Artikel
VUC: Hellere underskud end panikfyringer
fyret_kvinde

VUC: Hellere underskud end panikfyringer

Lad være med at lave panikfyringer på grund af nedskæringer, siger formanden for bestyrelserne for VUC. Han peger på, at mange VUC-centre godt kan tåle at køre med underskud i 2016.

Denne artikel er hentet fra arkiv og er ikke optimeret til det nye design.

Nedskæringer behøver ikke automatisk betyde, at lærere skal have en fyreseddel.

Flere VUC-centre vil godt kunne tåle at køre med underskud til næste år, og det kan være måden at få budgetterne til at hænge bedre sammen.

Det mener Per Skovgaard Andersen, som er formand for VUC Bestyrelsesforeningen. I øjeblikket skal netop bestyrelserne godkende budgetterne for VUC-centrene for 2016. Flere steder har en stor nedskæring på fjernundervisning gjort opgaven noget vanskeligere i år.

”De fleste VUC-centre har i de seneste år bygget en egenkapital op, så derfor kan man godt køre med underskud til næste år,” siger Per Skovgaard Andersen.

Undgå panik
Han blander sig ikke i de enkelte institutioners regnskaber, men han mener, det er vigtigt, ”at man laver en nøje vurdering” af næste års budget.

”Vi anbefaler, at man ikke går i panik og afskediger den ene dag for derefter at ansætte igen senere,” siger han.

Læs: VUC går nu i gang med at fyre lærere

En regnskabsanalyse fra GL viser, at VUC sidste år havde et samlet overskud på 115 millioner kroner, hvilket svarer til en overskudsgrad på 3,8 procent. Der er dog meget stor forskel mellem centrene, og nogle få af dem kørte ligefrem med et lille underskud sidste år.

Alle gymnasiale uddannelser rammes af nedskæringer på to procent til næste år, men VUC rammes ekstra hårdt, da centrene yderligere mister 138 millioner kroner på fjernundervisning. Flere VUC-centre giver udtryk for, at det er umuligt at hente alle de penge på fjernundervisning allerede til næste år, og derfor vil nedskæringerne ramme generelt på VUC-centrene.

Læs: VUC i chok over nedskæringer

Otte millioner i underskud i 2016
Rektor på Københavns VUC Søren Fersløv budgetterer med et underskud på otte millioner kroner til næste år.

”Underskuddet betyder, at vi undgår at afskedige 15 lærere,” siger Søren Fersløv, som forklarer, at underskuddet tages fra egenkapitalen, og at det derfor ikke er et problem med et underskud i 2016.

På trods af underskuddet i 2016 vil nedskæringerne på fjernundervisning og de generelle nedskæringer på uddannelse betyde, at 10 lærere på KVUC mister deres arbejde fra august næste år.

Afskedigelser er sidste udvej
Formand for Gymnasieskolernes Lærerforening (GL) Annette Nordstrøm Hansen mener, at det på grund af de store nedskæringer er fornuftigt, hvis man vælger at køre med et underskud i 2016 og måske 2017. Hun påpeger, at en del VUC-centre har en egenkapital at tære på.

”Ledelserne og bestyrelserne bør kigge budgetterne meget grundigt igennem, før lærere bliver afskediget. Det vil være helt uacceptabelt, at skolerne til næste år kommer ud med et overskud, samtidig med at de har afskediget lærere,” siger Annette Nordstrøm.

Hun understreger, at afskedigelser vil gå ud over kvaliteten, fordi færre lærere skal løse de samme opgaver.

Annette Nordstrøm Hansen minder om, at nogle skoler og VUC-centre igennem årene har haft forholdsvis store overskud og har opbygget en egenkapital. Hun mener også, at det er en medårsag til, at politikerne vælger at spare på uddannelse.

”I forbindelse med nedskæringerne har politikerne henvist til, at der er sparet midler op på det gymnasiale område. Men midlerne er meget skævt fordelt mellem skolerne,” siger Annette Nordstrøm Hansen.

Artiklen er opdateret 3. december kl. 13.30.

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater