Du er her
Nyhed
|
01. okt 2013

Performance-kultur dominerer gymnasiet

Øget fokus på at teste og måle i uddannelserne har skabt en performance-kultur, som underminerer læringskulturen, sagde ungdomsforskeren Camilla Hutters til Gymnasiedage.dk. Hun mener, at man er nødt til at gentænke meningen med gymnasiet.
Af: Malene Romme-Mølby

Alt for mange gymnasieelever er umotiverede og uengagerede, og for få deltager aktivt i undervisningen, sagde Camilla Hutters, lektor og souschef på Center for Ungdomsforskning Aalborg Universitet til konferencen Gymnasiedage.dk.

Klasserumsstudier viser, at kun op til en fjerdedel af en klasse deltager aktivt i undervisningen. Halvdelen af klassen tjekker ud og ind af undervisningen, og den sidste fjerdedel af klassen er slet ikke aktive i undervisningen.

Vigtigst at præstere
Der er en form for motivationskrise i gymnasiet og andre uddannelser, lød det fra Camilla Hutters. Men den skyldes hverken dovne elever eller lærere.

”Problemet skyldes blandt andet, at performance-kulturen dominerer og underminerer læringskulturen,” sagde Camilla Hutters.

I performance-kulturen ser man uddannelse som et instrument til en god samfundsøkonomi og har et øget fokus på at teste og måle. I læringskulturen er uddannelse derimod selve målet. Her er der fokus på læring og videnstilegnelse.
Selve processen at lære er i højsædet i læringskulturen i kontrast til performancekulturen, hvor resultater og at præstere opleves som det vigtigste.

Hvorfor uddannelse?
Performance-kulturen har påvirket de unges syn på uddannelse.
”For mange unge er uddannelse et middel eller et instrument. De er ikke specielt interesserede i selve uddannelsen, men alle - selv de mest udsatte unge - føler, at de er nødt til erhverve sig en uddannelse,” sagde hun og uddybede:
”Det skaber et uddannelsesræs, hvor de unge faktisk har svært ved at sætte ord på, hvad uddannelsen skal bruges til."

Motivationskrise også for de dygtigste
Kendetegnende ved performance-kulturen er også, at eleverne er meget fokuseret på hele tiden at vise læreren, hvad de kan. Det ligger fast i elevernes bevidsthed. 


”Der sker en enorm polarisering i klassen imellem dem, der hele tiden er på, og de andre, der har resigneret,” sagde Camilla Hutters.

Men både de over- og underpræsterende unge kan havne i motivationskrise, fortalte Camilla Hutters:
"De, der føler, at de alligevel ikke kan gøre sig gældende i undervisningen, bliver skoletrætte og mister lysten til at læse videre. Men også de meget motiverede elever kan få problemer, fordi de hele tiden skal overpræstere og derfor oplever, at det er skruen uden ende."

Deltagende og samskabende læring
Camilla Hutters har været med til at skrive bogen Unges motivation og læring, som netop er udkommet. Bogen indgår i et større forskningsprojekt om motivation.
Her har forskerne blandt andet har fundet frem til fire dimensioner, der har indflydelse på elevers motivation for læring. Den ene dimension er anvendelse - om eleverne oplever, at de kan bruge, hvad de lærer. Her står undervisningen i gymnasiet ifølge Camilla Hutters ret godt. Men i forhold til de øvrige dimensioner,
dannelse, fællesskab og deltagelse, er der plads til forbedringer, sagde Camilla Hutters.    

"Vi skal styrke elevdeltagelsen på uddannelsen, så vi lader eleverne byde mere aktivt ind i undervisningen. Meget forskning peger nemlig på, at mange elever slet ikke er vant til at være aktører i forhold til at lære," fortalte Camilla Hutters og fortsatte:
"Hvis eleverne skal opleve undervisningen motiverende og meningsfuld, kræver det, at den interaktion, som der sker på en uddannelse, er samskabende. Der kan ske noget særligt ved, at eleverne skaber noget sammen, i kontrast til når de bare sidder hjemme og læser alene."

Variation på samme måde
Variation har også stor betydning for udbyttet af undervisningen. Men ifølge Camilla Hutters varierer lærere ofte undervisningen på samme måde.

