Markedets behov styrer uddannelsespolitikken

GL’s hovedbestyrelse havde i april kombineret sit månedlige møde med en særdeles tætpakket og intens tredages studietur til Bruxelles og Paris.
Formålet var at mødes og diskutere med nogle af de aktører, der er med til at påvirke uddannelsespolitikken, hvad enten det handler om trends, lobbyisme eller målinger og rapporter.

Det blev nogle travle og informationsmættede dage i de to terrorramte hovedstæder, hvor den lune forårssol og lysegrønne blade på træerne gjorde en ihærdig indsats for at overstråle en massiv tilstedeværelse af militær, politi og skarpladte våben.

I Bruxelles bød programmet på besøg i det internationale fagforeningshus og i EU-institutionerne, hvor blandt andre danske EU-parlamentarikere og kommissær Vestager havde afsat tid til møder med GL-delegationen, mens det i Paris var OECD og UNESCO, der bød op til dans.

Uddannelse et instrument for markedet
Første stop var hos Danske Lærerorganisationer International (DLI) i International Trade Union House, hvor daglig leder Thomas Hoelgaard opridsede de rammer, der kan ageres indenfor i den massive påvirkning, undervisningsverdenen – som jo stadig er et nationalt anliggende – konstant udsættes for fra aktører som EU, FN, OECD, WTO, Nordisk Råd etc.

I EU-systemet er uddannelse i stigende grad blevet en del af beskæftigelses- og arbejdsmarkedspolitikken. Således er der ikke længere en udbredt opfattelse af uddannelse som et mål i sig selv, men snarere som et instrument til at tilfredsstille markedets behov.

”Det betyder mere kortsigtede løsninger og fokus på hurtige effekter – og dermed større fokus på korte uddannelser. Omvendt giver det også nogle muligheder, hvis man kan overbevise om, at det kræver en større vilje til investeringer, hvis man vil nå vækstmålene. Vi skal altså finde ud af, hvordan vi kan ’tale ind i’ de andre aktørers dagsordener,” lød det fra Thomas Hoelgaard.

For eksempel er flygtningesituationen et dominerende tema – og den manglende danske succes med at integrere flygtninge og migranter på arbejdsmarkedet er et af de væsentligste problemer, der fremhæves i EU-Kommissionens landerapport for Danmark.

”Det vil sige, at nøglen til at byde ind med noget som helst andet er at kunne byde ind i forhold til den dagsorden motiveret af økonomiske og sikkerhedspolitiske hensyn. Uddannelse ses som et kerneelement i håndteringen af udfordringerne,” forklarede Thomas Hoelgaard.

Økonomerne har overtaget
Direktør Martin Rømer i ETUCE (European Trade Union Committee for Education, red.) kunne senere tilføje, hvordan det er blevet sværere at håndtere uddannelsesspørgsmål overfor EU-Kommissionen, fordi den reelle ’magt’ ikke længere ligger hos Direktoratet for Uddannelse og Kultur, men har rykket sig til Arbejdsmarkedsdirektoratet.

”Uddannelse skal matche markedets behov og de ’skills’, der bliver nødvendige, så vi ikke ender i blindgyder og mismatches. Men det er efter min vurdering et håbløst arbejde, for hvis man virkelig lavede sådan en fremskrivning, ville man jo straks se, at vi mangler fire millioner lærere i EU,” sagde Martin Rømer.

Netop den lange række af initiativer, der bid for bid gør uddannelse til et instrument for arbejdsmarkedspolitikken, er ETUCE særdeles kritisk overfor.

”Uddannelse betyder noget for den enkelte. Det betyder noget for en kultur. Men økonomerne har helt klart overtaget. Derfor skal vi fighte tilbage og fortælle, at kvalitet i uddannelsessystemet er alt muligt andet end tal,” mente Rømer.

I Direktoratet for Uddannelse og Kultur nikkede Thomas Pritzkow fra afdelingen Schools and Educators delvist til oplevelsen af, at den største indflydelse på uddannelsesområdet er flyttet til et andet direktorat.

”Jeg vil mene, at det er som to nationale ministerier, der siger, at de søger synergi gennem samarbejde. Men vi tror fortsat på de kompetencemål, vi arbejder efter. Vi har i direktoratet altid argumenteret for brede kompetencer, og de specifikke færdigheder, Arbejdsmarkedsdirektoratet fokuserer på, er blot en del af de kompetencer,” svarede han.

Summen af synder konstant
Det var således godt klædt på med viden om rammerne for det politiske påvirkningsarbejde, at GL-politikerne kunne begive sig til møder med nogle af aktørerne på toppen. Blandt andet danske medlemmer af Europa-Parlamentet (MEP). Som MEP kræver det imidlertid også et hårdt stykke benarbejde at få ideer igennem. Det fortalte Venstres enlige repræsentant, Morten Løkkegaard, om. Han havde en helt varm nyhed med, nemlig at han fra 1. juni er kommet med i Parlamentets Kultur- og Uddannelsesudvalg.

