Du er her

Det føles som meget mere end et fuldtidsjob at være midlertidigt ansat tre steder med tre forskellige skolekulturer, elevtyper og lærerkollegier, fortæller Teresa Rodríguez Bergqvist.

Foto: 
Jacob Nielsen
Interview
|
14. jun 2017

Tryghedstæppet er revet væk under mig

Teresa Rodríguez Bergqvist havde været fastansat lærer i 10 år, da hun først blev varslet 50 procent ned i tid og siden hen afskediget. Her fortæller hun ærligt om den hårde forandring.

Af: Malene Romme-Mølby

Om Teresa Rodríguez Bergqvist

Teresa Rodríguez Bergqvist

• Født i 1973.
• Uddannet cand.mag. i spansk og film- og medievidenskab på Københavns Universitet.
• Har undervist på Herlev Gymnasium, Niels Steensens Gymnasium og Midtsjællands Gymnasium.
• Tidligere uddannet tandplejer på Tandlæge­højskolen.

50 procent i Herlev, 17 procent på Østerbro og 10 procent i Haslev.

Sådan har Teresa Rodríguez Bergqvists arbejdsliv været opdelt det seneste år.

Efter 10 år som lærer på Herlev Gymnasium blev hun varslet ned i tid sidste år. For få måneder siden kom afskedigelsen.

Meddelelsen kom ikke ud af det blå.

”Det var en lang proces, hvor man kunne mærke, at der skulle rulle hoveder, fordi vi var for mange i min faggruppe,” siger hun.

”Og da jeg sammenlignede mig med mine spanskkolleger og deres fagkombinationer, havde jeg på fornemmelsen, at flaskehalsen ville pege på mig,” tilføjer Teresa Rodríguez Bergqvist, der underviser i spansk og mediefag.

Selvom hun havde forudset det, var ændringen hård.

Det er ikke sjovt som erfaren gymnasielærer at blive banket tilbage til en midlertidig ansættelse. Hele tryghedstæppet blev jo revet væk under mig. 

 
 

Rakkerliv
Forandringen fra fastansat til vikar fik mange konsekvenser.

Helt naturligt kunne Teresa Rodríguez Bergqvist hurtigt mærke de økonomiske følger:

”Det havde længe været besluttet, at min datter skulle på efterskole, og det blev pludselig noget, der krævede nogle omprioriteringer, fordi økonomien er stram. Sådan en situation er svær.”

En anden udfordring er rakkerlivet mellem tre skoler.

”Der går meget tid med logistik og bekymringer, hvis toget er det mindste forsinket,” fortæller Teresa Rodríguez Bergqvist.

Bliver en time flyttet på grund af et arrangement, kan det godt give lidt hovedpine at få den placeret, så den passer ind i hendes øvrige skemaer.

Teresa Rodríguez Bergqvist er altid på farten, og det giver dårlig samvittighed over for eleverne.

”Det er ikke rart, at man som lærer blot løber af sted lige efter timen. Nogle gange er der jo en elev, der vil vide, hvordan han kan forbedre sig, eller der er en anden elev, som ikke helt forstod lektien,” siger hun.   

Det piner også hendes lærerhjerte, at der måske er ting, som hun ikke bemærker ved eleverne.

”Ofte er man jo som lærer den første, der lægger mærke til, hvis en elev har det svært. Jeg ville være ked af, hvis jeg i farten overså nogle signaler fra mine elever,” siger Teresa Rodríguez Bergqvist.

Spanskbomben sprang
Det føles som meget mere end et fuldtidsjob at være midlertidigt ansat tre steder med tre forskellige skolekulturer, elevtyper og lærerkollegier.

”Det er hårdt, for man vil præstere maksimalt hele tiden. Man skal være den fagligt stærke, den populære hos eleverne og den gode kollega,” siger ­Teresa Rodríguez Bergqvist og tilføjer:

”Samtidig vil man også gerne gøre en ekstraordinær indsats i forhold til de sociale aktiviteter, der gør, at skolen bliver et samlingspunkt.”

På den måde kommer man let til at lægge en del interessetimer på arbejdspladsen, som man ikke får løn for, fortæller hun.

”Men jeg ser det lidt som en investering, fordi jeg også er jobsøgende. Jeg håber jo, at skolen vil tænke på mig, hvis den får behov for en spansklærer igen.”

Desværre synes hun ikke, at fremtiden ser så lys ud for hende i gymnasieverdenen.

Dels på grund af nedskæringerne, dels på grund af reformen, som hun ser som endnu en spareøvelse.

”Jeg må indrømme, at nu, hvor bomben lige er sprunget om, at spansk alligevel ikke bliver sidestillet med fransk og tysk som andet fremmedsprog, så har jeg meget svært ved at se, hvordan faget kan overleve i gymnasiet,” siger Teresa Rodríguez Bergqvist og uddyber:

”Jeg tror desværre, at selv hvis jeg er meget heldig, så bliver jeg nok ikke andet end årsvikar i mine fag. Men så tager jeg det, jeg skal jo også betale mine regninger.”

Det ærgrer hende, at hun nok med tiden bliver nødt til at gå andre veje, for hun er meget glad for at undervise.

”Jeg er videbegærlig, så jeg skal nok klare at blive omskolet. Men jeg kan ikke lade være med at tænke på, at jeg skal ramme plet denne gang. Måske har det noget med min alder at gøre.”

Hun har prøvet det før, for hun er oprindeligt uddannet tandplejer, men hun måtte desværre erkende, at hendes hænder ikke kunne klare arbejdet.  

Teresa Rodríguez Bergqvist kan se tilbage på et hårdt år som jobsøgende og med tre midlertidige ansættelser. Og det er endnu uvist, hvordan hendes arbejdsliv bliver i fremtiden.”Alle ser gerne, at man brænder for jobbet, og det har jeg bestemt også gjort. Men man skal bare passe på, at man ikke brænder helt ud,” siger Teresa Rodríguez Bergqvist.

Kommentarer

0
You must have Javascript enabled to use this form.

Annoncer