Pigen, der ikke ville tie

August 2006. Klassekammeraterne i 1.g på Frederiksberg Gymnasium havde næppe nået at ane noget anderledes ved pigen med den gyldne navnehalskæde, som hun få uger tidligere havde fået i gave af sin mor til sin 17-års fødselsdag.

Dels var det kun tredje dag, de var sammen. Og dels havde pigen, Geeti Amiri, gennem flere år lært at skjule de blå mærker på kroppen, spille skuespil og fremstå udadtil, som var alt i bedste orden.

Facaden var fjernt fra virkeligheden. Samme dag kom beskeden om, at hun skulle fjernes fra hjemmet på Amager, hvor hun havde boet i knap 13 år med sin familie. Det var kulminationen på tre års psykisk og fysisk vold fra storebroderens side, mens moderen tavst så til. Et langvarigt overgreb, der var eskaleret efter faderens død tre år forinden, da Geeti Amiri var 14 år.

Geeti Amiri gik op til gymnasiets rektor og forklarede, at det var hendes sidste dag. Han kontaktede sin rektorkollega på Øregård Gymnasium i Hellerup og sikrede, at Geeti Amiri kunne fortsætte sin uddannelse der dagen efter.

Da hun forlod gymnasiet, tog hun hjem og fandt de sække med ejendele, som hun havde skjult nederst i sit skab. I selskab med en ungerådgiver og to betjente kørte hun til et bosted i Hellerup, hvor hun samme aften måtte skille sig af med navnekæden, fordi hun nu skulle have nyt navn og ny identitet.
 
Et helligt sted
Historien om Geeti Amiris opvækst i en afghansk flygtningefamilie på kontanthjælp og hendes årelange kamp for friheden til at træffe egne valg og leve et liv på egne betingelser kan læses i bogen Glansbilleder, der ligger på bordet foran os på forlagskontoret i det indre København, hvor vi mødes en uge før udgivelsen.

I bogen fortæller hun om den tvang og kontrol, som piger og kvinder med muslimsk minoritetsbaggrund møder i den undertrykkende kultur, der er rejst med fra oprindelseslandet. Og tvangen er ikke begrænset til eksempelvis valg af ægtefælle, men handler også om valg af ungdomsuddannelse og videre karriere med ulykkelige konsekvenser til følge, påpeger hun.

Mere om den problematik senere; først skruer vi tiden 10 år tilbage.

”Jeg kan huske, at jeg tænkte, de er jo hamrende søde, de her mennesker, jeg går i klasse med. Jeg havde glædet mig til at starte på Frederiksberg. Det var ikke bare et tilfældigt gymnasium, mine søstre havde gået der. Og i alle de år, jeg havde været udsat for vold og været dybt ulykkelig, var uddannelse og bøger mit fristed. Mit hellige sted. Jeg tænkte: Det bliver også ødelagt nu, det bliver også taget fra mig,” fortæller hun og fortsætter:

”Jeg vidste, før jeg startede, at jeg ville blive fjernet hjemmefra til et eller andet bosted. Men alligevel havde jeg bildt mig selv ind, at selvfølgelig skulle jeg kunne gå på det samme gymnasium. Det var ikke mig, der var noget galt med. Jeg havde ikke gjort noget forkert. Jeg havde ret til at uddanne mig.”
 
Afsked og sammenbrud
Skolegangen på Øregård Gymnasium kom til at vare et halvt år og indeholdt få gode minder. Hun hadede sit nye navn og falske identitet, hvilket blot forstærkede følelsen af fallit. Sidst på året fik hun mulighed for at flytte i egen lejlighed på Nørrebro, hvorefter hun i februar 2007 atter begyndte på Frederiksberg Gymnasium i parallelklassen.  

Selv om hun fik en ny mulighed på drømmegymnasiet, besluttede Geeti Amiri at stoppe midtvejs i 3.g. Undervejs stod det klart, at drømmen om engang at læse medicin og finde kuren mod sygdommen ALS, der havde forårsaget faderens død, var urealistisk. Hun erkendte, at hun hverken havde motivationen eller de faglige anlæg til at fordybe sig i de naturvidenskabelige fag. Og ved siden af havde hun rigeligt at gøre med at få tilværelsen til at hænge blot nødtørftigt sammen.

 ”I 2.g havde jeg så meget fravær, at jeg var oppe i fuldt pensum. Det var svært for mig at overkomme livet. Der var dage, hvor jeg ikke kunne komme ud af sengen, ikke kunne komme ud af mit hjem. Jeg låste mig inde. Og ellers arbejdede jeg røven i laser for blot at have råd til at have tag over hovedet. Jeg knækkede sammen. Jeg kunne ikke mere.”

Da hun havde truffet beslutningen, tog hun afsked med sine lærere, herunder dansklæreren Pia Ohrt.

