Artikel
Lettelse blandt lærere: Nye læreplaner bliver udskudt
Lærer og elev

Lettelse blandt lærere: Nye læreplaner bliver udskudt

Kritik fra blandt andet de faglige foreninger har fået ministeriet til at sadle om. Nye læreplaner, der skulle være trådt i kraft nu, er udskudt til august 2021.

”Uforståeligt hastværk”. ”Håbløs proces”. Kritikken haglede ned over en række nye og reviderede læreplaner, da de kort inden sommerferien blev sendt i høring. Kritikken kom blandt andet fra Dansklærerforeningen og Foreningen af lærere i samfundsfag, som mente, at man satte lærerne på en urimelig opgave, fordi de nye krav allerede skulle gælde fra det nye skoleårs start.

Nu er frustrationerne afløst af lettelse. Høringssvarene fra blandt andet de to faglige foreninger har fået Børne- og Undervisningsministeriet til at ændre kurs, og de reviderede læreplaner i henholdsvis almensprogforståelse (AP) på stx og hhx og samfundsfag C på stx er nu udskudt og gælder først fra august 2021.

Mischa Sloth Carlsen, der er formand for Dansklærerforeningen, er generelt positiv overfor ændringerne i indholdet i AP på stx. Men skal lærerne kunne realisere dem, er tiden afgørende, mener hun.

”Det er dejligt, at der er blevet lyttet til os. Nu får vi tid til at tale og samarbejde om de nye krav, så vi undgår, at læreplanen blot bliver en individuel tjekliste. Nu kan vi finde en fælles forståelse,” siger Mischa Sloth Carlsen.

Også Gymnasieskolernes Lærerforening (GL) og Danske Gymnasier var blandt kritikerne af den korte tid til implementering af de nye krav. 

Umuligt at nå
Hos landets samfundsfagslærere er der også lettelse over udskydelsen.

”Vi vil gerne indfri de nye krav – men vi vil gøre det ordentligt. Det er utopi at tro, at vi havde kunnet nå det til starten af dette skoleår,” siger Linda Petersen, der er formand for Foreningen af lærere i samfundsfag.

Både Mischa Sloth Carlsen og Linda Petersen bad i deres høringssvar netop om, at ændringerne først skulle træde i kraft i skoleåret 2021/2022.

Det er dejligt, at der er blevet lyttet til os. Nu får vi tid til at tale og samarbejde om de nye krav. 

Mischa Sloth Carlsen, formand
Dansklærerforeningen

Ændringen i samfundsfag C på stx er, at undervisningen i grundforløbet fremover både skal indeholde politik, økonomi og sociologi, og at de tre discipliner så vidt muligt skal vægtes lige højt. Hidtil har man godt måttet nøjes med at fokusere på én af dem.

Linda Petersen er fortsat skeptisk overfor det nye krav, som hun kalder en unødvendig detailstyring. Men det vigtigste var at få afværget den hurtige implementering, fastslår hun.  

”Nu har vi i det mindste et år til at få planlagt nye forløb.”

Den nye læreplan, der er kommet for samfundsfag B på hf, er ikke blevet udskudt. Men det er ifølge Linda Petersen o.k.

”Den melding, jeg hører, er, at man godt kan nå det, fordi det ikke er noget, der behøver at blive afviklet i begyndelsen af skoleåret,” siger hun. 

Fælles forløb tager tid
Både AP og samfundsfag C på stx ligger i grundforløbet, hvor mange skoler kører med fælles, ensartede forløb i samtlige klasser. Det kræver ekstra koordinering og planlægning, påpeger Mischa Sloth Carlsen og Linda Petersen.

Vi vil gerne indfri de nye krav – men vi vil gøre det ordentligt.

Linda Petersen, formand 
Foreningen af lærere i samfundsfag

Var læreplanerne ikke blevet udskudt, ville der have været stor risiko for, at intentionerne var kuldsejlet fra start, lyder det fra dem begge.  

”På min skole sker planlægningen af AP i et samarbejde mellem dansk, engelsk, andet fremmedsprog og latin,” forklarer Mischa Sloth Carlsen.

Selvom samfundsfagslærerne ikke skal ud i tværfaglige diskussioner, er det også en tidskrævende opgave, de står med, understreger Linda Petersen.

”Det nuværende forløb, vi kører på min skole i grundforløbet, er et kompromis, der er blevet til over flere omgange. Der er mange holdninger til tingene. Så selvom vi nu har et år til arbejdet, går vi snart i gang.”

Skal finde fælles stemme
Mischa Sloth Carlsen er glad for, at der med den nye stx-læreplan for AP bliver mere tid til grammatik, semantik, pragmatik og syntaktisk analyse. Hun glæder sig også over, at der er kommet et øget fokus på at arbejde kreativt med sprog.

Men det er samtidig noget af det i læreplanen, som vil kræve mest arbejde af lærerne, vurderer hun.

”Det er vigtigt, at vi finder en fælles stemme. Hvad mener vi, når vi taler om kreativitet og tekstproduktion? Det skal vi finde frem til i det enkelte fag og på tværs af fagene,” siger Mischa Sloth Carlsen.

Hun håber, at ministeriet på de årlige FIP-kurser vil give plads til både efteruddannelse og gensidig sparring om, hvordan man kan gribe de nye læreplaner an, så sprogfagene styrkes på en meningsfuld måde.

Læreplaner udskydes

Børne- og Undervisningsministeriet sendte i alt ni læreplaner i høring fra den 15.-26. juni. Tre eksisterende læreplaner var blevet revideret, de øvrige seks læreplaner var helt nye. Alle skulle være trådt i kraft den 1. august 2020.

Men kritiske høringssvar fik ministeriet til ændre holdning. De tre reviderede læreplaner er nu først obligatoriske fra 1. august 2021. 

 

Reviderede læreplaner - gælder fra skoleåret 2021/22:

  • Almen sprogforståelse (hhx)
  • Almen sprogforståelse (stx)
  • Samfundsfag C (stx)

Nye læreplaner - gælder fra dette skoleår: 

  • Biologi B (hf)
  • Samfundsfag B (hf)
  • Spansk fortsættersprog B og A (hhx)
  • Spansk fortsættersprog B og A (stx)

 

 

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater