Virkeligheden overgår fantasien

Historiens sandhed eller forfatterens sandhed? De to ting flyder sammen, mener den islandske forfatter Einar Már Gudmundsson, der har været rundt i Skandinavien og blandt andet afholdt skriveværksteder på gymnasier i forbindelse med udgivelsen af den nærmest dokumentariske roman Hundedage.

Kan romaner bruges som samfundshistorisk undervisningsmateriale, når gymnasieelever skal lære at forholde sig kritisk til virkeligheden og kunne begå sig i stadig mere globaliserede og konkurrenceprægede sammenhænge?

Ja, i høj grad, mener den islandske forfatter Einar Már Guđmundsson, der i øjeblikket er aktuel med romanen Hundedage, historien om den danske fantast og verdensmand Jørgen Jürgensen, der i to måneder i begyndelsen af 1800-tallet blev konge af Island, men som først mange år senere kom til at spille en rolle i selvstændighedskampen. Og i øvrigt også nåede at være hvalfanger i Sydney, mulig spion for briterne og fængslet ad flere omgange, inden han endte sit liv som en tvivlsom karakter på Tasmanien.

Bogen er selvfølgelig romankunst og skal som sådan ikke betragtes som et historisk dokument, siger forfatteren selv. Alligevel mener han ikke, at grænsen mellem historieskrivning og romankunst er helt klar. Fortællekunsten har været en del af historieskrivningen helt tilbage til grækerne, som han siger. Og se bare på Island, hvilken betydning sagaerne har haft.

”På en måde er mange af mine værker dokumentariske – men med en anderledes tone. I Hundedage er de ydre rammer og alle personerne virkelige. Der er i litteraturen en tendens til kunstigt at prøve at gøre ting mere interessante. Mit budskab er, at jo tættere man kommer på sandheden, desto højere flyver fantasien. Jeg behøver som forfatter ikke at lyve, for virkeligheden er så løgnagtig, at den ofte overgår fantasien,” forklarer Einar Már Guđmundsson, som har en stærk forbindelse til Danmark og derfor er i landet op til udgivelsen af Hundedage; for første gang udgives en af hans til dato 22 udgivelser samtidig i hjemlandet Island og i Danmark som en slags hyldest til de mange trofaste danske læsere.

Overset fortælling
Hvad er en historisk begivenhed egentlig? Er vi ikke også i nutiden, når vi beskæftiger os med andre tider? spørger forfatteren retorisk. I hans værker optræder næsten altid en eller anden holdning til historien.

”Meget af det, jeg skriver, kredser om historiens mening. Giver den overhovedet mening? Hvorfor gentager det hele sig, og hvorfor foregår de samme ting – dog på forskellige niveauer – over hele verden? Som romanforfatter kan du bruge livet og tilværelsen og sætte mange ting i perspektiv. Derfor vil jeg helst ikke adskille historieskrivning og fortællekunst. Selvfølgelig giver romankunsten en frihed, hvor man kan konkludere lettere og mere frit. Men grundlæggende gentager historien sig igen og igen – først som en tragedie, siden som en komedie,” siger Einar Már Guđmundsson.

Samtiden, påpeger han, har det med at betegne folk som mærkelige eller skøre, men senere bliver de nærmest helliggjort – som for eksempel præsten i Hundedage, Jón Steingrímsson, der blev kendt som Ildpræsten, fordi han ifølge myten alene gennem sin tro standsede et af verdenshistoriens største vulkanudbrud. Eller hovedpersonen Jørgen Jürgensen, der først var en bandit, senere en helt.

”Historien ændrer sig, alt efter hvor man står. Det gør dialogen med det forgangne så vigtig og gør historieskrivning og romankunst til vigtige elementer – de er vores hukommelse, som fortæller om, hvordan vi har det som mennesker. Og understreger en vigtig pointe: Mennesker er ens overalt.”

Hundedage beskriver ikke alene koloniale strukturer og kampe et par århundreder tilbage, men trækker også tråde til nutiden, hvor de koloniale ideologier ifølge Guđmundsson lever videre på en række områder. For eksempel i forhold til turisme, hvor vi udstiller vores kultur som forventet og opfører os, som det forventes. Perioder, vi tror er afsluttet, er ikke altid afsluttet. Det samme gælder det dansk-islandske forhold, som har været et centralt tema i Guđmundssons seneste værker, og som i forfatterens øjne i dag er fremragende.