 ”Hende skylder jeg meget, og den dag, jeg droppede ud, sad jeg hos Pia og tudede, for det var også en erkendelse af, at jeg havde tabt. Fra dag ét har hun nok vidst, at der var nogle andre kampe i livet for mig, der måtte vindes, før den her kunne vindes. Hun var også vidne til den kollektive udstødelse fra ’de brune’, som ikke ville have noget med mig at gøre. Jeg gik i korte kjoler om sommeren, havde kærester og gik til fest. Det var svært at få lov til at være mig selv, fordi jeg gik på et gymnasium med mange elever med minoritetsbaggrund. De havde travlt med at opdrage og kontrollere hinanden og fortælle, hvordan en god muslim skal opføre sig.”

I dag er hun på den ene side forundret over, at ingen lærere hjalp hende, i lyset af hvor forpint hun var. Men hun noterer samtidig, at de som andre fagfolk herhjemme i hendes øjne ikke har tilstrækkelige forudsætninger for at forstå og håndtere de elever, som har dybe problemer som følge af en undertrykkende patriarkalsk kultur.

De følgende år kæmper Geeti Amiri med at finde fodfæste i en ny virkelighed med arbejde, forelskelser, mismod og selvmordsforsøg, før hun i 2012 smides ud af lejligheden. Hun flytter hjem til moderen, og langsomt forsones hun med hende og siden også med storebroderen. Fra foråret samme år til sommeren 2013 knokler hun sig målrettet gennem hf og begynder i september på statskundskab på Syddansk Universitet. Hun når at opleve den største kærlighed, før tilværelsen atter styrter i grus, da hans familie på forlovelsesdagen lader meddele, at de ikke kan acceptere forlovelsen. Endnu et glansbillede er flået itu, og om tiden frem til og efter, at hun fra 2015 nægter at tie længere og bliver en markant stemme i den hjemlige debat, kan man læse i bogen.

Pres fra familien
For her har vi et hængeparti med gymnasiets udfordringer med minoritetselever og omvendt.

Som mange andre unge i gymnasiet med minoritetsbaggrund stilede Geeti Amiri efter en prestigefyldt uddannelse. De unge oplever et massivt pres fra baglandet i forhold til valg af uddannelse, og de fastholder hinanden i en social og kulturel spændetrøje, når de kommer i gymnasiet og på universitetet, mener hun.

”Selv om det er børn af analfabeter fra en flygtningelejr, skal de efter familiens ønske søge ind på de mest prestigefyldte og sværeste uddannelser. På Frederiksberg Gymnasium havde de naturvidenskabelige retninger med biologi, fysik og kemi overtal af elever med anden etnisk baggrund. De skulle alle være tandlæger, læger, ingeniører eller farmaceuter. På medie og humaniora var der en eller to. Og på samfundsfag var der enkelte med etnisk baggrund, som skulle læse statskundskab eller jura. De synes, det er røvsygt, men de forliger sig. Det forventes i minoritetsmiljøerne.”

Hvorfor er det et problem?

”Det er da et problem, at man vælger uddannelse for at tilgodese forældrenes ønsker. Man skal i langt højere grad bruge uddannelserne til at give de unge en ny kulturel identitet. Når du tager en almen gymnasial uddannelse, skal du ikke bare lære at regne brøker ud og skrive en stil. Du skal udfordres og blive et helt menneske. Og det sker ikke i dag. Vi har gymnasier, hvor elever med anden etnisk baggrund er klumpet sammen, og et stenkast derfra har vi et ’hvidt’ gymnasium. På de ’brune’ gymnasier får du ikke den kulturelle dannelse. I stedet får vi et parallelsamfund i gymnasiet, hvor der kigges skævt til piger, der har lyst til at feste, og drenge, der ikke taler perkerjargon. Den kulturelle dannelse går i stå, hvis du ikke får føjet noget nyt til din personlighed.”
 
At finde sin rygrad
Ifølge Geeti Amiri er benægtelsen af problemets eksistens en vigtig hindring for forandring. Når man er underlagt undertrykkelsens mønster, kommer man nemt til at videreføre det. På gymnasierne og universiteterne, hvor hun holder foredrag og debatterer, er afvisning en hyppig reaktion.

 ”Men når jeg så er på vej hjem, skriver de bagefter: ’Kære Geeti, tak for dit foredrag, jeg ville så gerne have sagt: Ja, det har jeg også prøvet. Men jeg turde ikke. Jeg ved, at det vil skabe problemer for mig.’ Det er virkeligheden. Og universitetet er endnu værre end gymnasiet. Vi taler om voksne mennesker uden en demokratisk stemme. Man kan bebrejde forældregenerationen meget, men jeg synes også, at der er mange kujoner i ungdomsgenerationen, fordi de vælger den nemme udvej, husfreden, og ikke tager et opgør med baglandet.”

Er ønsket om at klare sig godt og bryde den sociale arv ikke et fælles ønske?   

”Jeg har ikke noget imod, at man klarer sig bedre. Man skal bare prøve at forme sit eget liv i stedet for at acceptere, at der kun findes en håndfuld godkendte uddannelser. Man må nogle gange finde sin rygrad. Et samfund består ikke kun af jurister og læger.

Jeg håber, at der er unge derude, der vil læse min bog og tænke, at der kan være en lykkelig afslutning. Den er bare ikke som i et eventyr, men i det virkelige liv.”