været for store siden 2008, og der derfor er et løngab, som skal lukkes.

Det er statens forhandlere dog lodret uenige i.  

Arbejdstiden til lærerne skudt til hjørne
KL og de kommunalt ansatte forhandler som sagt om løn i dag. Tidligere i forløbet valgte forligsmanden at skyde spørgsmålet om lærernes arbejdstid til hjørne.

Kilder på begge sider af bordet fortæller, at man også her er meget langt fra en aftale. Lærerne ønsker blandt andet at få en kvartalsnorm i stedet for en årsnorm for at få en mere jævn arbejdsbelastning. Kommunerne mener dog, at en kvartalsnorm giver for meget bureaukrati på skolerne og bliver for dyr i overarbejdsbetaling.

En kilde tæt på forhandlingerne nævner, at det har en vis effekt, at de politiske meldinger fra Christiansborg er mere venligt stemte over for lærerne, end de var i 2013. Blandt andet har formand for Dansk Folkeparti Kristian Thulesen Dahl været ude og sige, at lærerne bør tilgodeses af arbejdsgiverne i forhold til i 2013, hvor lærerne efter hans mening blev kørt over.

Det kan tolkes derhen, at kommer der et politisk indgreb efter en eventuel konflikt, så kan der være en politisk håndsrækning på vej til lærerne. Derfor har lærerne ikke lyst til at skrive under på en aftale, som teoretisk set kan være dårligere, end hvad et politisk indgreb kan føre med sig.

Nu er vi dog ude i de mere spekulative og taktiske overvejelser, som ikke kan undgå at klæbe til overenskomstforhandlinger. Især ikke nu hvor forhandlingerne føres i Forligsinstitutionen, hvor parterne ikke må referere fra møderne.

Og så er der frokostpausen
Under alle omstændigheder er der meget sværere forhandlinger tilbage. Og så har vi endda ikke været inde på den betalte frokostpause, som de faglige organisationer vil have sikret i overenskomsten.

Lige nu ved ingen – ud over forligsmanden – hvornår den betalte frokostpause skal forhandles igen. Og der er heller ikke lagt nye forhandlingsmøder ind i kalenderen for statens forhandlere.

Forligsmanden valgte kort før påske at udskyde de varslede konflikter i 14 dage, og dermed udskød hun strejker, som skulle være begyndt onsdag i denne uge på en lang række arbejdspladser blandt andet 19 gymnasier.  

Alene det, at forligsmanden valgte at udskyde konflikten og vinde mere tid til forhandlinger, er et positivt tegn, mener Mikkel Mailand.

“Selvom meldingerne er, at det går trægt med forhandlingerne, så har forligsmanden set en mulighed for, at det kan lade sig gøre at lave en aftale. Og nogle gange er det jo først op til deadline, at tingene rykker sig,” siger Mikkel Mailand.