”Men i detaljerne af vores fælles historie er der utrolig meget at fortælle om, som ikke er blevet fortalt. Også blandt islandske historikere er der i disse år grøde med en revidering af kolonialismen og tiden med Danmark.”

Historien om Jørgen Jürgensen er en af de historier, der ikke er blevet fortalt ordentligt. Og han er faktisk vigtig i forståelsen af forholdet mellem Danmark og Island, mener Guđmundsson. Derfor romanen Hundedage. Alle islændinge kender Jørgen Jürgensen
– eller Hundedagekongen, som han også kaldes på øen i Nordatlanten – mens han for den almindelige dansker eller englænder er ukendt. Han har da heller ikke direkte spillet en vigtig rolle i den reelle islandske frihedskamp, der mest foregik mellem intellektuelle islændinge og ditto danskere, forklarer Einar Már Guđmundsson.

”Der blev dengang aldrig hentydet til Jürgensen, som ikke rigtig blev taget alvorligt, men betragtet som både sørøver og lidt af en spilopmager. Danskerne så ham som engelsk lejesvend, fordi han vendte sig imod det danske handelsmonopol, der jo var dybt korrupt. Men han trak revolutionen i en anden retning, end også englænderne havde regnet med, og var egentlig nærmere den franske revolution med stemmeret, stavnsbåndets ophævelse og en masse borgerlige idealer. Man har først indset hans betydning senere, og det er sådan, jeg præsenterer ham. Han havde mange karakterer, og alle tidligere versioner af ham er hver for sig rigtige. Men de fortæller ikke hele historien. Og en af de ting, danskere og islændinge i dag har til fælles, er, at vi falder pladask for fantaster som

Jürgensen, der taler til anarkisten i os alle – men også til vores ømhed. Vi forstår dybest set ikke klassesamfundet og tager ikke statsoverhoveder alvorligt,” griner den islandske forfatter – og sammenligner i øvrigt hovedpersonens på samme tid selvdestruktive adfærd og overlevelsesinstinkt med Island i nutiden, jævnfør finanskrakket i 2008.

En del af undervisningen
Einar Már Guđmundsson har gennem hele sin forfatterkarriere betragtet det som en forpligtelse at involvere sig med sine læsere og give noget igen.

”Det gælder ikke kun om at skrive bøgerne. De skal formidles – det er min kommunikation med verden!”

Det har blandt andet betydet, at han ud over at stille op til diverse bogmesser og kulturelle arrangementer i ind- og udland nærmest har gjort det til en tradition at rejse rundt i Norden og afholde en slags litteratur- og skriveværksteder på skoler og gymnasier i forbindelse med undervisningen. Således også under dette ophold, hvor han blandt andet har besøgt et par gymnasier i Jylland.

Han bruger en særlig metode til at få eleverne i gang med at skrive og opleve og forstå en egentlig skriveproces. Dog alligevel simpel, om end det at skrive ikke er simpelt!

”Jeg fortæller dem først om min egen udvikling som forfatter, det vil sige, at vi gennemgår alle faserne. Først den indre del: Man slider så at sige sit indre hår af, man bruger sig selv, kommer til at sprudle som en vulkan og oplever også at blive udslukt. Jeg bruger eksempler fra mine første romaner, forklarer, hvordan jeg brugte mit indre liv. Og her får de så første opgave: Skriv noget på baggrund af en erindring, noget indre.”

Efter det følger en mere praktisk-teoretisk del omkring kildemateriale og historie. Det er vigtigt at kende sit kildemateriale, såvel historiske kilder som samtidskilder.
Skriveopgave nummer to handler derefter om at bruge bedsteforældre og forældre som kilder. Derefter evaluerer Guđmundsson og læreren i fællesskab opgaverne.

”Det fungerer godt. Det er fantastisk at være ude blandt unge mennesker og være en del af undervisningen, og jeg synes, jeg oplever et stort engagement hos både lærere og elever,” fortæller han.

Som islænding er Einar Már Guđmundsson selv opflasket med det skrevne ord, som traditionelt har stået stærkt i den islandske bevidsthed. Island var i gammel tid både internt og eksternt isoleret. Det at kunne skrive var derfor en vigtig kompetence. Folk talte ikke så meget, de skrev, som Guđmundsson udtrykte det i sit forrige værk, den satiriske, nærmest allegoriske Islandske Konger.

”Selv den islandske almue kunne skrive. De skrev for eksempel breve til kongen. Ud over Jørgen Jürgensen var det vel ikke mange andre danske konger end Frederik den 9., der også blev den sidste, som besøgte Island.”