Her kan svage elever ikke gemme sig

I provinsen Ontario i Canada er data om ele­verne et vigtigt red­skab for skolerne til hele tiden at gøre det lidt bedre. På Richmond Green Secondary School ved lærere og ledelse nøjagtigt, hvilke elever der klarer sig dårligt, og laver med det samme individuelle planer for hver enkelt.

Klokken er 15.35, og en kort ringetone lyder. På et øjeblik fyldes de lange gange med snak og grin fra teenagere, som har fået fri fra skole. Nogle står i grupper, mens andre bevæger sig ud mod de gule skolebusser. Det er dog ikke alle elever, som skal hjem nu. Ved et klasselokale står tre drenge og venter i døråbningen. De snakker kinesisk og er på vej ind til ekstra undervisning i skriftlig engelsk.

”Good afternoon,” lyder det fra læreren, som smiler til drengene og de cirka 20 andre elever, som sætter sig ved bordene og pakker deres tasker ud.

Vi er på Richmond Green Secondary School i forstaden Richmond Hill en times kørsel fra Canadas største by, Toronto, i provinsen Ontario. Som i resten af Ontario arbejder lærere og ledelse meget systematisk med data om skolens cirka 1.200 elever og følger deres udvikling nøje.

Gangene på skolen er et multietnisk miks af elever med mange forskellige baggrunde. Cirka halvdelen af eleverne på skolen taler et andet sprog end engelsk i hjemmet.  

Eleverne får lidt ekstra
Nancy Gymnopoulos går ind i klassen med en æske snacks, som kan holde elevernes blodsukker oppe. De sidder stille og forsøger at komme i gang med at skrive en nyhedsartikel, mens de fleste andre elever nu har forladt skolen.

Nancy Gymnopoulos er lærer, men underviser næsten ikke mere. I stedet er hun koordinator på skolens program for elever, som klarer sig fagligt dårligt eller har sociale problemer.

”Jeg har omkring 330 elever på listen i øjeblikket. Det er elever, som vi mener er i risikozonen for at falde fra uddannelsen eller ikke bestå eksamen, og som har behov for ekstra støtte, hjælp eller rådgivning,” siger hun.

Data om alle elever
Hun kigger ud over klassen, som næsten kun består af elever med rødder i Asien. Ud over at hun møder eleverne i timerne, på gangene og til møder, har hun også en mængde data om eleverne, som hun dagligt holder øje med fra sit lille kontor.

Da Gymnasieskolen besøger skolen, har hun netop fået alle elevernes midtsemestervurderinger fra lærerne. Eleverne har fået et tal fra et til fire og måske nogle bemærkninger om deres adfærd eller om, at de har personlige problemer. Nu kan Nancy Gymnopoulos vurdere, hvilke elever der skal have en individuel plan.

”Sammen med lærere, forældre og elever holder vi et møde, hvor vi bliver enige om, hvad eleven har behov for – det kan for eksempel være ekstra undervisning eller støtte til at lave skriftlige opgaver,” siger Nancy Gymnopoulos.

Hun forklarer, at skolen ikke kun ser på det faglige. Sociale problemer og for eksempel problemer i hjemmet reagerer skolen også på.

”Meget af vores støtte handler om at snakke med eleverne. Vi har en elev, hvis mor døde for nylig, og hende tager vi under vores vinger,” siger Nancy Gymnopoulos.

Skolerne skal vide alt
Provinsen Ontario er blevet kendt ude i verden på grund af sin skolepolitik og indsats for uddannelse. En ny regering ville vende et skrantende skolesystem i 2003. Dengang tog et stigende antal forældre deres børn ud af de offentlige skoler, og eleverne klarede sig fagligt dårligt. Regeringen satte sig blandt andet som mål, at langt flere unge skulle bestå en highschool-eksamen, og et af midlerne har været at fokusere meget på data, viden og information om eleverne.

Skolerne og lærerne skal vide, hvordan eleverne klarer sig og hvorfor, og der skal sættes ind, hvis tingene går skævt. Samtidig skal alle arbejde efter nogle få enkle mål.

Rose Li er rektor på Richmond Green Secondary School og går rundt på gangene med en walkie-talkie i den ene hånd. Hun stikker hovedet ind i de forskellige klasser og siger hej til eleverne og lærerne, som smilende hilser igen.

Selv om det nok ville være for meget at forlange, at hun kender navnene på over 1.200 elever, har hun alligevel et godt kendskab til eleverne – mange af dem, inden de overhovedet sætter foden på skolen for første gang.

”Inden eleverne begynder hos os, får vi informationer fra deres skole om, hvorvidt eleverne har særlige behov. På den måde taber vi ikke bolden, når de begynder i highschool,” forklarer Rose Li.

Det kan være, at eleverne har indlæringsvanskeligheder og har brug for ekstra støtte, eller at de skal være i en klasse med ekstra ressourcer. Lærerne får også de nødvendige informationer om eleverne, inden de modtager de nye elever.

”Nogle gange kan det bare være, at en elev har behov for en kort pause midt i timen, og så ved læreren det,” siger Rose Li.

Fokus på resultater
I Ontario har politikerne stor fokus på, hvor mange elever der består eksamen, og denne fokus spredes ned til de enkelte skoledistrikter, hvor en bestyrelse leder skolerne i distriktet.

Rose Li afviser dog, at hun bekymrer sig om, hvordan hendes skole klarer sig i forhold til andre skoler. Til gengæld er hun hele tiden opmærksom på, hvad de tilgængelige data siger om elevernes trivsel og deres faglige præstationer.

”Hvis det viser sig, at det går den forkerte vej, så skal vi finde ud af hvorfor og gøre noget ved det. Jeg tænker på, hvad elevernes behov er, og hvad der er nødvendigt for, at lærerne kan hjælpe eleverne,” siger Rose Li.