Tid til at vende hovedet mod andre ting

Anne Lindskov slår armene ud til et velkomstknus, selvom vi ikke har mødt hinanden før.

Hun trækker mig målrettet mod den imponerende kaffemaskine på lærerværelset for at lave mig  “den bedste cappuccino.”

”Den er så god, så jeg sørger for at nyde så meget af den, inden jeg stopper,” siger Anne Lindskov og slår over i en varm latter.

Om få dage siger den 70-årige fransk- og dansklærer farvel til den gode kaffe, sine kolleger på Aurehøj og sin arbejdsplads igennem de sidste 36 år. 34 af dem som tillidsrepræsentant.

En tid, der ifølge hende har været den ultimative frihed.

”Jeg har altid haft muligheden for at gøre lige præcis, hvad jeg ville. Det har været fantastisk og sjovt,” siger hun.

Et langt arbejdsliv kan være svært at beskrive i få spalter, derfor har Anne Lindskov indvilliget i, at vi sammen laver nedslag i hendes arbejdsliv.

Udgangspunkt
Det var med stor bekymring, at Anne Lindskov skrev under på den faste ansættelseskontrakt på Aurehøj Gymnasium.

”Jeg frygtede, at jeg nu var sat på en hylde, og at jeg aldrig ville komme ned af reolen igen. At det var slut med at flytte mig. Tænk, hvis jeg ikke længere kunne komme til at følge alle mine idéer og tiltag,” fortæller Anne Lindskov, der havde været vant til flere ansættelser ad gangen, blandt andet på Gentofte Studenterkursus og Romansk Institut.
 

Nulpunkt
Hendes frygt for, at der ikke var plads til at udfolde sine idéer, blev gjort til skamme. Det faste lærerliv var for Anne Lindskov lig med frie tøjler og rammer til at realisere sine idéer. Der var plads til de store kunstprojekter og alle de andre påfund. Men det har desværre ændret sig, mener hun.

”Fra politisk side har man nu omkalfatret skolerne til et ringe plagiat af en privat virksomhed. Den indramning er bekymrende og tarvelig, for uddannelse og undervisningsprocesser egner sig ikke til at have sådan en hierarkisk struktur,” understreger Anne Lindskov og tilføjer:

”Resultatet er langt mindre medbestemmelse på den enkeltes måde at gøre sit arbejde på. Det forbedrer ikke arbejdet – tværtimod.  Jeg synes, at systemet har spillet fallit.”

Højdepunkt
”Jeg har aldrig haft ambitioner om at blive leder. Jeg er rigelig leder i klassen – dog til en anden løn, men det er meget sjovere,” siger Anne Lindskov.

Et af højdepunkterne i hendes arbejdsliv var, at hun tidligt blev tillidsrepræsentant (TR).

”Det var et kæmpe højdepunkt at få mulighed for at række ud til en lang række mennesker for at hjælpe dem. Som TR kan du virkelig gøre noget helt konkret og særligt for kollegerne. Det er fantastisk,” siger Anne Lindskov og tilføjer:

”Jeg har især holdt af muligheden for at mediere mellem to parter. Det er en interessant proces at styre hen imod en ordentlig løsning, som alle kan acceptere.”

Fokuspunkt
Anne Lindskovs fokus har altid været at komme ind i klasselokalet med noget på hjerte, som ikke er færdiggennemtænkt.
”Man skal have en ægte lyst til at få flere kommentarer eller andre meninger om emnet. Undervisningen skal være sat op, så vi hjælpes ad med at blive klogere,” siger hun og tilføjer:
”Man får ofte de vildeste og klareste budskaber og indspark fra unge mennesker.”

Holdepunkt
Anne Lindskov mener, at det er vigtigt – måske endnu mere nu end tidligere – at man som lærer indretter sig indefra og ud, som hun formulerer det.
”Man skal på en måde slå en cirkel om sig selv og ikke lade udefrakommende indrette dig eller dit arbejde. For som lærer har du brug for ro og autonomi til at planlægge den bedste undervisning,” siger hun.
Samtidig bør man have mere end en top, der snurrer, siger hun.
”I min optik er det vigtigt at skifte fokus og gå 100 procent ind i det næste. Man kan ikke holde ud at sidde med det samme i langt tid. Derudover er der også noget lækkert i overgange,” siger hun.
Man skal også være den første til at indrømme over for eleverne, at emnet ikke lige er så spændende, som man havde tænkt det.
”Man er nødt til at være ærlig og sige: ’Hold kæft, hvor er jeg ved at falde i søvn over den bog.’ Det kan eleverne også godt lide,” siger hun.  

