Mødet med en lærer

Allan Olsen er den fødte fortæller. Eller snarere, han er født ind i fortællingen, ind i en fortællertradition. Evnen til at fortælle historier er for ham en uvurderlig kvalitet, og den evne var fuldstændig intakt hos de voksne i hans barndom på et husmandssted i Vendsyssel. Fraværet af medier gjorde den mundtlige overlevering essentiel som kanal mellem folk. Når man møder ham, står det hurtigt klart, at han selv både værdsætter og mestrer kunsten at fortælle en historie. Og gerne gør det, nu også i bogform.

Vi sidder i et køligt, men uforstyrret drivhus i en baggård til et hotel på Vesterbro i København. Her bor Allan Olsen, når han er i hovedstaden, og det er han denne novemberdag, i anledning af at han debuterer som forfatter med erindringsværket Tilfældigtstrejfet.

Det er beretningen om hans opvækst og ungdom, indtil han forlader Frederikshavn som 22-årig for at forfølge drømmen om at blive historiefortæller med sin guitar og stemme. Og i den beretning spiller møderne med forskellige lærere en central rolle.

”Man forsøgte fra skolens side på den tid at gøre os til en gråmeleret masse. Man skulle lave arbejdskraft. Men så var der enkelte lærere, som kunne noget særligt og gav mig mod til at skille mig ud og stå på egne ben.

Det handler om dualismen mellem at ville være en del af samværet, af fællesskabet, men at kunne være det i en solistisk form. Hvordan man adskiller sig fra flokken, det er det evige skisma. For mig. Jeg havde en fornemmelse af, at man hele tiden var nødt til at skrive sin egen historie, da jeg voksede op.

Fordi vi kom ude fra landet og flyttede ind til byen og var fuldstændig fremmede, og man skulle hele tiden gøre sig fortjent til at være en del af flokken og fællesskabet, men også til at være en, der gør sig bemærket. Det var drømmen om at være sin egen, om at få sin egen stemme.”
 
Spiren til sig selv
Drømmen blev indfriet, og fortællingen blev hans levevej. I sine sange har han de seneste 25 år stædigt og vedholdende fortalt historier til et stadig større publikum og manifesteret sig som en af de mest markante og særegne sangskrivere herhjemme.

På en halv snes album i eget navn plus det løse har han med afsæt i barndommens husmandssted og ungdommens Frederikshavn fortalt historier fra en ramsaltet virkelighed og mytologi nord for Limfjorden.  

Bogen er en stærkt personlig og detaljeret beretning om en rastløs og poetisk rods opvækst som tilflytter fra landet, om at finde sin plads i flokken og i fællesskabet, mens han kæmpede med at finde sin egen melodi. Om drømme, druk, de uopnåelige piger, rapserier, skyld, ukueligt livsmod, den første guitar og kulturskreddet fra de tidlige 1960’eres trygge familiemønstre og traditioner til 1970’ernes opbrud og opløsning af samme. Om at blive tilfældigt strejfet af mennesker og begivenheder, der på sælsom vis formede ham og gav ham grundstoffet til de historier, han siden har gjort til sin livsvej.

Og så er det ikke mindst en fortælling om skolegangen fra grundskolen over realskolen til gymnasiet. For i skolen og i mødet med nogle lærere ud over det sædvanlige fik han ikke alene en grundlæggende indsigt i barnets behov for at blive løftet til noget større, men også spiren til sig selv.  

Tegnelærer med passion
Det begyndte i grundskolen, som ellers af den nytilflyttede knægt føltes som en endeløs skærsild af kadaverdisciplin. Her mødte han for første gang i sit liv voksne mænd, der ikke fortalte historier.

”Alle andre mænd, jeg havde oplevet før, kunne fortælle historier. Om lærerne kunne, skal jeg ikke kunne sige, men de gjorde det ikke – med få undtagelser.”

En af dem var tegnelæreren Nielsen. En lille mand i kørestol som følge af polio som barn.

”Her var der pludselig et menneske, som var optaget af noget. Han havde en fascination, og det var at tegne åkander og blomster og farvelægge dem med akvarelfarver. Det var det, han gjorde, og i hans timer foregik det ved, at vi kørte af sted med ham i kørestolen ud til salamandersøen, der lå oppe i skoven, og jeg undrer mig stadig over, hvordan det lod sig gøre, for der var en høj bakke, vi skulle over. Han var en mand med passion, og det har børn altid respekt for. Han kunne fortælle en historie, og så sad han der ved sit staffeli og tegnede åkander. Vi stod omkring ham, og han fortalte, at det her er så kronbladene, og her har vi støvdrageren. Så lagde han farver på og sagde: Nå, nu må vi hellere komme tilbage til skolen. Der var total stilhed omkring ham.”

