Ministeriet går på jagt efter skoler med manglende pædagogikum

Nyansatte lærere skal gennemføre pædagogikumuddannelsen i det første år af ansættelsen, siger reglerne. Undervisnignsministeriet vil nu gøre en indsats for, at reglerne overholdes. Arkivfoto.

Gymnasier, som forsømmer at give lærere pædagogikum, kan godt forvente besøg fra Undervisningsministeriet i år. En særlig tilsynsindsats har i år fokus på lærerkompetencer.

Ikke alle danske gymnasieelever bliver undervist af lærere med de rette kompetencer. Men det skal der rettes op på, slår Undervisningsministeriet fast.

I 2019 vil Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK) under Undervisningsministeriet lave et tematisk tilsyn med fokus på lærerkompetencer.

“Vi ser desværre nogle gange, at skoler ikke sørger for, at lærere kommer i pædagogikum, eller at lærere ikke lever op til de faglige mindstekrav. Det vil vi fokusere på med et tematisk tilsyn i år,” siger Jens Refslund Poulsen, som er kontorchef i STUK.

Han fortæller, at STUK ikke har et overblik over, hvor mange skoler som ikke lever op til reglerne. Men STUK er blevet opmærksomme på problemet i forbindelse med flere enkeltsager. Det gælder ikke mindst på VUC Syd i Sønderjylland, hvor den tidligere ledelse i flere år forsømte at sørge for, at lærere fik pædagogikum, og at lærerne levede op til de faglige mindstekrav. STUK pålagde sidste år VUC Syd at få rettet op og sørge for, at alle undervisere har de rette kompetencer.

Jens Refslund Poulsen understreger, at lærere skal gennemføre pædagogikum i løbet af deres første år af ansættelsen.

"I særlige tilfælde for eksempel på grund af sygdom kan et pædagogikumforløb udskydes eller udstrækkes over længere tid, men sådanne tilfælde hører til undtagelserne. Det er vigtigt for kvaliteten af de gymnasiale uddannelser, at lærerne både har de faglige og pædagogiske kompetencer" siger Jens Refslund Poulsen.

Styrelsen er lige nu ved at forberede det tematiske tilsyn med fokus på lærerkompetencer.

 

Hvis reglerne ikke overholdes, skal det bringes i orden.

Jens Refslund Poulsen, kontorchef
Styrelsen for Undervisning og Kvalitet

"Det er for tidligt at sige, hvor mange skoler vi vil henvende os til, og hvordan tilsynet skal forløbe," siger Jens Refslund Poulsen.

Han er dog ikke i tvivl om, hvad målet er.

"Hvis reglerne ikke overholdes, skal det bringes i orden," siger han.

Få nyansatte kommer i pædagogikum
Gymnasieskolernes Lærerforening (GL) har lavet flere undersøgelser, som viser, at langt fra alle nye fastansatte lærere kommer i pædagogikum det første år af ansættelsen.

GL’s beskæftigelsesundersøgelse fra 2018, som er baseret på svar fra tillidsrepræsentanter, viser for eksempel, at der var cirka 400 nye fastansættelser på stx sidste år, men kun omkring 60 af dem begyndte pædagogikum det første år.

På hhx og htx var der ifølge undersøgelsen kun omkring 15 nye fastansatte, som kom i pædagogikum det første år.

Det er at svigte eleverne ikke at sørge for, at lærerne har de rette kompetencer.

Tomas Kepler, formand
GL

Svigter eleverne
Derfor er Tomas Kepler, som er formand for GL, glad for, at Undervisningsministeriet sætter fokus på lærerkompetencer.

“Der er desværre eksempler på skoler, som ikke lever op til reglerne og undlader at give nye lærere pædagogikum. Som lærer har man brug for pædagogikum for at løfte opgaven som underviser, og det er at svigte eleverne ikke at sørge for, at lærerne har de rette kompetencer,” siger Tomas Kepler.

Han minder om, hvor galt det kan gå, hvis ledelsen i flere år ikke sørger for at opkvalificere lærerne. På VUC Syd mistede flere lærere deres arbejde, netop på grund af at den tidligere ledelse ikke løbende havde opkvalificeret lærerne.

“Det var lærerne, som betalte prisen for, at ledelsen ikke fulgte reglerne. Det er godt, at ministeriet nu understreger, at der ikke er undskyldninger for ikke at sørge for, at lærerne har de rette kompetencer,” siger han.

Ledere: Skal være i orden
Formand for Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier Ole Heinager mener, det er “helt på sin plads”, at Undervisningsministeriet sætter fokus på lærerkompetencer.

“Det er helt indlysende, at det er fornuftigt, at gymnasielærere tidligt i deres lærergerning gennemfører pædagogikum. Der kan være lokale udfordringer, men grundlæggende må der ikke være tvivl om, at lærerne har de nødvendige pædagogiske kompetencer, der skal til for at gennemføre undervisning på gymnasialt niveau,” siger han.  

Birgitte Vedersø,som er formand for Danske Gymnasier og rektor på Gefion Gymnasium, siger, at hun ikke kender nogle skoler, som bevidst undlader at sende lærerne i pædagogikum.

“Jeg kan ikke genkende det, men jeg tør ikke afvise, at det forekommer. Jeg tænker, at der for eksempel på små gymnasier kan være en praktisk virkelighed, som gør det svært at sende en lærer i pædagogikum det første år,” siger hun.

Hun nævner som eksempel, at der på en skole kun er en lærer til at tage nogle bestemte hold, eller at det i visse steder i landet er svært at skaffe matematik- og naturvidenskabslærere.