Orgelpunkt
Undervisningen er lidt som musik, mener Anne Lindskov. Den kan svinge på samme måde.

”Undervisningen er altid foranderlig med tynde stemninger, som indimellem skaber et rush, hvor man tænker: ’Dér var den.’ Det er så fantastisk,” siger den erfarne lærer.

Lyspunkt
Der er mange lyspunkter i Anne Lindskovs arbejdsliv, men skal hun pege på ét, falder snakken på ”gamle dage” og aktivisme.

”Dengang vi gymnasielærere lukkede skolen og gik på gaden, hvis der var noget, vi var utilfredse med. Det var en spændende og livsbekræftende tid at stå skulder ved skulder med sine kolleger og udtrykke sin utilfredshed med konkrete ting som løn eller forkerte beslutninger,” mindes hun.

Anne Lindskov understreger, at det ikke handler om en rød drøm om faner, men om en god erindring om en tid, hvor gymnasielærerne udtrykte deres utilfredshed direkte og fik noget ud af det.

”Alt er forandret, så det er ikke længere vejen og måden, og gymnasielærerne gør slet ikke sådan noget mere,” siger hun og stopper eftertænksomt op.

”Men det ville være godt for os, hvis vi blev inspireret af den tid, for vi trænger til en form for fælles retning og fodslag. Den stigende individualisme er helt smadrende for medarbejderen. Man står så mutters alene, og her er fagbevægelserne nok nødt til at vende sig om i deres grav og stige op til medlemmerne igen,” påpeger Anne Lindskov.

Knudepunkt
Den manglende aktivisme synes Anne Lindskov også, at man kan se på repræsentantskabsmøderne. Hvis man sammenligner et repræsentantskabsmøde for 20 år siden med nu, så vil man ikke tro, at det er det samme.

”Det er resultatet af en langsom forfladigelse. Dengang var der store debatter og troj­kaer, der løb rundt og diskuterede holdninger,” siger hun. 

Samlingspunkt
En ting, der ikke har ændret sig, er det gode sammenhold og tonen i lærerkollegiet, pointerer Anne Lindskov.

”Der er en udpræget respekt for hinanden, en redelig tone og et godt kammeratskab, som jeg ikke ved hvor kommer fra,” siger hun og uddyber:

”Sammenholdet giver en tryghed til at kvaje sig og turde sige noget vrøvl. Det smitter også af på eleverne.”

Synspunkt
Anne Lindskov kan godt blive lidt trist, når hun ser, hvordan nogle unge kolleger har så urealistisk høje krav til sig selv.

”De betragter sig selv som deres eget livsprojekt, der skal have succes på alle plan.  Konsekvensen er en ængstelighed for ikke at slå til og en utrolig skrøbelighed,” sukker Anne Lindskov og tilføjer et godt råd:

”Nyd tilværelsen, og lad være med at komme udpint hjem fra arbejde. Spar på kræfterne på jobbet, så der også er nogle til dem, du kommer hjem til.”

Anne Lindskov har masser af kræfter til at fortsætte det gode liv efter gymnasiet. Og hun glæder sig.

Der bliver mere tid til alt det andet som at oversætte bøger, at være simultantolk, holde foredrag og at være sammen med familien.

”Jeg har vidst, at jeg ville pensioneres nu, i halvandet år, så det er ikke noget problem,” siger Anne Lindskov, der ikke synes, at beslutningen har været svær.

”Det er en naturlig følge, for arbejdet skal ikke fylde så meget i min alder. Det er jo ikke noget hvilehjem, men en arbejdsplads. Og eleverne skal ikke undervises af deres oldemor,” understreger hun.

Der er ikke nogen tristhed at spore hos Anne Lindskov. Hun mener, at det kan skyldes, at hun har andre ting at gå i gang med.

”Jeg er taknemlig for min tid her, men nu vender jeg så mit hoved mod nogle andre ting,” siger Anne Lindskov.