Hvorfor opstod den?
 ”Han øste af et indre kar af fordybelse. Og håndværksmæssig kunnen. Han kunne noget. Og det kendte vi hjemmefra fra vores fædre og mødre. Og der var aldrig noget pis med ham.”
 
Regn på gold plet
En af dem, den unge Allan Olsen stod på skuldrene af, var hans mere bogligt orienterede og beundrede storebror. Broderen var som en naturlig følge af evnerne kommet i realskolen. På den tid var der syv års obligatorisk skolegang. Ville man videre, stod valget mellem almen eller boglig.

”Det var enten til højre eller til venstre, makker. Jeg ville gerne med, men jeg havde gjort mig ud til bens. Så jeg blev sorteret fra. Og jeg havde en intuitiv fornemmelse, at hvis jeg blev almen, var der kun én mulighed, og det var ned på værftet i en kedeldragt og så i lære. Ikke at jeg har noget dårligt at sige om det, men det var for tidligt i livet at træffe den beslutning. I frikvarteret hørte jeg så tre piger stå og snakke, tre af de fine folks børn.

De var også erklæret almene, og de snakkede om, at de skulle på privatskole. Der måtte man selv bestemme, om man ville i realen med mulighed for at komme i gymnasiet senere. Så spidsede jeg jo ører, for det var nogle piger, som jeg havde et godt øje til. Så jeg måtte hjem og tigge og bede, om jeg måtte komme i privatskole. Og det var ikke noget, den gamle syntes var fantastisk, for det kostede 75 kroner om måneden, og pengene hang ikke på træerne ude i haven, som han sagde. Men jeg fik dem overtalt.”

I realen trådte en ny lærer en dag ind i klassen. Han hed Willi Aagaard og var uddannet smed fra B&W, før han kom på seminariet. Han kiggede sig omkring og skrev så med versaler på tavlen: kommunikation. Så vendte han sig om og sagde: Er der nogen af jer, der ved, hvad det er for noget?
”Så sagde jeg: Det betyder sådan og sådan. Og så var vi på bølgelængde. Det halvandet minut såede noget i mig, som når der falder regn på jordens goldeste plet, og det pludselig spirer, fordi det ligger lige under overfladen. Så lidt skal der til. Den vending gjorde, at jeg begyndte at interessere mig for, hvad der foregik i skolen, jeg følte mig ikke kun skræmt af at være der. Og jeg fik rettet op på nogle ting. Han kendte os ikke, men havde en fuldstændig åben tilgang. Han vidste, hvordan vi havde det. Vi blev venner for livet, og senere har han fortalt mig, at han da godt kunne se, hvem der var lømlerne. Men så har du allerede skabt en dom og et billede, der kun kan bekræftes.”
 
Hang ud hos Musik-Hans
Willi Aagaard viste senere, at han kerede sig om elevernes videre færden. Allan Olsen blev erklæret ”måske egnet” til gymnasiet, fordi han sprang fra til den lille latinprøve i realen.

”Men Willi var snarrådig og havde fundet et aftenskolekursus i latin. Og jeg kan godt love dig, at der var ikke megen street­cred i min flok i at gå på latinskole om aftenen, så jeg gjorde det lidt i dølgsmål i starten. Men jeg tog prøven og kom ind på gymnasiet.”

I gymnasiet fik han lærere, der var fagligt velfunderede. De havde fordybet sig. De havde et helt andet indblik og udsyn. Og han fik en musiklærer, Musik-Hans, et triveligt og troende menneske, som sprudlede af energi og hvilede i en ypperlig faglig dygtighed. Som kombinerede disciplin og frihed.

”Musik-Hans blev igen en, man kom hos privat, for vi var da ikke færdige med at snakke musik, når timerne var forbi. Så hang vi ud hos ham og hans hjertelige kone om aftenen og spiste boller og snakkede om musik til ud på natten. Ser du, en lærer kan begå den fejl, at han eller hun holder op med at huske, hvordan det er at være barn. Men det er aldrig en god idé, for det er den eneste forudsætning, de har for at forstå de unger, de har foran sig.”

Hvorfor er det så vigtigt i dine øjne?
”Fordi du har brug for nogen, der kan vise dig en retning, som er den rigtige for dig, men som du ikke selv kan se, fordi pandelapperne ikke kan nå hinanden. Og vi burde mejsle ned i et manifest, at hvert et barn mindst én gang i løbet af sin skolegang får dét møde med en lærer, der gør en forskel. Fordi der i hvert et barn ligger potentialet til at udvikle sig, ikke til alting, men til det rigtige. Børn vil gerne, men de skal bare mødes af den, der kan tænde gnisten.”