”Det er ikke et ret prestigefyldt udvalg på grund af de manglende lovgivningsmuligheder. Men der er gode muligheder for at udøve påvirkning,” forsikrede han.

Han ser dansk Europapolitik som noget 1864-agtigt: En blanding af mindreværdskomplekser og storhedsvanvid og mener, at især lærerne har en gevaldig dannelsesopgave foran sig og et kæmpe ansvar for at give de unge en europæisk og international dimension. Hvad vi oplever nu, er en politikerlede, der også forplanter sig som EU-modstand. Dannelse – og moderne it-dannelse – er ganske enkelt vigtigere end nogensinde, lød Venstre-politikerens budskab.

”Politikere i dag er hverken værre eller mere korrupte, end de altid har været – summen af synder er konstant! Men teknologien har udviklet sladderkulturen fysisk og geografisk, så alting bliver eksponeret.”

Også socialdemokraten Ole Christensen fra Beskæftigelses- og Fiskeriudvalget udtrykte bekymring for EU’s fremtid. Vi står ved en skillevej, sagde Christensen, som ellers især er engageret i kampen mod social dumping, med henvisning til den kommende britiske folkeafstemning og det mulige ’brexit’ fra EU.

”Vi taler ikke nok om EU i Danmark. De danske folketingspolitikere ved heller ikke nok. De står ikke engang på mål for meget af det, de selv har været med til at indføre. Jeg frygter et á la carte-Europa, hvor man bare plukker de ting, der er gode for en selv.”

Også konkurrence-kommissær Margrethe Vestager kom ind på frygten for ’EU-krokodillen 800 kilometer væk’ i mange danskeres bevidsthed. Der er ingen tvivl om, at hun ser EU som en del af løsningen, og faktisk udtrykte hun ærgrelse over, at uddannelse stadig hører under national lovgivning, hvilket der dog er kompenseret en smule for gennem internationale projekter og ordninger.

Målbarhed versus almendannelse
Studieturens Paris-del foregik i OECD- og UNESCO-regi, hvor GL’s hovedbestyrelse fik lejlighed til at høre om og diskutere PISA- og TALIS-undersøgelser og de måleparametre, der bruges, og som institutionerne til stadighed forsøger at udvikle.
Hvad kan måles og dermed retfærdiggøre de til tider forkætrede internationale sammenligninger? Kan man måle samarbejde, dannelse, kritisk tænkning og selvstændighed, så undersøgelserne ikke blot bliver politisk misbrugte rangordninger på nationalt plan? Det er klart ambitionen, forklarede afdelingschef Yuri Obara Belfali i OECD’s afdeling for uddannelse og kompetencer.

Det var dog et punkt, Tomas Kepler fra GL’s uddannelsesudvalg havde et lidt ambivalent forhold til. På den ene side positivt at høre om bestræbelserne på at udvikle testsystemer for færdigheder – helt over i karaktertræk – som vi normalt vil sige, at vi hverken kan eller skal forsøge at opstille simple test og rankings for. På den anden side ikke helt betryggende at erfare, at OECD endnu ikke er nået frem til et godt bud på, hvordan det skal gøres, mener Tomas Kepler.

”Og at ville måle på ’de rigtige holdninger’ – det har altså en grim smag af forsøg på indoktrinering over sig. Altså en kontraproduktiv handling, hvis man rent faktisk vil promovere demokratisk sindelag, gensidig respekt og kritisk, selvstændig tænkning,” siger Tomas Kepler.

Til gengæld var han glad for UNESCO’s engagement i globalt medborgerskab – ikke mindst at høre den projektansvarlige medarbejder give udtryk for det synspunkt, at det ikke nødvendigvis ligger i kortene for UNESCO, at sådanne temaer partout skal måles og testes – tværtimod kan det måske igen være kontraproduktivt at forsøge noget sådan!

”I et uddannelsesunivers, hvor kun det målbare tæller, kan man godt bekymres for almendannelsens skæbne, men jeg synes omvendt, der blev sendt signaler om et muligt gryende skifte fra det snævert erhvervsorienterede til det bredere medborgerskabsdannende. Om dette er en reel bevægelse, eller blot et øjeblikkeligt billede set i lyset af terrorangrebene og Paris-deklarationen, det er selvfølgelig svært at sige,” lyder det fra Tomas Kepler.

Lærerne som centrale aktører
For GL’s hovedbestyrelsesmedlemmer var det en lærerig studietur, som gav såvel nyttig viden som refleksion over de faktorer og aktører, der skubber til udviklingen på uddannelsesområdet.
For Alex Young Pedersen, formand for GL’s Uddannelsesudvalg, blev det tydeligt, at de store organisationer ser lærerne som centrale aktører for indfrielse af målene. Derfor er kvalitet på alle niveauer påkrævet. Det forudsætter øget fokus på kvalitet i undervisningen, styrkelse af efteruddannelse og øget lærersamarbejde.

