Artikel
Digital dannelse på skemaet
greve_gymnasium_33_it1

Digital dannelse på skemaet

Hvad betyder det for ens læring, når man går på Facebook i timerne? Det skal 1.g’erne på Teknisk Gymnasium i Silkeborg nu have undervisning i. Målet er at gøre dem til bedre studerende.

Denne artikel er hentet fra arkiv og er ikke optimeret til det nye design.

Nutidens gymnasieelever er storforbrugere af net, smartphones og tablets og bliver ofte kaldt digitale indfødte.
Men sandheden er snarere, at elevernes brug af computere og it-værktøjer er ureflekteret og ofte direkte uhensigtsmæssig.

Det mener Michael Hanson, der er lærer på Teknisk Gymnasium Silkeborg. Sammen med to kolleger er han tovholder på et nyt projekt, der skal forsøge at gøre eleverne digitalt dannede.

For én ting er at have digitale færdigheder og bruge meget tid i den digitale verden. Noget andet er at have digital dannelse.

”Eleverne ved udmærket, hvordan de henter en fil uden at betale for den, men de ved ikke, hvordan de for eksempel kan bruge it til at øge deres koncentration, når de skal skrive en stor opgave. Gør vi dem bevidste om, hvordan de lærer bedre ved hjælp af it, kan de blive bedre studerende,” siger Michael Hanson, der underviser i kommunikation og informationsteknologi.

Fokus på it mangler
Projektet skal foregå i de fire 1.g-klasser, der begynder efter sommerferien, og løbe de næste to år. Undervisningen i digital dannelse bliver en del af det såkaldte studieområde, der er et tværfagligt samarbejde mellem en lang række af fagene på htx. Formålet er at gøre eleverne studieparate.

”Der mangler fokus på it. Når studieområdet netop skal give eleverne en række studiekompetencer og gøre dem mere vidende om, hvad der sker, når de lærer, og hvordan de lærer bedst, er det oplagt, at vi også snakker om digital dannelse,” siger Michael Hanson og tilføjer:

”Flere undersøgelser peger på, at eleverne ikke lærer bedre og bliver dygtigere ved at bruge it. Tværtimod. Vi tror, at det kan være et skridt i den rigtige retning at gøre eleverne digitalt dannede.”

Bedre til at vælge
Eleverne skal selvfølgelig kunne anvende de forskellige nye, digitale medier, være kritiske over for det, de møder gennem medierne og selv kunne udtrykke sig ved hjælp af medierne.
Men digital dannelse er meget mere end det, påpeger Michael Hanson.

Først og fremmest et det vigtigt, at eleverne forstår, hvad it gør ved dem. Hvordan det påvirker deres hjerne og dermed deres læring. Først når de er bevidste om det, kan de ændre adfærd og få et bedre læringsresultat, påpeger han.

”De skal lære at vælge til og fra. De skal blive bedre til at vælge den app eller it-metode, der i den pågældende situation kan optimere deres læring og helt droppe brugen af it i andre situationer,” siger Michael Hanson.

Facebook forstyrrer
Eleverne skal også gøres bevidste om, hvad det gør ved dem, når de går på Facebook og surfer på nettet i timerne.

Og det er der i høj grad brug for, viser ny forskning om it i gymnasiet.

En netop offentliggjort undersøgelse, som Center for Undervisningsudvikling og Digitale Medier på Aarhus Universitet står bag, viser, at forstyrrelser fra Facebook, spil og andet tidsfordriv på den bærbare computer er et omfattende problem i klasseværelserne på landets gymnasier.

To ud af tre lærere, som er blevet interviewet i forskningsprojektet mener, at elevernes koncentration forstyrres ofte eller nærmest hele tiden i klasseundervisningen.
Blandt eleverne erkender 38 procent, at de ofte eller nærmest hele tiden lader sig forstyrre af ”ikke-undervisningsrelatede it-aktiviteter”.

”Der ligger helt klart en opgave i at lære eleverne at blive bedre til at koncentrere sig,” siger Michael Hanson.

Kan ikke multitaske
Undersøgelsen viser også, at halvdelen af eleverne mener, at de er i stand til at multitaske og derfor kan følge med i undervisningen og de seneste Facebook-opdateringer på samme tid. 

”Men det kan de ikke, og det er vores opgave som undervisere at få dem til at indse, at de tager fejl,” siger Michael Hanson.

Han synes, at det er udmærket, at nogle lærere styrer brugen af computeren i undervisningen og sætter klare rammer for, hvornår den må være tændt, og hvad den må bruges til. Selv tror han ikke så meget på forbud og kontrol.

”Jeg er ikke fortaler for, at eleverne skal slukke maskinerne. De skal derimod vide, hvordan de – med maskinerne tændt – kan få mest ud af undervisningen,” siger han.

Initiativet på Teknisk Gymnasium Silkeborg er en del af projektet Digital skole i Region Midtjylland.

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater