Grønlandske gymnasier ligger ikke i Danmark

Gymnasielærerne i Grønland er udfordret af en stor spredning i elevernes forudsætninger.

”Det er grundlæggende et kæmpe problem, at de kommer her og skal undervises på dansk. Det svarer jo lidt til, at vi skulle tage en studentereksamen på tysk,” siger rektor Otto Simonsen, som kan berette om en stor grønlandsk bevidsthed i Aasiaat, hvor gymnasiet modtager elever fra Diskobugten og resten af Nordgrønland. Grønlandsk er det sprog, eleverne taler indbyrdes, hvor det eksempelvis i Nuuk ikke er ualmindeligt at høre dansk som elevernes indbyrdes sprog.

På et godt år sender gymnasiet i Aasiaat ifølge Otto Simonsen ikke mere end et par studenter til Danmark for at læse videre. Og stramme karakterkrav har gjort det sværere at komme ind på universitetet og læreruddannelsen i Grønland fra 2017.

”Det er rigtigt, at der er en stor spredning. Men lad os nu heller ikke gøre det værre, end det er. Sidste år havde vi for eksempel et SRP-gennemsnit – vurderet af eksterne censorer i Danmark – på 6,4. Det er der mange danske gymnasier, der ikke kan leve op til,” siger Mikael Enggaard, rektor på GUX Nuuk.

Problemet med især de manglende sprogkundskaber er eskaleret med folkeskolereformen og grønlandiseringen, der har været så stor en succes, at medaljen har fået en utilsigtet bagside: Nogle af eleverne kommer i gymnasiet og kan stort set ikke et ord dansk. Samtidig er der blandt grønlandske elever tradition for højt fravær.

Otto Simonsen har derfor kørt en mere konsekvent linje end tidligere i forhold til elever med højt fravær. Der var 379 elever ved skolestart i august. I dag er der 274. Nogle er selv stoppet, nogle er blevet vejledt til at stoppe, mens

andre er blevet udmeldt af rektor. Mange af dem begynder dog efter alt at dømme igen næste år. Men det er nu ikke alle, der optages, hvis de ikke vurderes som studieegnede.

Lærerne og studievejlederne i Aasiaat er glade for og enige i den stramme kurs. Problemet har været, at det er svært for lærerne at tilrettelægge undervisningen, når man aldrig ved, hvem eller hvor mange der møder op.

Det er dog også hørt i det grønlandske samfund, hvor der nogle steder er en stærk grønlandsk bevidsthed, at de danske lærere bør tænke på, at de er i Grønland og ikke i Danmark. De kan derfor ikke forvente at kunne bedrive undervisning – for eksempel litteraturanalyse – på samme niveau som på et dansk gymnasium. Lærerne er der først og fremmest for de grønlandske elevers skyld, ikke for deres egen.

Samtidig har mange undersøgelser gennem årene vist, at mange grønlandske unge har været udsat for overgreb. Det er medvirkende til, at nogle af dem derfor har nogle særlige udfordringer, det kan være nødvendigt at tage særligt hensyn til.