Du er her
Foto: 
Undervisning |
29. maj 2012

Arabisk ruster elever til globalisering

Danmark har behov for flere fremmedsprog, mener rektor på Akademisk Studenterkursus, Inga Albertsen. Derfor er hun glad for at udvide med arabisk. For det kommer samfundet til gode.
Af: Malene Romme-Mølby

Arabisk har fået plads i det gode selskab. Sådan tolker rektoren på Akademisk Studenterkursus, Inga Albertsen, at de nu har fået godkendt et forsøg med at udbyde arabisk som andet fremmedsprog. Forsøget kører de næste tre år, og er godkendt af Ministeriet for Børn og Undervisning.  

”Vi er stolte af, at vi endelig får mulighed for at anerkende arabisk – både kulturelt og sprogligt,” siger Inga Albertsen.

Netop anerkendelse af sproget på lige fod med de øvrige fremmedsprog har været vigtig for studenterkurset. Derfor ønskede de ikke kun at have arabisk som valgfag. De vil være med til at vise, at arabisk kultur og sprog har lige så stolte litterære traditioner som de øvrige anerkendte fremmedsprog.

Farvestrålende kursister
Det er ikke tilfældigt, at det netop er Akademisk Studenterkursus, der som den første gymnasiale uddannelse får lov til at udbyde arabisk som andet fremmedsprog, mener Inga Albertsen. Studenterkurset er placeret midt på Nørrebro i København.

”Vi har en kursistsammensætning, som man nok ikke ser mange andre steder i landet. Der er et farvestrålende sammensurium af sprog, kulturer og religioner. Det skal vores sprogudbud også afspejle,” siger Inga Albertsen.

Elever bliver gode ambassadører
Men det er ikke kun af hensyn til kursisterne og det multietniske samfund, at studenterkurset udbyder arabisk. Inga Albertsen understreger, at der længe har været et generelt behov for at udvide sprogpaletten i Danmark. Flere fremmedsprog er en forudsætning for at kunne deltage aktivt i globaliseringen.

”Jeg tror, at vores kursister er klædt bedre på til at begå sig i det internationale samfund. Når man lærer et sprog, lærer man jo ikke kun selve sproget. Man får også en stor forståelse for kulturen, økonomien, religionen og samfundet,” pointerer Inga Albertsen.

”De arabisktalende kursister vil senere kunne fungere som ambassadører for danske interesser og styrke forståelse af de mellemøstlige værdier, men bestemt også de danske,” siger hun.

Ønsker endnu flere sprog
Akademisk Studenterkursus har indgået et samarbejde med arabisk på Københavns Universitet. Studenterkursets arabisklærere vil være i fast kontakt med universitetet. Derudover planlægger de at drage nytte af universitetet til gæsteoplæg, undervisning og etablering af internationalt samarbejde. Sammen vil de udvikle nye studieretninger med arabisk. Akademisk Studenterkursus har dog ikke til hensigt at nøjes med arabisk.

”Jeg ser stort potentiale i kinesisk og måske også portugisisk. Så kan vi være skolen med de spændende sprog,” siger Inga Albertsen.

 

 

 

Kommentarer

0
You must have Javascript enabled to use this form.