Artikel
Ecco skaber internationalt perspektiv i Tønder
toender_handelsgymnasium_-_til_netnyhed

Ecco skaber internationalt perspektiv i Tønder

På Tønder Handelsgymnasium har man taget skridtet videre end det almindelige ad hoc-samarbejde med erhvervslivet. Her har de indgået et samarbejde med Ecco om en ny international studieretning.

Denne artikel er hentet fra arkiv og er ikke optimeret til det nye design.

Tønder Handelsgymnasium og skokongen Ecco er i fuld gang med realiseringen af en ny international studieretning på hhx. Den kommer blandt andet til at indeholde tre studieture med besøg hos Ecco-afdelinger i Tyskland, Holland og Kina, flerfaglige undervisningsforløb hos Ecco samt store dele teoretisk undervisning i eksempelvis international økonomi og afsætning, der bliver koblet op på Ecco-cases.

”Det, der står i bøgerne, stemmer ikke altid overens med den virkelighed, der gør sig gældende på Ecco. Det lægger op til nogle gode diskussioner og giver et godt supplement til bekendtgørelsen,” siger Brian Sloth, der er en del af det internationale lærerteam på Tønder Handelsgymnasium.

Målet med samarbejdet er, at eleverne får en bedre forståelse for den globaliserede verden ved at se den gennem en lokal, men i allerhøjeste grad international virksomhed. Samtidig skal de sønderjyske elever motiveres til at læse videre på universiteter og business schools i ind- og udland.

Gode fremtidsmuligheder for eleverne
Hos Ecco er de glade for, at Tønder Handelsgymnasium tog initiativ til at samarbejde om den nye studieretning. Ifølge Mads Bundgaard, der er projectmanager i Ecco’s globale HR-afdeling, passer projektet godt ind i koncernens filosofi.

”Internationalisering er en helt grundlæggende del af den måde, vi driver forretning på. Man skal være i stand til at forstå og interagere på tværs af kulturer,” siger Mads Bundgaard, der er Ecco’s tovholder på projektet.

Desuden mener han, at selve læringsstilen, hvor eleverne præsenteres for teorien i skolen og derefter kan spejle den i virksomheden, passer godt til Ecco’s filosofi om at skabe læring gennem arbejde.

”Vi håber, at vi kan være med til at skabe større forståelse for teorien og skabe motivation for læring,” siger Mads Bundgaard.

Han lægger ikke skjul på, at virksomheden også samarbejder med de lokale uddannelsesinstitutioner for at forsøge at holde på nogle af regionens kloge hoveder, og han ser de internationale hhx-elever som oplagte kandidater til fremtidige traineestillinger hos Ecco.

Forskere holder øje med Tønder
I alt otte gymnasier er med i et netværk, hvor målet er at give undervisningen et internationalt perspektiv. Det fortæller Michael Svendsen Pedersen, der er lektor ved Institut for Psykologi og Uddannelsesforskning på Roskilde Universitet. Han er en del af den forskergruppe, som Undervisningsministeriet har nedsat til at følge projekterne på gymnasierne.

”Vi fungerer som sparringspartner for lærerne, og gennem resultaterne fra vores observationer og interview bidrager vi til udviklingen af det videre arbejde,” siger Michael Svendsen Pedersen.

En af gruppens vigtigste opgaver er at få lærerne til hele tiden at forholde sig til, hvad deres fagdidaktiske tilgang til undervisningen er.

”Vi reflekterer sammen med lærerne over, hvilket syn på internationalisering, kultur og sprog vi arbejder ud fra, og hvordan vi helt konkret kan tilrettelægge aktiviteterne i samarbejdet med Ecco, så de bliver til pædagogisk tilrettelagte læringsaktiviteter,” forklarer han.

Forskergruppen slipper projektet i Tønder ved udgangen af 2014, og i den forbindelse udarbejdes en evaluering af studieretningens første leveår.

Læs mere i det kommende nummer af Gymnasieskolen.

De otte skoler i det internationale netværk er:

  • Køge Gymnasium
  • Tørring Gymnasium
  • Sct. Annæ Gymnasium
  • Ørestad Gymnasium
  • Århus Statsgymnasium
  • Tønder Handelsgymnasium
  • VUC Hvidovre-Amager
  • Odder Gymnasium
Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater