Moderniseringsstyrelsen har tilsyneladende spillet en ekstra joker ind i overenskomstforhandlingerne med de ansatte i staten.
Sammen med konsulentvirksomheden McKinsey har Moderniseringsstyrelsen, som hører under Finansministeriet, udarbejdet en ny model for god arbejdsgiveradfærd.
Ifølge Jyllands-Posten, som har fået aktindsigt i et udkast til modellen, betyder den blandt andet, at ”lederne i staten fremover vil måle og veje deres ansatte gennem talrige resultatmålinger og medarbejdervurderinger med dertilhørende præstationsløn.”
Lige før jul blev der så småt taget hul på overenskomstforhandlingerne mellem Finansministeriet og de offentligt ansatte i staten, og McKinseymodellen kommer frem, kort før de reelle forhandlinger begynder i næste uge.
Hvad blev der af tillid og ansvar?
Formand for GL Annette Nordstrøm Hansen undrer sig over, at udspillet kommer, efter regeringen i 2013 vedtog den såkaldte tillidsreform, hvor det blandt andet hed: "Ledelse og styring skal tage afsæt i tillid og ansvar."
”Nøgleordene for at skabe kvalitet er tillid, retfærdighed og samarbejde. Resultatmålinger koblet til præstationsløn er en forkert vej at gå og kan nærmest virke modsat,” siger hun.
Annette Nordstrøm Hansen peger på, at ressourcerne på arbejdspladserne bruges bedre, hvis lederne udfører pædagogisk ledelse frem for at bruge kræfterne på administrative målinger.
Hun mener, det kan være meget svært at måle den enkeltes arbejde ud fra nogle statsstyrede parametre inden for undervisning.
”Hvis en lærer støtter en elev til at skifte uddannelse eller studieretning, kan det på papiret registreres som frafald, men er det så dårlig kvalitet?” spørger Annette Nordstrøm Hansen retorisk.
Hun understreger, at målinger kan være fornuftige til at skabe bedre kvalitet i den offentlige sektor. Det er for eksempel værdifuldt at vide, hvordan skolerne formår at bryde den sociale arv, eller hvordan trivslen er blandt medarbejderne.
”Men et koncept, hvor medarbejdernes skal måles og vejes, skaber ikke kvalitet,” siger Annette Nordstrøm Hansen.
Målinger ikke en del af overenskomsten
Spørgsmålet er, hvilken rolle modellen for god arbejdsgiveradfærd får for overenskomstforhandlingerne.
Mikkel Mailand er forskningsleder for Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier (FAOS) på Københavns Universitet.
Han understreger, at i princippet er mål- og rammestyring af de offentlige arbejdspladser ikke en del af overenskomstforhandlingerne. Flere resultatmålinger på de offentlige arbejdspladser kan godt indføres under alle omstædigheder.
Mikkel Mailand pointerer dog, at en af Finansministeriets krav til disse overenskomstforhandlinger er en ”styrket indsats for tillid og samarbejde for at understøtte kvalitet og effektivitet i opgaveløsningen lokalt”, som det formuleres.
”Tillids- og samarbejdsdagordenen er højt prioriteret både af Finansministeriet og fagbevægelsen. Der er selvfølgelig risiko for, at den dagsorden påvirkes, hvis Bjarne Corydon ønsker at skrue op for mål- og rammestyring på de offentlig arbejdspladser,” siger Mikkel Mailand.
Folketingsvalget er lige om hjørnet
Mikkel Mailand peger dog på en væsentlig faktor: Danskerne skal i løbet af i år til valg. Ifølge Mikkel Mailand ønsker regeringen ikke at gøre en lang række offentligt ansatte vrede, kort før de skal sætte deres kryds.
Han tvivler derfor på, at resultatmålinger og øget præstationsløn bliver en konkret del af overenskomstforhandlingerne i denne omgang.
”Det er svært for arbejdsgiverne at få det indarbejdet i denne overenskomst,” siger Mikkel Mailand.
Rektorer: Målinger skal bruges til dialog
Formand for rektorforeningen Dansk Gymnasier, Anne Birgitte Rasmussen ønsker ikke at bruge målinger til at uddele præstationsløn. Men ifølge formanden ønsker Danske Gymnasier og de andre lederforeninger at udvikle målinger, som kan være udgangspunkt for dialog om skoleudvikling med lærerne.
”Målinger skal ikke bruges til præstationsløn, men fornuftige målinger kan skabe god dialog om, hvordan vi øger elevernes læring, hvilken efteruddannelse der er behov for og så videre,” siger Anne Birgitte Rasmussen.
Gymnasieskolen.dk har ikke læst udkastet om god arbejdsgiveradfærd, men har søgt aktindsigt i det hos Moderniseringsstyrelsen.