Som en elev udtrykker det i en af Camilla Hutters undersøgelser om unges motivation:
"For mit vedkommende er det spørgsmålet om, at der ikke er en fast skabelon for hvert fag. Først har vi tavleundervisning, så har vi gruppearbejde og så har vi fremlæggelse. Hvis du gør det hver eneste gang, så falder det lidt til jorden."

Camilla Hutters forskning bekræfter elevens påstand:  
”Det er tankevækkende, at mange dygtige lærere forbereder rigtig mange gode ting til undervisningen med variation og elevinddragelse. Men ofte oplever eleverne det blot som en dag fyldt med variation af det samme,” sagde Camilla Hutters.

Ny fagopdeling
Camilla Hutters mener, at der er behov for at gentænke hele meningen med det, man lærer i gymnasiet.

"Vi har lærere, som er uddannet i nogle fagtraditioner, der gav rigtig god mening en gang, men de unge lever i en helt anden hverdag, hvor det har ændret sig, hvad der er meningsfuldt at lære."

Hun foreslog blandt andet, at man grundigt overvejer fagopdelingen i gymnasiet, og hvad der er teoretisk og praktisk. De forskellige opdelinger giver nemlig ikke mening for de unge. Og når det ikke giver mening for dem, er det svært at engagere og motivere dem.

“Det allervigtigste er, at uddannelse tilfører mening til de unge. Dannelsesprocessen skal være meningsfuld, så de føler, at de får får nye perspektiver og kan gøre nye ting med verden på grund af uddannelsen,” fastslog Camilla Hutters.

Kommentarer

3
You must have Javascript enabled to use this form.
Per Eliassens billede

Performance er vigtigt. Det er vigtigere end læring og kundskaber og viden og færdigheder. Det er det vigtigste!Performance og kompetencer er rigtig godt. Simpelthen. Det er her, vi vinder fremtiden i den globale udfordring.Jeg vil derfor foreslå performancekompetence som endemålet for enhver sand og moderne gymnasieuddannelse. Yes, we can!

Mette Nørbys billede

Det er fint nok at kunne performe. . .Hvad med:erhverve viden og erfaringer, der -giver kompetence til at være et medmenneske-gør verden større og mere interessant-gør os i stand til at passe på verden, og det der er værdifuldt.Hilsen en fuldgyldig amatør.

Finn Fuglsangs billede

Den såkaldte "performance-kultur" i den gymnasiale sektor er kun én blandt mange; jeg nævner i flæng "ingen forberedelses-kulturen" "den mentale fraværskultur" og "Facebook/ Twitter - kulturen".I min optik er det egentlig utroligt, at det, at nogle elever har ambitioner, ønsker at performe godt nu pludselig skal problematiseres, nå nu de øvrige tre kulturer, jeg her har nævnt, har SÅ godt fat i en stor del de unge mennesker som tilfældet er.Taxameter-dagsordenen er jo, at alle SKAL igennem, det er der nemlig PENGE i . . . . og det har som uundgåelig konsekvens at den faglige overligger må sættes så lavt, at den bedste fjerdedel af en klasse lynhurtigt opdager, hvor lidt der egentlig skal til for at slippe af sted med 7 eller mere. Så kræver det altså noget af et ungt menneske selv at hæve overliggeren for sit eget vedkommende - og man vil jo heller ikke risikere at få ry af at være en stræber med rundsave på albuerne. Nej da - ambitioner hører til på sportspladsen og i det sociale liv men ikke i skolesammenhæng; så er man jo en nørdet stræber og dermed udelukker man sig fra det VIRKELIGE liv, der jo foregår uden for undervisningens rammer. . . .Vort egentlige problem er slet, slet ikke lidt performance-halløj; det er inden for de problematiske rammer, vi stilles til rådighed med ALT for mange elever i STX, trods alt at vække nysgerrigheden og vidensbegæret hos nogle enkelte elever, der med lidt held kan bibringes at se ud over egen næsetip og andre steder end i egen navle. At dette så er nærmest gudsbespottelig tale i den konsensus-kultur, der præger vor hverdag - jamen de verbale tæsk, det måtte medføre, dem lever jeg så med. . . .

Annoncer