Hiphop er dannelse

”For den vise mands sidste punktum/ligner et sort hul for den unge og dumme./ Men det’ et nyt begyndelsesbogstav/for en græsstrånaut i en frodig frugthave.”

Er citatet her moderne samtidslyrik eller nutidig hiphop og rap? Stammer det fra en nyere digter som Mette Moestrup, Lone Hørslev, Victor Boy Lindholm eller Theis Ørntoft? Nej, citatet er fra rapperen Per Vers (født i 1976) … Og om ham kan man med et yndet hiphopudtryk sige: ”Du ved det” – som i betydningen ”du har forstået/indset/fattet det”.

De vestafrikanske griotsangere har også altid vidst det, jazzens største koryfæer vidste det, og 1990’ernes store hiphopsuccesfænomen Wu-Tang Clan forstod det: Hiphop er dannelse. For hiphop er viden, en mundtlig visdomskultur. Per

Vers’ lille græsstrånaut ved det også i citatet. Dette lille insekt er netop repræsentant for det videbegærlige, frit bevægelige og undersøgende individ, der i visdommens frodige have finder det frugtbare bogstav til al begyndelse i det sorte punktum: ”E” for erkendelse. ”I” for indsigt. ”F” for fordybelse. ”O” for omtanke. ”V” for viden. ”D” for dannelse. Denne frihed er forudsætningen for al menneskelig dannelse.

Men friheden til at være en nysgerrig ”græsstrånaut”, der søger berigende viden i dybden, finder sin dannelse, er bare ikke en selvfølge i det danske uddannelsessystem anno 2016.

Var Humboldt ligegyldig?
En værdidebat om dannelse og viden mener jeg som underviser i den danske gymnasieskole er helt central og desværre meget overset, og den burde tages på alle uddannelsessystemets niveauer fra folkeskoler over ungdomsuddannelserne til universitetet, ja, i samfundet generelt. At noget har værdi i sig selv, som professor i psykologi ved Aalborg Universitet Svend Brinkmann udtrykker det, er alt nok i et samfund. Det er dannelsen et klassisk udtryk for: at noget er værdifuldt helt i sig selv fuldstændig uden cost-benefit-tænkning.

Men spørgsmålet er, om debatten om dannelsen og savnet efter denne kun handler om politisk strukturelle problemer i uddannelsessektoren. Er det kun styringsmekanismerne, embedsmandssprogligt benævnt ”dimensionering” og ”fremdriftsreform”, og holdningerne til disse i det politiske system, der hæmmer den frie viden, sådan som for eksempel studenterop­rørsbevægelsen Et andet universitet hævdede det på deres blogspot og Facebookgruppe sidste år? Er der måske ikke også en bredere negativ holdning i hele samfundet til det desværre alt for altmodische begreb ”dannelse”? Ser danskerne nyhumanisten og dannelsesfilosoffen par excellence Wilhelm von Humboldt som formålsløs? Er det denne nyttetænkning i forhold til, hvad der er vigtig og dermed åbenbart rigtig viden, som sætter rammerne omkring vores samfunds generelle tilgang til viden? Hvem præger hvem? Hvad skaber hvad?

En tilgang til og forståelse af dannelse som tiden til at tænke sig om kan måske nok være sympatisk, men hvad får eleverne og de studerende dog ud af det? spørger de effektivitetskrævende politikere fra begge blokke i det politiske landskab, og den nuværende regering ser ikke ud til holdningsmæssigt at gøre en forskel fra den tidligere.

De unge ignorerer dannelsesbegrebet

Hvordan får vi størst succes med at ændre samfundet til det, man mener er det bedre? Kunne man måske ikke gå mere pragmatisk til værks i forhold til at spille med inden for demokratiet i stedet for at starte helt fra scratch som i det klassiske studenteroprørs og nu Et andet universitets tilfælde?