Kommentarer
Jeg tror, at Bjarne Corydon har glemt, at det er vælgerne, der er hans arbejdesgivere. Det er vælgerne, der har valgt, at han er de offentliges foreløbige arbejdsgiver. Dårlig timing i et valgår med statsministerens nytårstale in mente! Det er måske "good cop"/ "bad cop"-taktikken? Efter valget har Corydon sikkert udmærkede muligheder for at søge job i moderniseringsstyrelsen, hos Goldman-Sachs eller et andet sted i finanssektoren... og så har jo skabt arbejde til en hel del djøffere, som jo nu skal tælle, om vi har talt vores timestal korrekt eller ej.
Corydons kabale Allerede i søndagsavisen d. 30/12 – 2012 stod at læse om travle ministre, der samtidig forsøger at agere familiemennesker. Her kunne den nysgerrige få et indblik i yngre ministres måder at håndtere hverdagen på, hvilket måtte siges at indeholde tankevækkende løsninger på hverdagens trummerum. Her vil jeg primært fokusere på landets finansminister – dels fordi vi er jævnaldrene og dels fordi han vil have at jeg skal forsøge at tilnærme mig en arbejdsbyrde, som minder om hans. Devisen er tilsyneladende blandt disse karrieremennesker (og ”nyudnævnte” ministre), at mere arbejde løser landets problemer. Jeg skal befinde mig mere på min arbejdsplads, og tiden må tages fra min familie. Men hvilket menneskesyn lader den logik fremstille? Og hvilket familiemønster efterlader et travlt karrieremenneske så i kølvandet, når han/ hun vil realisere sine egne ambitioner? Finansministeren fortæller, at ”uden svigerforældre gik det ikke” (overskriften på artiklen) – med ”det” må der forstås, det liv, han lever som minister. I selve artiklen citeres Corydon da også for at sige, at ”uden svigerforældrene skulle familien lægge livet helt om.” Jeg tænker kun følgende tanker, fordi det er en socialdemokrat, der udtaler sig. En liberal kunne man vel ikke forvente sig andet af. Falder det nogensinde Bjarne Corydon ind, at ikke alle børnefamilier har en svigerfamilie, der kan agere plejeforældre, når man selv har travlt i enten SAS-kabinepersonaleafdelingen eller som skolelærer under den nye ønskede såkaldte ”normalisering”. Tænker de yngre ministre over, hvilket familiemønster, de er i gang med at kreere? Man vil som vågent menneske vide, at kernefamilien har svære vilkår endda. Andre Corydon-citater fra artiklen, som undrer mig og som fører til samme logik vedrørende familielivets karakteristika: Hvordan er du dog far, Corydon? Det forlyder således, at det er konen, der er minister i hjemmet – og det er vel ganske udmærket, men er det udmærket, at ”sandheden er, at det kan tælles på én hånd, hvor mange gange jeg har hentet børn, siden jeg blev finansminister.” Spørgsmålet er retorisk. Man bør ikke kokettere med, at man ikke har tid til at hente sine egne børn i børnehaven. Og man bør i tro, at hele nationen deler samme normalitetsparameter. Undertegnede skal ikke være finansminister, men jeg deler ikke hans familielogik, og jeg ønsker ikke at efterfølge den som eksempel. Og jeg ønsker mig fritaget fra at blive en sådan logik påtvunget. Corydon spiser sin aftensmad på arbejdet. Det gør jeg ikke. To af børnene sover, når han kommer hjem fra arbejde. Det gør mine ikke. Jeg fortæller dem godnathistorier og snakker med dem, mens de spiser og når de er i bad, inden de skal sove. Den ”heltestatus” ønsker jeg at bevare – både for deres skyld, men sandelig også for min egen. Corydon får en god time med sin ældste søn på tolv år. De spiller sammen eller løber en tur sammen, ”det kan man sagtens klokken 21 om aftenen.” Nej. Det kan man ikke, Corydon. Bevares – det må I selv beslutte som familie, men mon ikke, at en dreng på tolv år også trænger til nattesøvn? Er han så i seng klokken 22 og skal op klokken seks? Otte timers søvn er ikke meget for en dreng i ”ungdomssløvsindsalderen” – som snarlig teenager er der vel desuden også en masse ting, der rører sig – og så er en far vel vigtig at have ved hånden mere end en god time om aftenen. Jeg ville ikke gøre det sådan. At tøjvask, rengøring, madlavning (ofte take-away… det er kun en enkelt ”lykkelig” hverdag i ny og næ, at Corydon selv når at lave mad) bliver lavet af en barnepige eller af bedsteforældre tyder på, at ideen om kernefamilie har fået en ny lyd. Corydon indrømmer således, at han er far til fire på ”et nogenlunde plan”. Er det godt nok til Bjarne Corydon, så betyder det ikke, at det er godt nok til alle landets fædre. At børn på tre og syv accepterer en travl far, er sikkert kun tilfældet, fordi far insisterer på, at sådan skal det være. Spurgte man børnene ville de sikkert synes, at det var dejligt, hvis far var mere til stede … 12 minutter mere arbejde om dagen giver 1 time om ugen. Hverken mere eller mindre. Én time kan nok gå an, men familielivet må forblive intakt…