Vinderhistorie om elevernes møde med krigens rædsler

På en udvekslingsrejse til Périgueux i Périgord med min 2.g havde vi mulighed for at leje en bus, så vi kunne komme til Oradour-sur-Glane lidt nordvest for Limoges.

Vi havde i fransk læst om den forfærdelige massakre på landsbyens befolkning, hvor en gren af SS-Panzer-Division ”Das Reich” den 10. juni 1944 brutalt havde myrdet og brændt 642 børn, kvinder og mænd samt hele Oradour med.

Ét barn overlevede. Én kvinde og en lille håndfuld mænd.

Da vi kom til landsbyen, som stadig ligger i ruiner efter tyskerne nedbrænding efter ugerningen, blev vi til vores store overraskelse modtaget af én af de få overlevende fra massakren, Monsieur Darthout.

Han stod uden for den nedbrændte landsby og ville ikke med ind i ruinerne, men han ville gerne fortælle os om, hvad der var sket, hvis jeg ville oversætte. Eleverne var trykkede af situationen, og underligt var det at stå over en af Historiens vidner om det ufattelige, der er sket i vor egen tid, selv om ingen af os dog var født på det tidspunkt.

M. Darthout fortalte om, hvordan han sammen med andre mænd og store drenge var blevet ført ind i en lade, hvor tyskerne havde mejet dem alle ned med maskingeværsalver og bagefter havde smidt halm, brænde etc. over ligene (og dem, der lod, som om de allerede var døde!), inden de satte ild på det hele og lukkede portene bag sig.

Med tonløs stemme fortsatte denne tapre overlevende fra én af de værste massakrer mod civilbefolkningen i nyere tid sin triste og tragiske historie: ”Nogle råbte, at de ikke kunne bevæge sig pga. af de lig, der lå over dem. Andre skreg af smerte over skudsårene. Nogle fremsagde fortvivlet navnene på deres mødre, koner og børn, inden deres stemmer forstummede. Jeg undslap, da bagvæggen gav efter for flammerne.”

Eleverne havde tårer i øjnene, da de hørte denne nu gamle mand fortælle om sin egen skæbne samt om alle dem, han denne smukke juni-lørdag havde mistet, og der var ingen der stillede ham spørgsmål.

Selv om han havde sagt, at han ikke ville med ind i den udbrændte landsby (efter krigen byggede man en ny landsby uden for murene), fulgte han os alligevel ind til kirken, hvor en guide fortsatte, hvor M. Darthout slap.

Kirken ligger udbrændt uden tag eller vinduer, og henne i et hjørne ligger den delvist smeltede kirkeklokke med knebelen fikseret i bronzen. Bronze smelter (afhængigt af mængden af tin i legeringen) ved ca. 1000°C, så det er nemt at forestille sig dét inferno, der måtte have været i kirken, hvor levende kvinder og småbørn blev myrdet på bestialsk vis.

Eleverne gøs ved synet af skudhullerne i væggene og ved synet af en lille udbrændt klapvogn ved foden af hovedalteret.

Den nye guide fortalte, at han den 10. juni 1944 havde været fire år gammel, at han sammen med omegnens børn skulle have været til lægeundersøgelse i Ordaour-sur-Glane hin forfærdelige lørdag, men at han havde været for syg til at komme ind til landsbyen, hvilket havde reddet ham fra de andres uhyggelige skæbne. 

Med tonløs stemme fortæller han, at hans to kusiner var blevet skudt og brændt i dén kirke, hvor vi nu står, og at vi skal huske, huske, hvad det var, der skete, og hvem der var ophavsmændene til ugerningen, så noget sådant aldrig, aldrig mere vil kunne ske.

Eleverne har blanke øjne, nogle græder sagte, og jeg prøver at bevare fatningen, mens jeg oversætter: ”De tyske SS’ere bar en kasse ind i kirken og satte den på hovedalteret.

Der stak lunter ud fra kassen. Det var en kraftig røgbombe, der skulle have kvalt alle kvinderne og børnene, men da den detonerede med et voldsomt brag, blev vinduerne blæst ud af kirken, så virkningen udeblev. Så begyndte SS’erne ved døren at fyre løs med deres maskingeværer, og børnene og kvinderne skreg og skreg.

Én eneste kvinde, Madame Rouffanche, undslap dette helvede. Hun kom op i vinduesnichen bag ved alteret og styrtede ned i præstegårdshaven, hvor hun lå et døgn med brækket ben og hørte de skrækkelig skrig langsomt forstumme, mens den sødlige lugt af brændt menneskekød bredte sig i luften. En ung mor med sin baby ville gøre det samme, men babyen begyndte at skrige, og de blev begge på bestialsk manér knaldet ned af en ung soldat.”

Nu kunne man høre eleverne hulke, og også jeg mærkede tårerne trænge frem gennem forsvarsværkerne.

Da vi kort efter forlod kirken, hørtes brat en øresønderrivende lyd fra det høje, og mange af eleverne skreg og græd spontant, for nu gentog massakren sig sikkert, og intet har vi lært af fortiden, og nu dør også vi!

Men heldigvis var det blot en par militærfly på øvelse, der gennembrød lydmuren over martyrbyen Oradour-sur-Glane.