Hvis en elev går ud af gymnasiet, bliver udgifterne til klassen ikke mindre. Og hvis en skole må oprette en mindre klasse for at kunne tilbyde en bestemt studieretning, så er udgifterne til lærernes løn den samme, som hvis der sad 28 elever i klassen.
Gymnasieskolernes Lærerforening (GL) mener derfor, at en stor del af skolernes økonomi i fremtiden skal være afhængig af antallet af klasser eller hold, og ikke af hvor mange elever der sidder i klasselokalet.
“Klassetaxameteret vil mere præcist dække de reelle omkostninger for en skole. Mens et højere grundtilskud til alle gymnasier nok i højere grad vil betyde, at nogle gymnasier taber, mens andre vinder på det,“ siger Tomas Kepler, formand for GL.
Handler om overlevelse
Folketingets partier skal både forhandle nye elevfordelingsregler og en ny taxameter- og tilskudsreform for gymnasierne. Resultatet af disse forhandlinger kan få stor betydning for skolernes økonomi fremover – og for nogle gymnasier kan det være et spørgsmål om overlevelse.
Situationen er presset på samtlige skoler efter flere års nedskæringer.
Tomas Kepler glæder sig over, at flere politiske partier siger, at de vil have penge på bordet til forhandlingerne, så eksempelvis de store gymnasier i byerne ikke skal betale for, at små gymnasier i provinsen kan overleve.
“Situationen er presset på samtlige skoler efter flere års nedskæringer. Det nytter derfor ikke, hvis politikerne laver et nyt taxametersystem, hvor de skubber problemer rundt mellem skolerne og gør dem endnu større for nogle skoler,” siger Tomas Kepler.
Børne- og Undervisningsministeriet oplyser, at der er “afsat 60 millioner kroner årligt til eftersynet på opfølgning af eftersynet af taxameter- og tilskudssystemet”. De penge blev allerede afsat af den tidligere regering og skal understøtte overgangen til et nyt taxametersystem.
Tomas Kepler minder dog om, at den gymnasiale sektor har over en milliard kroner mindre på budgettet i dag sammenlignet med i 2015.
Frem mod 2030 bliver der færre unge i langt de fleste egne af Danmark, og det kan gå hårdt ud over skolernes økonomi, som nedenstående kort illustrerer.
Kortet viser den forventede udvikling i taxametertilskud på institutionsniveau i 2030 sammenlignet med 2018 baseret på en statistisk fremskrivning af den demografiske udvikling. For institutioner med flere afdelinger er tallet et gennemsnit for hele institutionen.
Farveforklaring: Rød: tab på -20 % eller mere, orange: fra -10 til -19 %, lilla: fra 0 til -9 %, blå: stigning på 1% eller derover. Kilde Børne- og Undervisningsministeriet.
Store gymnasier også ramt hårdt
Tomas Kepler mener, det er vigtigt at give små gymnasier en god økonomi, så de kan opretholde gode faglige tilbud og ordentlige læringsmiljøer til eleverne. Men alle gymnasier er trængte efter flere års besparelser.
Skolernes økonomi skal være langt mindre afhængige af udsving i antallet af elever fra år til år.
“På de store gymnasier har nedskæringerne også ramt hårdt, og mange gymnasielærere underviser væsentligt flere elever i dag, og det går ud over kvaliteten,” siger han.
GL mener, det er meget tiltrængt med et nyt taxametersystem. Ifølge Tomas Kepler har det flere formål ud over at sikre de mindre gymnasiers økonomi og dermed et bredt uddannelsesudbud i hele landet.
“Der skal skrues væsentligt ned for konkurrencen om eleverne mellem institutionerne. Konkurrencen skaber ikke samlet set den bedste kvalitet i uddannelserne. Samtidig skal skolernes økonomi være langt mindre afhængige af udsving i antallet af elever fra år til år,” siger Tomas Kepler.
Med andre ord rektor og lærere skal kunne planlægge pædagogisk arbejde og tænke strategisk flere år frem velvidende, at der ikke er væsentlige udsving i økonomien.
“Det vil også lette et mentalt pres, at lærere ikke en gang om året skal være nervøse for at blive afskediget, fordi søgetallene går op og ned,” siger Tomas Kepler.
Som skrevet mener GL, at den bedste løsning på udfordringen er et klassetaxameter – eller et klassegrundtilskud – hvor pengene følger klassen.
Det vil være et system, som ifølge Tomas Kepler bedst muligt dækker de reelle omkostninger for gymnasierne.
“Hvis en skole oplever et større frafald i en eller flere klasser, så bliver udgifterne til lærere ikke mindre. Det gælder også, hvis en skole kun kan samle få elever på en bestemt studieretning,” siger Tomas Kepler.
GL mener, at klassegrundtilskuddet skal udgøre op til 50 procent af undervisningstilskuddet, mens resten skal fastholdes som elevtaxameter.
GL: Principper for udkanten
Tomas Kepler mener, at princippet for udkantstaxameteret, hvor små skoler får et højere tilskud. er et godt princip, som godt kan tages med ind i et nyt taxametersystem.
I dag modtager institutionerne forskellige udkantstilskud afhængig af gymnasial uddannelse. Det bør dog ændres, så alle mindre gymnasier, gymnasiale afdelinger og afdelinger på VUC i provinsen fremover tildeles samme ressourcer som udkantstilskuddet på stx, mener Tomas Kepler.
Jeg synes ikke, det er meningsfuldt at diskutere taxameter, før vi kender fordelingen af elever.
Socialdemokratiet: En ting af gangen
Socialdemokratiets undervisningsordfører Jens Joel mener, det er for tidligt at diskutere fordeling af penge i forbindelse med et nyt taxametersystem.
“Først skal vi sikre strukturen for gymnasier i hele landet. Vi skal sikre, at der ikke sker en yderligere centralisering af uddannelser, og at skoler i yderkanten ikke bukker under,” siger Jens Joel.
Han mener, at fordelingen af elever, for eksempel principper for styring af kapacitet, skal forhandles på plads først, og derefter skal politikerne lave et taxametersystem, som passer til nye regler for elevfordeling.
“Jeg synes ikke, det er meningsfuldt at diskutere taxameter, før vi kender fordelingen af elever,” siger Jens Joel.
Han peger dog helt overordnet på, at Socialdemokratiet og regeringen vil have mindre konkurrence mellem skolerne.
“Vi ønsker mindre konkurrence, og derfor skal der også gives færre penge til den enkelte elev og skrues op for det faste beløb til skolerne,” siger Jens Joel.
Børne- og Undervisningsministeriet oplyser, at forhandlinger om justering af taxametersystemet er forsinkede på grund af håndteringen af COVID-19, men vil blive startet op hurtigst muligt.
Kommentar til artiklen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode