”Jeg vil give eleverne modspil”

For Karsten Jensen er det vigtigt, at eleverne oplever et værdisæt fra de voksne mennesker, de er omgivet af. ”Alt andet vil være et svigt,” siger han.

Da Karsten Jensen som ung var til en fest på sit gymnasium i Aalborg, skrev en af pigerne med læbestift ”Fuck Willum” på ryggen af hans jakke, et genbrugskøb, længe inden det hed secondhand og vintage.

Willum, eller Carl Willum Hansen, var gymnasiets rektor. En markant personlighed og fortaler for klassiske kulturdyder. Han stod for alt det, Karsten Jensen var i opposition til, så den unge fyr syntes, at ”rygmærket” var sejt.

Så sejt, at han mandag morgen tog jakken på i skole – og fra kammeraterne fik anerkendende ”fedt, Jensen” med på vejen. Det sagde lærerne ikke. De sagde slet ikke noget, husker Karsten Jensen, som i dag er gymnasielærer på Odsherreds Gymnasium.

”Hvis en elev i dag tog en jakke på, hvor der stod ’Fuck Marianne’, som vores rektor hedder, ville jeg ikke ignorere det. Jeg ville spørge eleven, hvad han havde tænkt sig, da han tog den på,” siger han.

Ikke for at sætte eleven på plads, men for at vise ”positiv interesse”.

”I min egen gymnasietid dannede jeg min egen lille modkultur og oplevede ikke at blive set eller udfordret på det. Senere oplevede jeg det faktisk som et svigt fra vores undervisere.”

”I dag oplever jeg sjældent det åbne oprør, som jeg selv praktiserede, men jeg oplever ofte elevernes modvilje mod undervisningssituationen – en slags passiv modstand, når de søger tilflugt i computerens spilverden, på de sociale medier eller i høretelefonernes musik,” siger Karsten Jensen.

For den 52-årige gymnasielærer er det derfor en drivkraft at give sine elever et modspil.

”Jeg synes, det er vigtigt, at de unge mennesker har nogle voksne, de kan spille bold op ad – at de oplever et værdisæt fra de voksne mennesker, de er omgivet af. Alt andet vil være et svigt,” siger han og mindes sin allerførste undervisningstime, hvor han opdagede, at en elev spillede computerspil. Da Karsten Jensen spurgte, om eleven ikke skulle løse sine matematikopgaver, svarede han: ”Der er ansvar for egen læring.”

”Jeg tænkte: ’Nå ja, det har han jo ret i’ og lod ham være. Men senere syntes jeg, at det var et svigt af den unge mand, og jeg lærte, at jeg måtte træde i karakter – ikke bare som faglig underviser, men også som voksen myndighedsperson.”

Det gjorde Carl Willum Hansen. På et tidspunkt blev Karsten Jensen opsøgt af rektor, der ville tale med den unge mand om hans måde at udtrykke sig på. I dag kan Karsten Jensen ikke huske indholdet af samtalen, men han kan i dag se, at rektor Willum var fast og bestemt, men også havde stor indre styrke, der var forankret i værdier, han bevidst havde tilsluttet sig. Værdier, som ikke længere er fremmede for Karsten Jensen.