Som underviser for unge mennesker i danskfaget er det min klare oplevelse, at de unge ler ad fænomenet ”revolution” og flot ignorerer, hvad dannelsesbegrebet egentlig er. De er primært pragmatikere også fra en studenterpolitisk betragtning, og i forhold til deres læringstilgang gælder den samme jordnære praksis. Jeg iagttager dog alligevel masser af oprørsk energi blandt mange gymnasieelever. De fokuserer bare på mindre og mere direkte mærkesager, hvor arbejdsindsatsen giver et bedre og mere konkret udkomme – for eksempel går eleverne ofte mere op i at få drikkeautomater på skolen end i at hjælpe Perus hjemløse børn, og når de alligevel kan overbevises om at støtte sidstnævnte, skal det gerne lønnes med en efterfølgende bonus i form af en belønningsfest. Så på en måde halter de unges dannelse både i form af holdningen til det vidensmæssige – det helt væsentlige spørgsmål: Hvorfor er viden i sig selv vigtig? – og derfor snubler de iblandt i tilgangen til de store etiske aspekter i livet.

Dannelsen, defineret som troen på, at mennesket ikke bare er natur, men også kultur, og at det er gennem kulturen, mennesket bliver menneske, kommer dog nok bare ikke på benene igen ved at eliminere konkurrencestatens rammer, som jo allerede er meget stærkt funderede på mange niveauer politisk, socialt og økonomisk. Men måske kunne de unge udvide deres etiske perspektiv ved at leve et nysgerrigt og diskuterende liv efter fyraften, sådan at studier og arbejde ikke fyldte alt i deres liv? Det kræver blot, at der er tid til dette. Hvis de lærte sig at tvivle mere på, om det, man har tænkt sig at gøre, er det rigtige, og at når man skal finde etiske svar, skal man ikke bare kigge i midten af sin egen mave. Man skal snarere vende blikket lidt væk, engagere sig i nogle nye fællesskaber, møde mennesker, man ikke plejer, og så prøve at finde svarene igennem mødet.

Undervisere i gymnasieskolen er meget specifikt forpligtet på at give de unge ”almendannelse” og lægge ”vægt på elevernes udvikling af personlig myndighed”, hvilket er markeret i formålsparagraffen for alle ungdomsuddannelser. Tanken om dannelse er at forædle ånden, det vil sige at danne, udvikle og ændre mennesket gennem kendskabet til filosofi, litteratur, kunst og videnskab. Det handler altså ikke kun om viden og tale, men om menneskelig karakter og handlen.

Vi kunne kalde viden og tale-aspektet midlet til etisk indsigt og karakter og handlen-aspektet for selve den etiske dannelse af et menneske. I selve midlet, i stoffet, ligger enhver lærers magiske mulighed for at danne eleven til en dannet karakters handlen. Det er, hvad uddannelsesforsker fra Syddansk Universitet Steen Beck kalder ”faglig almendannelse”. Det er her, vi kan vække eleven til ikke at se det sorte hul i den vise mands sidste punktum. Det er her, vi forhåbentligt kan gøre dem til ”græsstrånauter” i kulturens frodige frugthave med rapperen Per Vers’ ordvalg.

Rapperen Shakespeare
Det indledende lyriske citat stammer fra undervisningsmaterialet Rødder (udkom i 2014), som netop rummer det dannelsessyn, jeg kalder på her: at stoffet, det, vi taler om i timerne, rummer vejen til den etiske karakter og handlen. Rødder gentænker den danske lyrikhistorie ved hjælp af en sidestilling af klassisk lyrik med senmoderne rapteksters lyrik. 10 rappere fik af Per Vers den udfordring at parafrasere 10 klassiske digte, hvilket resulterede i en plade- og bogudgivelse og et undervisningswebsite med 10 tematiske forløb, der knytter sig til musikken og lyrikken. Det blev til 10 meget forskelligartede dueller mellem blandt andre Ukendt Kunstner og symbolisten Helge Rode og Per Vers og nationalskjalden Adam Oehlenschläger. Ved at lade de unge møde klassisk lyrik i en rapbattlelignende duel med den ældre lyrik mødes to syn på, hvad der er vigtig viden: lærerens og elevens. Det ene er ikke mere rigtigt eller vigtigt end det andet. Det hele kan netop mødes i selve stoffets blandingsform. Rødder-materialet viser med al tydelighed, at rappens lyriske virkemidler er de samme, som den ældre lyrikhistories tekster arbejder med. Megen ældre lyrik banker og stanser ordene ud i jamber, og den jambiske rytme opererer med en tryksvag (u) og en trykstærk (-) stavelse i en form, der minder om hjertets rytme. Megen klassisk digtning betjener sig af samme metrik. Sat på beatets spids: Det er for eksempel helt uproblematisk at rappe Shakespeares berømte Sonnet 18, fordi den arbejder i jamber. Livet og hjertets rytme er derfor den samme i de to ordkunstformer.

