Livet skal jo leves. John Mogensen-sangbogen

Der er nogle danskeres liv, der til stadighed giver brændstof til nye biografier, film, teaterstykker, og i John Mogensens tilfælde også et utal af kopibands. John Mogensen var en del af vokalgrupperne Blue Boys og Four Jacks i 1950’erne og 1960’erne. Senere barpianist rundtom i Sverige i 1960’erne og så det helt store folkelige gennembrud via Dansktoppen i 1971 og med et meget stort pladesalg til følge. Node- og tekstbogen omhandler 42 af hans sange under overskrifterne ”Johns verden”, ”Johns kærlighedssange”, ”John fortæller” og ”Johns oversættelser”. 

Alle sange er forsynet med noder med becifring, nogle med lettere klaverarrangementer, og der er kildeomtale og en diskografi bagerst i bogen. Det er en cand.theol.(!) og seniorforsker i populærmusikhistorie på Det Kongelige Bibliotek og en cand.mag. i musikvidenskab og WH-redaktør, der fører os ind John Mogensens tekstlige og musikalske univers ,og det gør de indsigtsfuldt med et glimrende forord og kommentarer til alle sangene. De skriver mundret og underholdende. John Mogensens sange er en musikalsk og poetisk verden af en kvalitet, der sagtens kan klare analyse og fortolkning i et samarbejde med for eksempel musik og dansk eller måske dansk og historie? Bodegapoesi som talerør for den fordrukne, skuffede, sentimentale, ensomme, jaloux, men også ærlige og kærlige dansker. Den musikalske iklædning er jazz, country, svensk visetradition, refrænmusik og slagere. Jeg har læst, lyttet og skrålet til samtlige sange, og det er slående, så gennemarbejdede og professionelle de er fra John Mogensens side.

John Mogensens farverige liv som sanger, hverdagsdigter og drukkenbolt ligger langt fra en standardgymnasielærers og -gymnasieelevs liv. Også derfor er der en god grund til at dykke ned i materialet og blive klogere på sig selv og andre mennesker.