”UNESCO, EU og OECD arbejder med målsætninger, som er dele af den moderne dannelse, som gymnasierne i dag leverer og fortsat skal levere. Frihed, tolerance, respekt for menneskerettigheder, demokratiske værdier, bæredygtig udvikling og interkulturel kommunikation. Målene, som man på globalt og regionalt plan arbejder med, er tværfaglige problemstillinger, som gymnasielærere har de bedste forudsætninger for at beskæftige sig med i den daglige undervisning. Samfundets syn på gymnasielærerne afhænger af vores medvirken til at løse samtidens og fremtidens udfordringer. UNESCO’s 2030 Agenda om bæredygtigt udvikling samt EU’s Paris-deklaration om styrkelse af medborgerskab og demokratiske værdier gennem uddannelse understøtter GL’s arbejde for at skabe de bedste rammer for kvalitet i undervisningen,” mener Alex Young Pedersen.

Paralleller til gymnasiereformen
Tomas Kepler ser en rød tråd i stort set alt det, hovedbestyrelsen blev præsenteret for. Det var to dagsordener – uddannelse mere rettet mod erhvervsliv, med nytteværdi forstået som karriere/arbejdstagerrolle samt medborgerskab, set i et antiradikaliseringsperspektiv – med en tredje dagsorden som underlægningsmusik, nemlig de latent tilstedeværende begreber test, målbarhed, synligt udbytte af uddannelsen og lignende.

”Det store dyr i åbenbaringen er nærmest alle steder den såkaldte flygtningekrise – i et vist omfang sekunderet af den overordnede økonomiske krise, som jo har medført arbejdsløshed og begrænset vækst. Heraf udspringer en række udfordringer med integration, såvel politisk og kulturelt som på arbejdsmarkedet, som man som uddannelsesorganisation altså stilles overfor at skulle levere målbare svar på,” siger Tomas Kepler, som ikke finder den virkelighedsforståelse overraskende; det interessante var at se den fra GL’s position og gå ind i diskussionerne for at udforske de muligheder og farer, der ligger i de politiske ønsker set i et dansk uddannelsesperspektiv.

”Man kan jo sige, at der er en, synes jeg, rimelig klar parallel mellem de to ’Bruxelles-dagsordener’, og de diskussioner omkring erhvervsrettede kompetencer kontra dannelse, som vi på grund af gymnasiereformudspillet står i netop nu. Samtidig kan man roligt sige, at flere af de underliggende temaer i de to Bruxelles-dagsordener nærmest ordret går igen i regeringens fire dannelseskompetencer – det var nok min umiddelbare aha-oplevelse at se så nær sammenhæng mellem EU-virkelighed og vores nationale regeringsudspil.”

Tomas Kepler mener dog samtidig, at vi her til lands faktisk kan byde på noget i forhold til de dagsordener, netop med vores almendannelse, som ifølge ham er en lidt unik størrelse for Danmark og Tyskland.

”Men det er også en skrøbelig ting, som kan presses helt ud af uddannelsernes fokus af erhvervslivs- og testorienteringen, som fortsat buldrer frem. Det er nok min fremmeste konklusion på turen. Det er til gengæld glædeligt at konstatere, at GL kan bruge Paris-deklarationen og UNESCOs arbejde – helt konkret ind i reform-debatten, hvor vi eksempelvis kan se, at forslaget om adgangskrav på 4 rammer skævt i forhold til elever med immigrant-baggrund.”

Undgå umyndiggørelse
Mikael Busch, der også sidder i GL’s uddannelsesudvalg, hæfter sig især også ved debatten om målinger.

”Det vigtigste punkt – i forhold til GL’s uddannelsesudvalg – var efter mit og Liste 2’s skøn besøget hos OECD, hvor vi fik lejlighed til at møde og høre et par rigtige mennesker bag PISA- projektet. De fik så også lejlighed til at høre på os, disse underlige danskere, der sætter spørgsmålstegn ved målinger. Og de virkede oprigtigt interesserede,” siger Mikael Busch.

Man kan mene om PISA-målingerne, hvad man vil, men selvfølgelig måtte man i sin tid reagere på PISA-chokket, fortsætter han. Pludselig måtte det danske skolesystem tages op til overvejelse. Vi var alligevel ikke de bedste i verden. Busch og liste 2 hælder til den opfattelse, at det især haltede med fagligheden på seminarierne, som nu hedder professionshøjskoler.

”Det, man har gjort i folkeskolen – heldagsskole, ’læringsmålsstyring’, kompetenceridt og så videre – er imidlertid intet mindre end en katastrofe. En umyndiggørelse af lærerne, som vil anrette ubodelig skade. Vi må gøre, hvad vi kan for at forhindre noget lignende på gymnasieområdet. Politikerne har til syvende og sidst ansvaret,” siger Mikael Busch.