Tager vi Rødder-metaforen på ordet og går helt tilbage til roden af rappens kulturelle aner, til maven af hiphopbevægelsens kulturkrop, finder vi frem til overraskende pointer om denne mundtlige poesis oprindelse. Rappen er en mundtlig recitationsteknik til et musikalsk repeterende beat, som blot udgør en del af hiphopkulturens historie og dens mange udtryksformer. Hiphop er i dag et globalt fænomen fra Brasilien, USA, Europa til Sudan og Japan. Men hiphops rødder ligger i Vestafrika i 1300-tallet, hvor riger i det nuværende Congo, Benin, Togo, Nigeria, Mali, Senegal, Cameroun og Mauretanien stod i rig vækst med imponerende højkulturer. Det resulterede i byer med udstrakt byplanlægning, hvor lige gader, vejbelægninger, centrale pladser efter græsk agora-forbillede, kloakering, bavnehøjsystemer, ringmure og enorme monumenter pryder disse vestafrikanske riger. Den væsentligste vidensbevarer og videns­overbringer var i tidsalderen griotsangeren. Grioten er sangeren, den politiske rådgiver, danseren, musikeren, den sociale vejleder for hele gruppen og recitatoren af en mængde overleverede myter, historier og videnskabelige tekster. Han mestrer en sangteknik, der minder meget om moderne rap. Teksterne memoreres via parrim og kan være op til 5-6 timer lange. Sådan bliver et helt centralt element i denne ”urraps” form viden og vidensspredning. Langt senere formulerer rapperen RZA fra hiphopgruppen Wu-Tang Clan, som opnåede stor popularitet i 1990’erne, projektet for hiphopkulturen således: ”It’s ’bout spreading the mathematics!” Det vil sige, at det handler om at udbrede, sprede viden og visdom også afsløret i hiphopbevægelsens centrale ord ”hiphop”: ”hippi” fra det senegalesiske sprog wolof betyder: ”at åbne sine øjne og se”. ”Hop” fra det engelske sprog signalerer bevægelse. Ergo erkendelse i bevægelse!

Græsstrånauten skal kunne flyve frit
Der er altså en anden side af denne kultur, end den gængse opfattelse dikterer, som er ovenud sympatisk, begavet, og som kan få unge til at aspirere og respirere efter viden og visdom på rappe rim. Mulighederne er derfor mange både for udviklingen af dannelse og for ”social empowerment”, sådan som det kan ses i nonprofitbevægelsen Rapolitics’ spændende projektarbejder med unges fortolkninger af internationale forhold, kulturer og konflikter. Så: Hvis vi måske skal have

Et andet universitet og et andet gymnasium med fri viden og nej tak til dimensioneringsplaner og erhvervslivskontrolleret cost-benefit-fiksering, går vejen ikke nødvendigvis via en blokade af rektors kontor, men gennem at udvikle fagligt inspirerende stof og materialer, der vækker de unge i så tidlig en alder som muligt og lader dem indse og forstå, hvor fascinerende viden og visdom virkelig er, for derigennem at udvikle en dannet karakter og etisk handlen ud fra denne. En dannelse fra rodsystemet af den frodige have, som viden, videnskab, poesi, musik, ja, al kultur er, hvor græsstrånauten kan flyve frit i tanken og tage sig tid til den fordybede indsigt i den vise mands sidste punktum …