”Digital deling må ikke blive en sutteklud”

For et par år siden gennemførte Rødkilde Gymnasium et projekt med en papirløs klasse. Det gik godt, eleverne var glade for eksperimentet. Men på trods af succesen bliver der i dag brugt både papirbøger og digitale bøger på gymnasiet.

Det er op til de enkelte faggrupper, hvad man vil købe til fagene. Og papirbøgerne er stadig populære blandt nogle lærere. Andre gange handler det om pris, siger Anne Lise Bennedsen, der underviser i samfundsfag og spansk på gymnasiet i Vejle.

Hun har selv længe været stor tilhænger af at inddrage digitale medier i undervisningen. Derfor er det heller ikke med hendes gode vilje, at hun har måttet vinke farvel til den digitale udgave af grundbogen Luk samfundet op.

”Økonomien gjorde, at der ikke var råd til at købe digitale licenser til alle hold. Så nu må jeg nøjes med den næstbedste løsning,” siger hun.

Den næstbedste løsning består af en papirbog og en tilhørende hjemmeside, og det fungerer udmærket, fortæller hun.

Naturligt med ”overvågning”
Anne Lise Bennedsen ser store styrker i værktøjer, hvor man kan følge elevernes arbejde. Google.docs er et af hendes favoritværktøjer, som hun blandt andet bruger til at følge med i, om eleverne laver noget i timerne.

”Hvis de spørger mig, om de må sætte sig ud og arbejde i grupper, så siger jeg: ’Ja, men I skal vide, at jeg følger med i, hvad I laver,’” siger hun.

Eleverne beklager sig ikke over overvågningen. For dem er det naturligt, at det hele er mere åbent, mener Anne Lise Bennedsen.

Hun var tidligt ude med at bruge sociale medier i undervisningen. Hun ser også en kæmpe fordel i, at eleverne og læreren nemt kan videndele med hinanden. I dag mener hun stadig, at det er brugbare værktøjer, men de sidste fem års erfaringer har nuanceret billedet.

”Tænk selv, før I deler”
De mange muligheder for at interagere, dele materiale og følge hinanden er nemlig også en belastning. Anne Lise Bennedsen mener, at digitaliseringen har bidraget til en mentalitetsændring hos eleverne, hvor de forventer lærerens konstante tilstedeværelse og at kunne få respons uafbrudt.

”Jeg opdrager eleverne til at arbejde selvstændigt, inden de deler ting med mig eller stiller spørgsmål. Ellers risikerer man at få halvfærdige bud på opgaver, som de forventer svar på. På den måde bliver delingsmuligheden en sutteklud, hvor de tror, at jeg kan rette deres materiale hele tiden,” siger hun.

Fænomenet findes også offline. Under gymnasiets seneste AT-forløb blev det meget tydeligt for alle lærerne, fortæller Anne Lise Bennedsen. Eleverne skulle skrive en synopsis, men så snart de bare var en smule usikre, rejste de sig fra deres pladser og gik op til læreren for at få hjælp.

”Så må man fortælle dem, at de skal sætte sig tilbage og ikke komme op igen, før de har gjort en indsats med arbejdet selv,” siger hun.

For at undgå at drukne i ufærdige opgaver og uigennemtænkte spørgsmål mener Anne Lise Bennedsen, at det er blevet en vigtig opgave i den digitale tidsalder at sætte nogle klare grænser for, hvornår læreren er tilgængelig. Men det er ikke kun for lærerens egen skyld. Eleverne efterspørger det selv.

”Jeg har undervist i 15 år, og jeg synes klart, jeg kan mærke, at eleverne i dag har fået et større behov for, at der bliver sat nogle tydeligere rammer end tidligere. De vil gerne vide, hvad planen er for dagens undervisning, og hvornår og hvordan de kan bruge mig.”